Hey, let’s do the limbo rock

Jeg er kommet hjem fra Anholt med nye venskaber, store litterære oplevelser, sand i skoene og sjove og fine minder (og meget, meget træt og udmattet). På vej hjem kiggede jeg billederne igennem på min mobiltelefon for at se, om jeg egentlig havde taget nogle billeder på Anholt, enten af den smukke natur eller af en eller anden oplæsende forfatter. Det havde jeg ikke. Men jeg fandt en video af en dejlig flok, der dansede stoledans – sådan noget gør vi nemlig også på Anholt Litteraturfestival. (Andreas Pedersen (hvis oplæsning af Fryden fik mig til at græde) vandt i øvrigt.) Jeg var den første, der røg ud. Åbenbart er stoledans ikke min stærke side. Det gik bedre til limbo, hvor jeg faktisk fik en andenplads. Ikke at jeg går op i sådan noget.

 

Harry Potter-morgen II

Der er, som om der er en masse barometre, der hele tiden bevæger sig: Hvis jeg læser rigtigt meget, får jeg ikke skrevet særlig meget, og hvis jeg skriver rigtigt meget, får jeg ikke læst særlig meget, og i dette regnestykke kan man selvfølgelig tilføje alt muligt andet også; børneting, husting, arbejdsting. Og lige nu er jeg i sådan en fase, hvor jeg skriver meget, men ikke ting, der egner sig til denne blog. Jeg læser også lidt, men mest i arbejdssammenhæng. Så der er lidt stille på denne side for tiden …

Om mandagen skal mine børn altid enten hjem til deres far, eller også kommer de hjem til os efter at have været væk en uge. Det er altid en underlig følelse, begge slags mandagsfølelser, som er svære at forklare, men som jeg tror, de fleste skilsmisseforældre kan genkende. Jeg lovede i weekenden, at vi skulle læse Harry Potter og fangen fra Azkaban færdig, men det ene gik med det andet i weekenden, og vi nåede ikke min beregnede mængde. Vi stillede derfor vækkeuret til ekstratidligt i går aftes, så vi kunne stå op og nå resten her til morgen. Det gik lige. Harry troede et kort øjeblik, at han kunne slippe for at komme hjem til familien Dursley i sommerferien, men ak ak Sirius måtte atter på flugt. På vejen hen til skolen snakkede vi om, hvad vi ville forvandle os til, hvis vi kunne blive en animagus. Vi ville begge være et dyr, der kunne flyve. A. valgte en kongeørn, og jeg valgte en ravn.

IMG_0613

Forfattermøde i Poesiens hus

I går i Poesiens hus; “Digterkonfrontationer” (forstår ikke ordets hårdhed, hvorfor “konfrontationer”?) med Ursula Andkjær Olsen, Rolf Sparre Johansson og (min yndlings) Pablo Llambías.

Ursula Andkjær Olsen læste nogle nyskrevne digte op, der fik mig til at tænke på, at hun virkelig er en meget, meget dygtig digter, som jeg kun kan have beundring for. Rolf Sparre Johansson (sådan en lille verden; søde Rolf kender jeg, fordi vi har børn i samme børnehave) læste nogle helt nye skitser til erindringstekster op, og jeg tænkte på, at det må være svært at skulle være “på” og læse op af nye tekster dagen efter, man har udgivet et nyt værk (med titlen Piedestal. Jeg har læst værket, jeg kunne godt lide det første digt (bogens del 1), der handler om sorg, og når man læser det, lyder det, som om digtet græder.) Pablo læste op (iført fleece as usual!) af sine nye Rådhus-tekster, som jeg efterhånden har hørt ham læse op af mange gange herhjemme, og som jeg er megamegavild med.

IMG_0538
Tre på rad og række. Gisp! Et panel! (Hvornår dropper vi den opstilling?!)

