På en havbølge af økolitteratur

Vidste du, at havet er så fyldt af mikroplast, at plankton optager det og fører det videre til lidt større fisk, som fører det videre til lidt større fisk, som til sidst fører det videre til os? Eller vidste du, at man bliver fuld og forgiftet af at spise kødet på en grønlandshaj? Men at olien i dens lever er rigtig god til at male med? Og at den i øvrigt kan blive op til 500 år gammel?! Eller vidste du, at mennesker, der boede på fyr i gamle dage ofte blev helt vanvittige, fordi de skulle lytte til fyrets sirener? Eller hvilken indflydelse fiskeriet – både før og efter industrialiseringen – har på små samfund på den norske kyst? Alt det og meget, meget mere bliver man klogere på, når man har læst Havbogen af Morten Strøksnes, jeg var lige ved at glemme den lange undertitel: Kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider. Bogen udforsker havet, både ud fra et naturvidenskabeligt, antropologisk og kulturhistorisk (med mere) perspektiv. Denne tværfaglige undersøgelse er både en fascinerende, gavnlig og overbevisende metode.

I Norge bliver bogen kategoriseret som faglitteratur, i Danmark skønlitteratur – sikkert er det, at den befinder sig i et eller andet krydsfelt mellem fakta og fiktion, mere præcist: Fakta skrevet med (gode!) skønlitterære greb.

Plottet i bogen er, at fortælleren, som også er forfatteren, sammen med sin gode ven Hugo vil fange en grønlandshaj på gammeldags manér (håndkraft, kroge, den slags). I bogen følger man Hugo og Morten igennem fire årstider forsøge sig med dette. Det er disse fisketure, der danner rammen omkring de næsten encyklopædiske fortællinger og mytologier om havet.

Da jeg læste bogen i sommerferien og lidt famlende prøvede at beskrive for min kæreste, hvad det var for en bog, jeg læste, sagde han: “Det lyder som lidt af et machoprojekt, sådan at fange en kæmpehaj, bare for at bevise, at man kan.” Jeg svarede, at jeg selvfølgelig godt kunne se, det kunne tolkes sådan, men at jeg faktisk ikke syntes, bogen var sådan macho-på-den-trælse-måde. På mange måder er Havbogen en sart fortælling om, hvor små og ubetydelige mennesker er i det store hele. Og om, hvordan vi har skabt en forestilling om, at vi er herre over naturen; at den er til for vores skyld, eller at det i bedste fald er et gensidigt afhængighedsforhold. Det er det ikke. Havet skal nok være her, når mennesker ikke er her længere, som Strøksnes skriver. Havbogen bliver aldrig belærende i sin overlegenhed, men man er som læser heller ikke i tvivl om, hvor Strøksnes står i forhold til den skodmåde, vi behandler jorden og havet på. Men sine fine, sjove, skæve og urovækkende fortællinger om havet skriver Havbogen sig på en interessant og anderledes måde ind i tidens bølge af økolitteratur.

I forhold til diskussionen om hvorvidt Havbogen er en machobog eller ej, så har jeg fundet ud af, at den som den eneste bog nogensinde skrevet af en mandlig forfatter har modtaget Norges bogbloggerpris – hvor der i udvalget, der tildelte prisen, efter sigende skulle sidde 93 kvinder og 1 mand! Helt macho er Havbogen nok ikke, selvom det alligevel er lidt macho sådan at ville fange en kæmpehaj.

IMG_1263.JPG
Apropos macho-litteratur: Der er altså også et eller andet kvinde-kliché-agtigt ved at sidde ved en swimmingpool, læse en bog og tage et billede af det!