Bogbyttere

Noget af det mest triste er, når en kunde kommer ind og vil bytte en bog, og man bytter bogen og lidt senere opdager, at der inde i bogen ligger et fint og håndskrevet lykønskningskort, hvor der står, at afsenderen håber, af den ene eller anden årsag, at lige netop denne bog vil glæde modtageren.

Lars Frost på Trappen mener noget

I går hørte og så jeg et interview med Lars Frost på Trappen i Boghallen; han fortalte, at han var træt af at mene alt muligt, træt af at alle hele tiden mente alle mulige ting, uden at de nødvendigvis havde sat sig ind i tingene, træt af manglen på nuancer, træt af at man altid bliver overfuset, når man mener et eller andet, især på de sociale medier. Men Lars Frost mente alligevel noget, hvilket han selvfølgelig godt kunne se det paradoksale i, når han nu mente, at han ikke ville mene alle mulige ting; han mente blandt andet, at litteratur bliver mindre godt (eller sagde han ligefrem dårligt?), når det virker, som om teksten skal mene noget, og han mente, at mange danske bøger, der bliver udgivet i dag, virker, som om de er alt for hurtigt skrevet, som om de næsten bare kunne have været et blogindlæg eller en facebookopdatering, men med et forlags korrektur. Ingen nævnt, ingen glemt.

IMG_0373
Lars Frost med mikrofon. Mennesker på Trappen. Bøger i baggrunden.

Bogkøbere <3 III

ingercI går kom en kunde ind i Boghallen, der gerne ville have den nye Inger Christensen-udgivelse, ja, hvad er det nu den hedder, sagde han, måske noget med “Som var mit liv lidt citron der blev spist” …?

Vi blev enige om, at det måtte være to’eren, der endnu ikke er udkommet.

Det er i øvrigt en fin udgivelse indeholdende gemte/glemte tekster af Inger Christensen. Inden sin død afleverede hun sit personlige arkiv til Det Kongelige Bibliotek – som altså nu er blevet til denne udgivelse med den meget poetiske titel (som måske kan være lidt svær at huske)
Som var mit sind lidt græs der blev fortalt.

Bogkøbere <3 II

En ældre dame blev meget begejstret, nærmest henrykt, da hun så, at Boghallen havde “Sommerfugledalen” af Inger Christensen, som hun troede, havde været ude af tryk i årevis.

_9788702076714

Hun fortalte om engang, hvor hun havde hørt Inger Christensen læse op af “Sommerfugledalen” til et arrangement i Rundetårn, Inger Christensen siddende på en stol med et glas rødvin i hånden, hendes rolige, karakteristiske måde at læse op på – det havde virkelig lydt til at være en meget fin oplevelse.

Da jeg havde solgt hende to eksemplarer af digtsamlingen, kom hun med afslutningsreplikken: “Jeg er lige så gammel som Inger Christensen … bortset fra, at jeg ikke er død … endnu.”

Bogsælgerobservationer

Blot en lille observation fra den anden side af disken: Jeg syntes egentlig, jeg var ret godt orienteret om “de danske læsere” – og om dansk litteratur og hvilke danske forfatterskaber, der er populære, både blandt det brede og smalle læsersegment. Men jeg opdager nye ting om den danske bogbranche ved at arbejde i Politikens Boghal (hvor jeg som nævnt har en deltidsstilling). Jeg er for eksempel blevet totalt overrasket over at skulle lange Leonora Christina Skovs nye roman “Den, der lever stille” over disken, som var det en liter økomælk. Okay, de sælger nok mange flere liter økomælk i Netto, end Boghallen sælger bøger af Leonora Christina Skov, men I forstår pointen. Det er helt klart den danske skønlitterære bog, jeg har solgt flest eksemplarer af, siden den udkom d. 11. januar i år. Er hun virkelig så populær som forfatter? Det kommer meget bag på mig. Hvorfor kommer det bag på mig? Det ved jeg ikke.

Er “Den, der lever stille” en god bog? Det står (indtil videre) (for mig) hen i det uvisse. (Jeg har i øvrigt aldrig læst noget af Leonora Christina Skov, andet end hendes litteraturanmeldelser.)

(Hvad der ikke overrasker mig: Troels Kløvedals nye erindringer er populære (især blandt de lidt ældre mænd). Meget gamle damer vil gerne have den nye biografi om Kronprins Frederik. Det nye, fine udvalg af Tove Ditlevsens digte (udvalgt af Olga Ravn) er også et hit (især blandt kvinder mellem 15 og 35 år.))

_9788740035391
Det er en ret fin bog, som man ikke helt kan se på billedet.

Bogkøbere <3

Jeg arbejder sommetider inde i Politikens boghal, og i dag, da jeg var på arbejde, kom der en ung kvinde hen til mig, hun var måske i begyndelsen af tyverne, og hun spurgte, om jeg kunne anbefale en bog til hende. Hun havde netop læst sit livs allerførste bog – alle andre bøger, hun nogensinde havde forsøgt at læse, havde hun fundet uinteressante. Hun ville gerne have en bog, der mindede om denne bog, hun lige havde læst, og den skulle helst ikke rigtigt handle om noget, og der måtte endelig ikke stå noget om, hvordan personerne i bogen havde det, fordi det synes hun var kedeligt, og det ville hun langt hellere selv forestille sig. Og hvilken bog har du så læst, som den allerførste bog, du nogensinde har læst, spørger jeg hende, og hun svarer til min overraskelse: “Den gamle mand og havet” af Ernest Hemingway. (Hvis du ikke har læst den: Den handler om en gammel mand, der får en kæmpefisk på krogen en dag, da han er ude at fiske. Og hvad sker der så? Jamen, der sker ikke så meget andet end det. Og jeg elsker, at et ungt menneske, der aldrig har læst en bog til ende, læser netop denne bog og elsker den.)

Senere kom en ældre mand hen til mig med Dantes guddommelige komedie i den ene hånd og en stok i den anden. “Er det ham dér Dante, der er så kendt?” spurgte ham mig. Jo, det er ham, sagde jeg, og manden svarede, at han hellere måtte købe den, for “man skal jo holde sig opdateret”.