Post-Påske-Pip

I Sverige var der sne helt op til knæene, sagde mit yngste barn, hvorefter mit ældste barn svarede, at hans ben jo altså heller ikke var særlig lange. Jeg har ikke fået læst så meget som planlagt, selvom jeg dog ikke kan skyde skylden på den svenske sne/de svenske tilstande. Bordtennis og Munchkin (jeg tabte!) og gåture og generel uspecificeret familietid overtog påskelæsningen. Jeg er (blandt andet) i gang med at læse Oliver Sacks’ “The Man who Mistook his Wife for a Hat”; titlen skal forstås helt bogstaveligt – en mand troede rent faktisk, at hans kone var en hat. Bogen er skrevet i ’85 og består af en lang række korte case-stories skrevet af en neurologiprofessor, og er vældig interessant på en lidt underfundig og filosofisk måde. Sikke mange ting, der kan gå galt med et menneskes funktioner! Pyh-ha. Jeg vil i hvert fald ikke håbe, at jeg en dag vågner op fuldstændig skrækslagen, fordi der i sengen ligger et fremmed ben i forlængelse af min krop, lige dér hvor mit almindelige ben, der nu er pist væk, engang sad.

I dag i min barselslæsegruppe læste vi Kjell Askildsens novelle “Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan”, som (imho) er prototypen på en nær-perfekt novelle (med den fantastiske sætning: Jeg sad og så på sneen der drev hen mod vinduesruden og spekulerede på hvilke glæder min søster kunne have i livet, og da jeg efter at have tænkt mig om nåede frem til at hun sandsynligvis ikke havde nogen, fik jeg trang til at sige noget venligt, jeg blev simpelthen lidt sentimental, det var måske sneen mod ruden og varmen i stuen der gjorde det, men jeg kom aldrig så langt, for netop da jeg skulle til at åbne munden, spurgte hun om vi ikke skulle spille yatsy.) Og i aften i en anden læsegruppe skal vi læse et uddrag af Lars Bukdahls semi-digtsamling “Korshøjen”, et spøjst og patosfyldt fint, lille værk om at miste sin far.  –> Alt i alt en ganske glimrende litteraturarbejdsdag at begynde hverdagen med efter påsken.

IMG_0481.JPG
Svenske tilstande?

Pablo læser Pablo

Du vil huske dette springende vandløb,
hvor søde dufte steg op og skælvede,
og fra tid til anden en fugl, klædt i vand
og langsomhed, dens vinterfjer.

Du vil huske disse jordens gaver:
uudslettelige dufte, gyldent ler,
ukrudtsplanter i krattet og gale rødder,
magiske torne som sværd.

Du vil huske den buket du samlede op,
skygger og tavst vand,
en buket som en sten dækket af skum.

Og dengang var som aldrig og som altid.
Lad os gå derhen, hvor intet venter os,
vi vil finde alting vente dér.

Pablo Neruda, Hundrede kærlighedssonetter (1959).

IMG_0384
Min smukke Pablo læser Pablo.

Harry Potter-morgen

Engang sagde mit ældste barn til mig, at grunden til man skal lære at læse, er så man engang kan læse bøger for sine børn.

Jeg er selv vokset op med en mor, der har læst meget for mig, og jeg læser selv dagligt op for mine børn i ugerne, de er hos mig, sommetider kun en lillebitte, hurtig historie, andre gange i længere tid. Det er en kliché, men verden bliver virkelig større af det.

Nogle af mine bedste barndomsminder er min mor, der læser højt for mig. Ronja Røverdatter, Hobbitten. Jeg tror ikke, at jeg ville have været mig, hvis ikke jeg havde hørt disse historier. Da jeg var barn, og jeg hørte andre mennesker læse op, tænkte jeg hver gang, at de slet, slet ikke læste lige så godt op som min mor. (Gad vide om mine børn også tænker sådan, når de hører andre end mig læse op?)

