‘Dukken der blev væk’ er en fremragende roman om moderskab, længsel og utilstrækkelighed

Jeg-fortælleren Leda er i slutningen af 40’erne og skal for første gang på ferie alene, efter hendes børn er flyttet hjemmefra. Hun glæder sig og føler sig let og ikke længere bundet af det tyngende ansvar, det er at være mor. Hun lejer en lejlighed i en badeby og tager hver dag til stranden for at slappe af, læse, skrive, bade. Men hurtigt bliver hun optaget af en ung, smuk mor, der på stranden – udadtil ukompliceret – leger med sin lille datter og datterens dukke. Jeg får associationer til Gustav von Aschenbach fra Thomas Manns Døden i Venedig, der ligesom Leda er på ferie og bliver betaget af et ungt menneske, og både Leda og Aschenbach betragter mennesket med en inderlig, nærmest sygelig opslugthed. Men hvor Aschenbach altid holder sig på afstand, kommer Leda på forskellige måder i kontakt med den unge mor og hendes familie. En dag stjæler Leda, i et øjeblik af vanvid, dukken, der tilhører den unge mors datter. Dette sætter gang i en kædereaktion af erindringer, der bringer hende tilbage til den tid, hvor hendes egne døtre var små – og det var – kan jeg afsløre uden at spoile for meget – ikke helt idyllisk. Det sætter også skub i tingene på stranden; den unge mors familie iværksætter den helt store eftersøgning af dukken; barnet, der hidtil havde leget stille og roligt, savner sin dukke og bliver utilfreds, tvær og krævende, og den unge mor begynder at betro sig til Leda.

Dukken der blev væk af Elena Ferrante, den mest kendte, ikke-kendte, italienske forfatter (navnet er et pseudonym), er en psykologisk roman; kort, stram og stringent. Ledas forhold til sit eget moderskab beskrives med en nærmest kvalmende og iskold præcision; et moderskab, der er kendetegnet ved utilstrækkelighed, splittelse og ambivalens. Jeg tror, alle mødre (og måske også fædre) kan (i varierende grad) genkende sig selv i Leda.

Temaerne er de samme som i Ferrantes mere kendte kvadrologi, Napoli-serien; moderskab, nære relationer, svigt, jalousi. Men hvor Napoli-serien folder sig ud i et stort episk værk, der strækker sig over flere årtier, har Dukken der blev væk mere karakter af en novelle; et lille persongalleri, nærmest et kammerspil, hvor det er sparsomt med både panoramiske beskrivelser og baggrundsfortællinger. Hver sætning tillægges betydning. (En af mine yndlingssætninger i romanen, yndlingssætning, fordi den er så præcis (og minder mig om den tid, hvor mine børn aldrig sov): “Fysisk træthed er et forstørrelsesglas.”)

Ferrante mestrer prosaen, både den stramme form og den mere udfoldende, til nærmest perfektion. Hun er en af de nulevende forfattere, jeg sætter allermest pris på.