Genreforventninger og Montana-forargelse (eller ‘Springer jeg ud som litteraturkonservativ?’)

I går læste jeg – med høje forventninger – Lone Aburas’ anmelderroste og Montana-prisbelønnede værk “Det er et jeg der taler”.

Hvis jeg havde læst værket som en “politisk pamflet”, ville jeg have tænkt, at det var en skarp/sjov/klog/velskrevet “politisk pamflet”, et vredesudbrud, en fabulerende essayistisk tekst om racisme og om, hvordan det er at vokse op som mørkhudet i Danmark, hvilket, som man kunne have på fornemmelsen, ikke er særligt kønt. Der er anekdoten om pædagogerne, der griner af faderen, der ikke kan sige sin datters danske navn korrekt, der er tilråb på gaden, der er den voksne kvinde, der får at vide, at et andet menneske slet ikke tænker over, at hun ikke er hvid – som om det skulle være en kompliment. Men selvom det har været svært at vokse op i Danmark med en muslimsk baggrund, sker der selvfølgelig værre ting ude i verden: “Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene”.

Hvis jeg havde læst “Det er et jeg der taler” som en kronik eller et essay i en avis, så havde jeg måske delt det på de sociale medier og skrevet “hey læs dette”, selvom jeg også ville tænke, at det sikkert var lidt preaching for the choir-agtigt, for der står ikke noget nyt eller noget særligt kontroversielt eller noget som nogen i min opgangskreds og netværk af venstreorienterede eller semi-ventreorienterede humanister ville være uenige i.

Men jeg tog værket op i min hånd med den forventning, at det var et skønlitterært værk (godt nok et meget, meget, meget kort værk, ca. 20 siders tekst), et værk som har vundet en fin litterær pris – og jeg følte mig forarget som en gammel, træls, litteraturkonservativ mand, da jeg tænkte, jamen dette her er jo ikke skønlitteratur – og slet ikke en litteraturpris værdig.

Ud fra et litteraturvidenskabeligt perspektiv er det altid interessant, hvordan genredefinitioner (og alle mulige og umulige andre kontekster) er styrende for læsningen. Hvis jeg havde læst “Det er et jeg der taler” med andre forventninger (altså forventningen om at jeg skulle læse et velskrevet politisk essay og ikke et prisbelønnet skønlitterært værk) ville jeg sikkert have haft en bedre læseoplevelse (ikke at en god læseoplevelse i sig selv er det bedste litteraturen kan give, fx havde jeg en bedre læseoplevelse, da jeg læste “Greven af Monte Cristo”, end da jeg forsøgte at hakke mig igennem “Ulysses”, selvom jeg aldrig vil påstå, at “Greven af Monte Cristo” skulle være bedre skønlitteratur af den grund).

I dette tilfælde hæftede jeg mig inden læsningen mere ved, at Aburas’ miniværk havde vundet en litterær pris, end ved den definition, der står på selve bogen, Agitprop, den sovjetiske term for kommunisternes propaganda (agitation og propaganda), for teksten er bevidst omkring dens genre og kompleksiteten i at skrive skønlitteratur med et politisk formål. På den måde vildleder Aburas ingen.

Men bare fordi en tekst gør opmærksom på de litterære problemer, der er med teksten, ophæver det ikke automatisk problemerne. Hvordan skriver man god politisk poesi, spørger teksten, meget relevant, men jeg svarer: desværre ikke sådan der. Jeg undrer mig ganske inderligt over, at en 20-siders politisk tekst kan vinde en litterær pris, og jeg kommer til at tænke på 70’ernes populære skønlitterære tekster, der blev populære, fordi de var politiske på den helt rigtige og moderne måde. Men måske er jeg bare sprunget ud som litteraturkonservativ på mine gamle dage.

Din forudsigelige automatpilotkritik er en museumsgenstand, Henrik Marstal

I morgen d. 8. februar udkommer Morten Sabroes roman “32 centimeter”, som ja, skulle referere til længden på en vis legemsdel. Romanen handler om en magtfuld mand, der bliver anklaget for sexchikane. I et interview i Politiken fortæller Morten Sabroe om romanen og om sine macho– og pseudoprovokatoriske tanker omkring køn og feminisme. Alt er, som man kunne forvente, ikke særlig kønt. Det er kritikken af Morten Sabroe desværre heller ikke, altså køn.

I forgårs kom Henrik Marstals forudsigelige, automatpilot’iske kønskritik af Morten Sabroe/Morten Sabroes roman i debatindlægget: “Din nye roman er en museumsgenstand, Morten Sabroe” bragt i Politiken. Men er det romanen, eller er det Morten Sabroe, Henrik Marstal kritiserer? Det er svært at se forskellen, når Henrik Marstal skriver: “Sjovt nok har de mandlige hovedpersoner i jeres værker desuden ofte en påfaldende lighed med jer selv, men altid i en yngre og endnu mere potent version.”

Hvordan ved Henrik Marstal egentlig, hvordan Morten Sabroe er? Eller hvordan andre mandlige forfattere er, alle mandlige forfattere, som Henrik Marstal i øvrigt nu så ukønt, med dette “jeres værker,” sætter under samlet paraply. “(I er en) en lille, svindende elite, der bestyrkes i at have meget til fælles med hinanden: I er mænd, I er vestlige, I er hvide, I er intellektuelle, I er kunstnere, I er midaldrende eller ældre, I har jeres på det tørre, hvad angår kulturel, økonomisk og/eller social kapital, I er heteroseksuelle.” (Jeg bemærker diskret, at disse punkter også passer på Henrik Marstal selv.)

Det skærer i mit litterathjerte, at Henrik Marstal automatisk sætter lighedstegn mellem en hovedpersonen i en roman og forfatteren, der skriver romanen. Første introduktionslektion i litteraturvidenskab er: At hovedpersonen i en bog er en idiot, er ikke nødvendigvis det samme, som at forfatteren også er det, selvom det selvfølgelig sagtens kan være tilfældet alligevel.

Intet tyder på, at Henrik Marstal, kønsdebattør og nu også litteraturkritiker, overhovedet har læst “32 centimeter”, der heller ikke er udkommet endnu. Det er altid et godt sted at starte, hvis man skal kritisere et værk – at man læser det først. (Hvilket også fremgår af første lektion i litteraturvidenskab.) Derfor er det heller ikke særlig kønt, at Henrik Marstal på baggrund af et Politiken-interview med Morten Sabroe udleder følgende om “32 centimeter”: “For hvem kan mon læse din nye roman som andet end et dokument over en tid, der er ved at rinde ud? Og hvem kan mon se den som andet end en begrædelse over mandens tab af engang medfødte privilegier?”

Jeg er feminist og all-for privilegiebevidstgørelse. Men jeg gudhjælpemig dødtræt af unuanceret automatpilotkritik – hvilket Henrik Marstal gør sig skyldig i, både når det gælder feminisme og litteraturkritik.

Om Morten Sabroes roman er mere nuanceret end Morten Sabroe, lader jeg indtil videre stå hen i det uvisse.