Vi er lige gået i gang med Harry Potter for allerførste gang. Så bliver det næsten ikke bedre sådan en weekendmorgen. Harry har lige været i Diagonalstræde for første gang og har købt skolebøger- og tøj – og har fået en fin, hvid sneugle af Hagrid.

IMG_0338

 

Jeg søsætter min baby

Jeg har været på barsel to gange, det er efterhånden flere år siden, jeg husker både gode ting og dårlige ting, og så husker jeg kedsomhed og lange dage, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle fylde ud. Jeg savnede at bruge mit hoved. Jeg meldte mig til et forløb på Folkeuniversitetet, så jeg kunne komme lidt ud og lave noget, som jeg syntes var interessant, men jeg kom kun få gange, for da det blev aften, og jeg skulle af sted, var jeg for træt, det eneste, jeg kunne overskue, var at bevæge mig fra sofaen og ind i sengen, og jeg kiggede på uret og talte, hvor mange timer jeg kunne nå at sove, inden jeg blev vækket af en sulten baby. Jeg savnede noget at lave om dagen. Og meget gerne noget, der ikke handlede om børn, alt var smurt ind i børn, men det skulle samtidig være noget, hvor jeg kunne tage mit barn med. Det skulle jo også ammes og kysses med jævne mellemrum.

I efteråret sad jeg sammen med to søde kvinder, og midt i samtalen kom vi på en eller anden måde frem til, at jeg skulle starte en læsegruppe for mennesker på barsel. Jeg tænkte videre over ideen og googlede mig frem til, at det slet ikke fandtes. Hvordan kan ingen have fået den idé før?! Det var næsten som at opdage den dybe tallerken! Og så var tallerknen ikke engang smurt ind i majsgrød eller gulerodsmos. Jeg arbejdede videre på en projektbeskrivelse, og så var jeg så heldig, at Domkirken i København også syntes, det var en god idé og gerne ville finansiere et pilotprojekt.

Og nu findes det altså! Fra tirsdag d. 6. marts 10-12 og de fem følgende tirsdage. Det er (tror jeg nok) første gang i danmarkshistorien! Og det er altså en læsekreds for mødre og fædre på barsel. I barselslæsekredsen håber jeg på at skabe et rum for en åben samtale om god(!) litteratur på et højt niveau – samtidig med at man trygt kan medbringe sin baby – med alt hvad det medfører af amning, gråd, bleskift og gylp (som der i hvert fald var en del af, da jeg var på barsel).

Og det formelle:

Det er gratis at deltage (Hurra for Vor Frue Kirkes Menighedspleje!). Deltagerantallet er begrænset til 15. Tilmelding efter først-til-mølle.

Har du spørgsmål til forløbet og/eller vil du tilmelde dig, så skriv eller ring til mig – annachristhompson@gmail.com eller 27 14 74 38

Sted: Sct. Andreas Kirke, Gothersgade 148, 1123 Kbh. K

Jeg glæder mig megameget til det! Som frisk (eller træt!)

Navnløs

Jeg tror ikke, mine søstre vidste, at jeg har et særligt forhold til Nikolaj Nørlund, da de gav mig billetter i julegave til hans koncert med symfoniorkestret Copenhagen Phil – sådan et særligt forhold, som man kun kan få til noget, når man opdager det som ung, og man opdager det samtidig med, at man opdager verden. Jeg var 15 år, og min dengang allerbedste veninde, som det smerter mig at tænke på i dag, introducerede mig til Nikolaj Nørlunds album “Navnløs”; et album, hvor han har lagt musik til Michael Strunge-digte. Vi gik på efterskole sammen og sad inde på hendes værelse og lyttede til sangene. Jeg kan ikke læse disse digte af Michael Strunge uden at høre Nikolaj Nørlunds karakteristiske stemme synge dem.

