Hjerte/Smerte

C. V. Jørgensen må være en af de eneste (den eneste?) der kan slippe godt af sted med at lade hjerte rime på smerte.

Fanget i en fælde af lys
bag et forhæng af regn
står vi stumme & smiler
af skygger der flyder forbi
opløst i fri fantasi
i takt med tiden der iler

Det regner & det regner i mit hjerte
det smager lidt af smerte
det minder mig om noget

Strandet i en by under vand
i en havn uden navn
finder vi ind til hinanden
i gader med stridende strømme
af anløbne drømme
går vi & mister forstanden

Jeg er glad og taknemmelig for min allerførste C. V. -koncert; en meget intim, troværdig og dedikeret koncert i Vega i går.

Navnløs

Jeg tror ikke, mine søstre vidste, at jeg har et særligt forhold til Nikolaj Nørlund, da de gav mig billetter i julegave til hans koncert med symfoniorkestret Copenhagen Phil – sådan et særligt forhold, som man kun kan få til noget, når man opdager det som ung, og man opdager det samtidig med, at man opdager verden. Jeg var 15 år, og min dengang allerbedste veninde, som det smerter mig at tænke på i dag, introducerede mig til Nikolaj Nørlunds album “Navnløs”; et album, hvor han har lagt musik til Michael Strunge-digte. Vi gik på efterskole sammen og sad inde på hendes værelse og lyttede til sangene. Jeg kan ikke læse disse digte af Michael Strunge uden at høre Nikolaj Nørlunds karakteristiske stemme synge dem.

Til koncerten i lørdags spillede Nikolaj Nørlund en enkelte af disse sange/digte, Den støjende tid:

Jeg er den tavse
i den støjende tid
der er tusinde ord for min tavshed.
Ser ud over byen med tomme øjne
eller læser tilfældigt i aviser
og glemmer igen.
Snakker kun med dem der ikke kender mig
og siger jeg ikke er hjemme.
I dag har jeg ikke grædt
i går sad jeg bagerst i biografen
og så en film om i morgen
eller en anden planet.
Jeg ligger i sengen
eller giver mig lov til en tur
på lette betingelser.
Jeg har elsket en gang
men drømmer igen og igen.
Jeg vil aldrig slå mig selv ihjel
men i morgen vil jeg vågne efter søvnen.

Jeg er den usete blinde
i billedernes regeringstid
jeg taler meget om farverne.
Lytter til min terapeut
og slår plat og krone om næste session.
Jeg fylder mit værelse med energi
og kan netop overskue denne time
fra hjørnet længst væk fra ruden.
Efter et år har jeg bestemt mig for et opgør.
Mine tanker er grænseløse og tynde som papir
og jeg slutter nu at jeg ikke kan.