Grundledsløs

Jeg er endelig færdige med “De elendige”, et fantastisk værk og et fantastisk langt værk. Uden at afsløre for meget kan jeg afsløre, at jeg kneb en lillebitte tåre til sidst. Jeg har hele tiden tænkt, at den næste bog, jeg skulle læse, skulle være let, kort og ikke litterær-fancy-pancy, og så fik jeg “Hvor der er fugle” stukket i hånden, en roman af Maren Uthaug (hende med Striberne).

Allerede på første side begynder det dog at skære i mine læseører. Uthaug opbygger sætningerne på den samme irriterende, grundledsløse måde.

“Pudsede glasset og lod lyset skinne frit. Tog kluden, der hang ved døren til rækværket.”

“Vendte sig om og betragtede tårnet.”

Jeg kunne måske have accepteret det, hvis der havde været tale om en førstepersonsfortæller, men ikke en tredjepersonsfortæller, det dur simpelthen ikke.

“Prøvede at give hals, men kunne ikke få luft.”

Jamen, når man først får øje på det, så kan man virkelig ikke koncentrere sig om andet!

“Sendte en klat i retningen af ruden uden at ramme.” (En fugleklat, that is.)

Åh, hvilken rædsel! Jeg er kun kommet til side 4! Eller som Uthaug ville skrive: Er kun lige begyndt.

IMG_9834