Til koncerten i lørdags spillede Nikolaj Nørlund en enkelte af disse sange/digte, Den støjende tid:

Jeg er den tavse
i den støjende tid
der er tusinde ord for min tavshed.
Ser ud over byen med tomme øjne
eller læser tilfældigt i aviser
og glemmer igen.
Snakker kun med dem der ikke kender mig
og siger jeg ikke er hjemme.
I dag har jeg ikke grædt
i går sad jeg bagerst i biografen
og så en film om i morgen
eller en anden planet.
Jeg ligger i sengen
eller giver mig lov til en tur
på lette betingelser.
Jeg har elsket en gang
men drømmer igen og igen.
Jeg vil aldrig slå mig selv ihjel
men i morgen vil jeg vågne efter søvnen.

Jeg er den usete blinde
i billedernes regeringstid
jeg taler meget om farverne.
Lytter til min terapeut
og slår plat og krone om næste session.
Jeg fylder mit værelse med energi
og kan netop overskue denne time
fra hjørnet længst væk fra ruden.
Efter et år har jeg bestemt mig for et opgør.
Mine tanker er grænseløse og tynde som papir
og jeg slutter nu at jeg ikke kan.

Jeg ville ønske, jeg havde samme evne og vilje til at arbejde som fx Grundtvig

Jeg har deaktiveret min Facebook-profil, det er en beslutning, der har været længe undervejs, jeg bruger simpelthen for meget ligegyldig tid på det, tid som kunne være blevet brugt meget bedre, blandt andet med læsning, som det er gået lidt trægt med her i det nye år, da jeg har haft meget at se til workwise and otherwise. (Come to think of it: Det er aktiviteten, der er ligegyldig (at tjekke Facebook), tiden er værdifuld.)

Jeg er i gang med at læse “Den begravede kæmpe” af Kazuo Ishiguro, nobelprisvinderen fra sidste år, ja, jeg havde heller ikke hørt om ham før han vandt nobelprisen, sådan går det så ofte. Romanen foregår efter Kong Arthurs tid i England, i en verden, hvor der sker overnaturlige ting på en ret naturlig, men alligevel underlig måde, og hvorfor foregår den ikke i Japan, jamen, han er slet ikke japansk, eller det vil sige, at han er født i Japan, men flyttede til England, da han var 6 år gammel og skriver altså på engelsk, og det er altid lidt pinligt, når man griber sig selv i at have sådan nogle helt klare forestillinger om et andet menneskes nationalitet på baggrund af et navn. Det er egentlig også lidt underligt, at jeg kommer til at gøre det, da jeg selv er kærester med et menneske, der hedder noget, som slet ikke lyder dansk, og alle spørger altid, hvor han kommer fra, og jeg må endnu engang fortælle, at han bare kommer fra en forstad til Ålborg. Og: Jeg er helt vild med “Den begravede kæmpe”! Men så kommer Facebook og distraherer mig på sådan en træls måde, og jo “tag”-en ven-der-ligner-denne-dansende-ged, kan måske få et lille, indre smil frem på en god dag, men så heller ikke mere. Plus selvfølgelig kapitalisme, overvågning, lynchingstemning i debatter, etc.

