Forfattermøde i Poesiens hus

I går i Poesiens hus; “Digterkonfrontationer” (forstår ikke ordets hårdhed, hvorfor “konfrontationer”?) med Ursula Andkjær Olsen, Rolf Sparre Johansson og (min yndlings) Pablo Llambías.

Ursula Andkjær Olsen læste nogle nyskrevne digte op, der fik mig til at tænke på, at hun virkelig er en meget, meget dygtig digter, som jeg kun kan have beundring for. Rolf Sparre Johansson (sådan en lille verden; søde Rolf kender jeg, fordi vi har børn i samme børnehave) læste nogle helt nye skitser til erindringstekster op, og jeg tænkte på, at det må være svært at skulle være “på” og læse op af nye tekster dagen efter, man har udgivet et nyt værk (med titlen Piedestal. Jeg har læst værket, jeg kunne godt lide det første digt (bogens del 1), der handler om sorg, og når man læser det, lyder det, som om digtet græder.) Pablo læste op (iført fleece as usual!) af sine nye Rådhus-tekster, som jeg efterhånden har hørt ham læse op af mange gange herhjemme, og som jeg er megamegavild med.

IMG_0538
Tre på rad og række. Gisp! Et panel! (Hvornår dropper vi den opstilling?!)