Og hvad bruger jeg denne overskydende tid på nu hvor jeg ikke længere har Facebook? Jo, ser du, mit yngste barn (der fylder 6 år i dag hurraaa) spiller sådan et bondegårdsspil på sin iPad, Hayday, hedder det. Man skal passe en gård, så og høste forskellige afgrøder, malke køer, lave smør fra mælken, sælge gårdting og så videre. Vi spillede det sammen i weekenden, og nu er jeg simpelthen blevet så afhængig af det, at jeg sidder og spiller det, når han ikke er hjemme. Det er ganske skrækkeligt og yderst pinligt. Og jeg har meget arbejde, der hober sig op, og bøger, der ligger og venter utålmodigt på mig. Fx ligger “Manhattan Beach” af Jennifer Egan lige nu på mit skrivebord og kigger skuffet på mig. Og jeg skal også have forberedt en masse til et forløb om litteratur og hengivelse, jeg skal undervise i fra næste måned, plus et aftenskolehold, hvor vi første gang skal læse “The Handmaid’s Tale”, som jeg ikke har læst endnu, kan man nøjes med at se serien, nej, selvfølgelig kan man ikke det. Og så sidder jeg kraftedeme og samler virtuelle æg fra mine virtuelle høns, nej ikke mine høns, mit barns høns, Bårk, hedder de alle sammen, har vi besluttet. Min kæreste er lige taget til Nyborg her til morgen for at undervise et par dage, og jeg har helt seriøst givet ham iPad’en med, så jeg ikke sidder og spiller på den de næste dage. Så dårlig er min selvdisciplin åbenbart. Og Facebook kan jeg heller ikke gå på. Nå, men jeg kan altid skrive et blogindlæg på min blog, som jeg også har forsømt.

IMG_0210

Bogkøbere <3

Jeg arbejder sommetider inde i Politikens boghal, og i dag, da jeg var på arbejde, kom der en ung kvinde hen til mig, hun var måske i begyndelsen af tyverne, og hun spurgte, om jeg kunne anbefale en bog til hende. Hun havde netop læst sit livs allerførste bog – alle andre bøger, hun nogensinde havde forsøgt at læse, havde hun fundet uinteressante. Hun ville gerne have en bog, der mindede om denne bog, hun lige havde læst, og den skulle helst ikke rigtigt handle om noget, og der måtte endelig ikke stå noget om, hvordan personerne i bogen havde det, fordi det synes hun var kedeligt, og det ville hun langt hellere selv forestille sig. Og hvilken bog har du så læst, som den allerførste bog, du nogensinde har læst, spørger jeg hende, og hun svarer til min overraskelse: “Den gamle mand og havet” af Ernest Hemingway. (Hvis du ikke har læst den: Den handler om en gammel mand, der får en kæmpefisk på krogen en dag, da han er ude at fiske. Og hvad sker der så? Jamen, der sker ikke så meget andet end det. Og jeg elsker, at et ungt menneske, der aldrig har læst en bog til ende, læser netop denne bog og elsker den.)

Senere kom en ældre mand hen til mig med Dantes guddommelige komedie i den ene hånd og en stok i den anden. “Er det ham dér Dante, der er så kendt?” spurgte ham mig. Jo, det er ham, sagde jeg, og manden svarede, at han hellere måtte købe den, for “man skal jo holde sig opdateret”.

You can never leave

Jeg har som mange andre eksiljyder været hjemme og holde jul med min familie i Jylland, nærmere betegnet Silkeborg. Det er altid lidt specielt på en både god og dårlig måde at vende hjem, ambivalens: Endnu et år er gået, og man skal igen se gamle venner og familie og velkendte og nye bygninger, som man med jævne mellemrum har set gennem hele sit liv. Og måske er det derfor, i lyset af min seneste tur hjem (skrev jeg “hjem” bevidst eller ubevidst?), at jeg hæfter mig ved, at den personale tredjepersonsfortæller i Kaspar Colling Nielsens nye roman, “Det europæiske forår” (ja, nu kom tiden til at læse den) skriver: “Hun kom fra en lille by i Jylland” – og så tænker jeg straks, at forfatteren Kaspar Colling Nielsen helt afgjort ikke selv kommer fra Jylland, for et menneske fra Jylland ville aldrig skrive “Hun kom fra en lille by i Jylland”, men måske “Hun kom fra en lille by i Nordjylland,” eller “Hun kom fra en lille by mellem Horsens og Vejle,” eller “Hun kom fra en lille by uden for Esbjerg.”

IMG_9936

Lidt nyt fra vestfronten

Kære læsere

Jeg har fundet en gammel krimiklassiker frem, som jeg lige er begyndt på, ”Murder on the Orient Express” af Agatha Christie fra 1933 – apropos filmatiseringer. Der er mange navne, jeg prøver at holde styr på, og det hele er meget stiliseret og karikeret og pre-post-kolonialiseret.

”Brr!” said Poirot. ”This is serious!” – sådan lyder det, da Hercule Poirot hører, at en medpassager på toget er fundet myrdet i sin kupé, stukket 12 gange i brystkassen. Kort tid efter er flere enige om, at morderen være enten kvinde eller latino, for sådan et temperament kan kun disse have.

For mange år siden så jeg en gammel filmatisering, men jeg kan heldigvis ikke huske den særlig godt, så jeg ved ikke, hvem morderen er. Schyyy, du må ikke sige det …

Og så har posten været forbi med en pakke. Eller ”posten har været forbi med en pakke,” det vil sige, at der lå en seddel i min postkasse om, at posten havde været forbi med en pakke i et bestemt tidsrum, hvor jeg ikke var hjemme, men hvor jeg altså ved, at jeg var hjemme, nå, men jeg havde heller ikke forventet bedre. Men i pakken ligger en roman af Jennifer Egan, hendes nyeste roman ”Manhattan Beach”, som jeg glæder mig rigtig meget til at læse.

Caroline Albertine Minors novellesamling ”Velsignelser” ligger også – indtil videre uåbnet – på mit natbord.

Men først en gammel krimi – uden ekstreme og bestialske massemord.

Mange venlige hilsener
Anna

IMG_9890

Litteraturforelskelsesgrebet

Der er flere bøger, jeg ganske inderligt ville ønske, at jeg kunne læse igen for allerførste gang. Når jeg får øje på en intellektuel type på en kaffebar siddende med Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” eller et nørdet barn i S-toget med opspilede øjne rettet ned mod en Harry Potter-bog, kan jeg blive helt misundelig, ja, måske endda lidt jaloux. Det er en helt overvældende følelse, næsten som en stærk forelskelse, når en helt ny verden åbner sig for én i litteraturen. Det er en følelse, jeg desværre oplever sjældnere og sjældnere, jo ældre jeg bliver. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en mere kritisk læser (måske som følge af en cand.mag.-i-litteraturhistorie-arbejdsskade) eller gradvist mister mit barnlige engagement og indlevelsesevnen. Men sommetider er der heldigvis stadig værker, som jeg kan blive forelskelsesgrebet af og hvor jeg ligger søvnløs, fordi jeg hellere vil befinde mig i en symbiose med bogen. (Åh, tænk at læse “Greven af Monte Cristo” for første gang, hvor man ikke ved, hvad der sker efter Dantés er blevet fængslet på øen If. (Hvad det værk ikke har i sproglig ynde, gør det i dén grad op for i plotspænding!))

En litteraturmisundelsesfølelse sidder jeg også med lige nu, mens min kæreste læser i Daniel Mendelsohns gribende og uhyggelige værk “De mistede” (org. “The Lost” 2006), som jeg altså ville ønske, at det var mig, der skulle læse for første gang.

Det er et værk, der er både en selvbiografisk historie om at være jøde og om at bære på den jødiske arv efter tusinde års forfølgelse, og samtidig en art mordgåde, der skal opklares. “De mistede” er egentlig ikke et skønlitterært værk, selvom det godt kan læses (og bliver det) på dennes kunsts præmisser. Mendelsohn er på en næsten sygelig måde optaget af at finde ud af, hvad der præcis skete med fem familiemedlemmer (hans bedstefars brors familie), der blev myrdet i en lille ukrainsk by under udrensningerne i 1941. Denne eftersøgning, der bringer ham rundt i store dele af verden, bliver samtidig på en foruroligende måde vævet ind i de store jødiske grundfortællinger. Værket indeholder både page-turner-elementer og minutiøse gennemgange af bestemte ords etymologiske oprindelse, lange udredninger af stamtræer og slægtsled og læsninger og udlægninger af de jødiske skrifter. Ja, der er nørdalarm på bogen, og utrolig mange indskudte sætninger!

I går aftes lå min kæreste i sengen og læste i bogen, og da jeg blev ved med at afbryde ham for at snakke om den, spurgte han til sidst (måske i virkeligheden som en afledningsmanøvre?) om han skulle læse lidt op for mig i stedet. Det måtte han meget gerne. Der dukkede nye nuancer op, som mindede mig om, at selvom man ikke igen kan få den samme overvældende fornemmelse af at læse et bestemt værk for allerførste gang, så kommer der under en genlæsning næsten altid nye og interessante elementer frem. Således også i dette værk.

IMG_9736

Bogforumlarm

I går var jeg forbi Bogforum. Der er godt nok meget larm, ja? Jeg glemmer det hvert år. Man bliver helt ør i hovedet. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har købt en bog på Bogforum. Sidste år købte jeg et par læsebriller, fordi jeg manglede nogle, og hende sælgerdamen syntes, jeg så godt ud med dem på, og så købte jeg dem bare, men de var ikke den helt rigtige styrke, så nu ligger de bare i en skuffe. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke køber bøger, når jeg netop er sådan en, der kunne tænkes at købe bøger. For nogle uger siden var jeg i Portland, og jeg besøgte Verdens Største Boghandler (det siger de i hvert fald selv, at de er) Powell’s, der fylder en hel blok. Jeg gik meget benovet derind, men endte med at gå lidt rundt i cirkler, fare en smule vild og gå tomhændet derfra. Sommetider kan man måske bare ikke se skoven for bare træer.

I går på Bogforum hørte jeg en af mine all-time-favorite forfattere og absolut elskværdige Pablo Llambías (med fleece) i en interessant samtale med dygtige Nanna Goul (udtales som skovl men med g i stedet for sk). Pablo fortalte om sin nyeste roman “Natteskær”, som er spændende og alt muligt andet, men jeg er jo også temmelig biased. #kæreste #inhabil #gulstol #flotbog #fleecetrøje #mikrofonbogsamtale #skibukser #larm

IMG_9643
Pablo Llambías og Nanna Goul og to gule stole og et rødt bord m.m.

Litteraturærlighed

Jeg plejer sjældent at udtale mig negativt om danske forfatteres bøger – andet end bag lukkede døre og dér siger jeg mange ting – men sådan offentligt og på skrift. Litteraturmiljøet (Ja, der ér et litteraturmiljø. Ja, der ér flere litteraturmiljøer) er så lillebitte i Danmark og sommetider ikke særlig behageligt (sommetider, men ikke altid, se nu begynder jeg allerede at trække lidt i land), og min oplevelse er, at folk ikke altid (kun nogle folk selvfølgelig og ikke altid) er så søde ved hinanden (hvilket der sikkert kan være mange forskellige grunde til). Og måske er det også fordi, at jeg ikke kan lide at gøre folk kede af det, folk som jeg kender eller møder eller på den ene eller anden måde skal samarbejde med, eller som det kunne tænktes, at jeg skulle samarbejde med på et tidspunkt i fremtiden. Jeg føler mig udsat, når jeg gør det. Jeg læste fx Olga Ravns ”Celestine” for lang tid siden, og jeg havde høje forventninger til den, og den så også virkelig flot ud med det der blå og sølvskinnende omslag, men jeg synes ikke, den var særlig god, sproget alt for parfumeret og prætentiøs. Men jeg undlod helt bevidst at skrive det på Twitter (hvor jeg ellers skriver en del om bøger), fordi tænk nu, hvis jeg mødte hende en dag, og hun opdagede, at jeg havde skrevet noget dårligt om hendes bog. Ja, det er langt ude at have det sådan, men sådan havde jeg det altså, hvilket jeg også skammer mig over, fordi jeg gerne vil være sådan en, der siger sin mening (på en saglig måde, selvfølgelig), ligesom jeg også gør i andre sammenhænge. Nå, men så hørte jeg en radioudsendelse, hvor Lars Bukdahl (en af mine yndlingsanmeldere, som jeg ofte ser (uretfærdigt imho) blive kritiseret), og han snakkede om at være en kendt anmelder, og om hvordan forfattere sommetider bliver sure på ham (engang fik han endda en kande vand i hovedet!), hvis han anmelder deres bøger dårligt, og så sagde han noget om, at det gav ham en vis tilfredsstillelse at skrive en dårlig anmeldelse eller mere præcis en god anmeldelse af en dårlig bog. Det har rumsteret lidt rundt i mit hoved. (Jeg vil ikke linke til udsendelsen, fordi jeg ikke kan lide Radio 24/7 (jeg er virkelig ærlig i dag, hva’?) og fordi jeg synes der var andre ting i programmet, der var højst kritisable (et par afsluttende, meget personlige spørgsmål til Lars Bukdahl der gik langt, langt over stregen.))

Det der egentlig ansporede mig til at skrive dette var, at jeg stødte på en bogtrailer til Kaspar Colling Nielsens nye roman ”Det Europæiske Forår”. (Ja, en bogtrailer er en ting, og er altså en reklame for en bog, der er lavet lidt ligesom en trailer til en film. Jeg har set flere af dem, og ikke nogen, jeg syntes fungerede). Bogtraileren viser et par, der sidder på et fint konditori. Kvinden, som vi kun ser fra munden og ned, sidder og spiser kage og flirter med manden (der spilles af Nicholas Bro). Selvom vi ikke ser hele kvinden, er det tydeligt, at hun er portrætteret som meget yngre og lækre end manden med hendes flotte krop, hvide tænder og blonde hår. Ved siden af parret sidder Kaspar Colling og skriver notater i sin notesbog mens han observerer dem – notater som jeg formoder er en del af romanen, som filmen reklamerer for. Collings fortællerstemme agerer også som en fortællerstemme i selve filmen. Parret flirter mere og mere med hinanden, og der kommer flere og flere seksuelle undertoner. Traileren slutter af med, at manden finder ud af (via fortællerstemmen), at kvinden er udviklingshæmmet og beskueren ser nu for første gang kvindes ansigt, der ganske rigtigt ligner en handicappet kvinde. Badabumtjii. Det er så meningen (er min klare antagelse), at beskueren skal synes dette er sjovt: at en mand er forelsket i en yngre, flot kvinde og ikke har opdaget at hun er udviklingshæmmet. Jeg synes ikke det er sjovt. Jeg synes det er tamt, åndssvagt og på kanten til det ubehagelige, på flere niveauer. Jeg har ikke læst bogen endnu, kun små tekstbidder fra anmeldelser og fra Kaspar Collings egen Facebook-side. Intet af det jeg har læst, har vidnet om nogen høj litterær kvalitet, tværtimod. Men jeg håber *selvfølgelig*, at det ikke er tilfældet, og at min fornemmelse fejler, og at det bare er traileren, jeg så kan nøjes med at kritisere.

Pyh-ha, jeg gjorde det. Jeg skrev noget negativt om en dansk forfatters litteratur (tæt på i hvert fald), men jeg tænker alligevel, at jeg har lyst til at komme med en tilføjelse for en god ordens skyld, så det hele ikke bliver Kaspar Colling-kritisk: Jeg kunne godt lide hans roman ”Den danske borgerkrig 2018-2024.” Jeg var topunderholdt hele vejen igennem, og så i øvrigt flere paralleller til den gode Houellebecq især ”Muligheden af en ø”, som jeg var meget (endnu mere) begejstret for.

Nu ikke mere litteraturærlighed for i dag.