Tak for alt, Prins Henrik, litteraturens mand

Det var trist at vågne op til nyheden om Prins Henriks død. Uanset om man er royalist eller ej, og hvad end man måtte mene om kongehuset som institution, så er Prins Henrik alligevel et menneske, der altid har været der, igennem hele mit liv og de fleste andre danskeres liv. (Og derudover er han selvfølgelig også nogens far, nogens bedstefar, nogens mand, nogens ven, nogens bror, og mine tanker går i denne stund også til dem.)

Jeg synes i særdeleshed, at vi i Danmark kan være stolte af, at vi har haft en Prins(gemal) og pseudo-regent, der har vægtet finkulturen højt (hvem tør vægte den højt i dag?) og særligt litteraturen. Poesi er nødvendig, har Prins Henrik flere gange udtalt.

Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden.
Prins Henrik, d. 16. juni 2010

 
Her er et af Prinsens egne digte, som han har skrevet til sin hustru.

 

Skytsengel

 
Som skumringens luftsyn

I et grænseløst himmelrum

Vil jeg være den skygge

Som følger dit fodtrin.

Et syn, som svinder

Mens ørkenen mørkner

En dunkel skygge

Du aldrig får at se.

Skjult i det bløde sand

Vil jeg værge og våge

Over de svage spor

Du træder på famlende fødder.

Hvad gør det mig

Hvor scenen er sat

Mit brændende ønske er blot

At skjule din frysende krop

Med min skælvende skygge.

I det mørknende blå

Vil jeg jage blandt ulvene

Uophørligt følge dit spor

Til vort evige stævnemøde.

Genreforventninger og Montana-forargelse (eller ‘Springer jeg ud som litteraturkonservativ?’)

I går læste jeg – med høje forventninger – Lone Aburas’ anmelderroste og Montana-prisbelønnede værk “Det er et jeg der taler”.

Hvis jeg havde læst værket som en “politisk pamflet”, ville jeg have tænkt, at det var en skarp/sjov/klog/velskrevet “politisk pamflet”, et vredesudbrud, en fabulerende essayistisk tekst om racisme og om, hvordan det er at vokse op som mørkhudet i Danmark, hvilket, som man kunne have på fornemmelsen, ikke er særligt kønt. Der er anekdoten om pædagogerne, der griner af faderen, der ikke kan sige sin datters danske navn korrekt, der er tilråb på gaden, der er den voksne kvinde, der får at vide, at et andet menneske slet ikke tænker over, at hun ikke er hvid – som om det skulle være en kompliment. Men selvom det har været svært at vokse op i Danmark med en muslimsk baggrund, sker der selvfølgelig værre ting ude i verden: “Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene”.

Hvis jeg havde læst “Det er et jeg der taler” som en kronik eller et essay i en avis, så havde jeg måske delt det på de sociale medier og skrevet “hey læs dette”, selvom jeg også ville tænke, at det sikkert var lidt preaching for the choir-agtigt, for der står ikke noget nyt eller noget særligt kontroversielt eller noget som nogen i min opgangskreds og netværk af venstreorienterede eller semi-ventreorienterede humanister ville være uenige i.

Men jeg tog værket op i min hånd med den forventning, at det var et skønlitterært værk (godt nok et meget, meget, meget kort værk, ca. 20 siders tekst), et værk som har vundet en fin litterær pris – og jeg følte mig forarget som en gammel, træls, litteraturkonservativ mand, da jeg tænkte, jamen dette her er jo ikke skønlitteratur – og slet ikke en litteraturpris værdig.

Ud fra et litteraturvidenskabeligt perspektiv er det altid interessant, hvordan genredefinitioner (og alle mulige og umulige andre kontekster) er styrende for læsningen. Hvis jeg havde læst “Det er et jeg der taler” med andre forventninger (altså forventningen om at jeg skulle læse et velskrevet politisk essay og ikke et prisbelønnet skønlitterært værk) ville jeg sikkert have haft en bedre læseoplevelse (ikke at en god læseoplevelse i sig selv er det bedste litteraturen kan give, fx havde jeg en bedre læseoplevelse, da jeg læste “Greven af Monte Cristo”, end da jeg forsøgte at hakke mig igennem “Ulysses”, selvom jeg aldrig vil påstå, at “Greven af Monte Cristo” skulle være bedre skønlitteratur af den grund).

I dette tilfælde hæftede jeg mig inden læsningen mere ved, at Aburas’ miniværk havde vundet en litterær pris, end ved den definition, der står på selve bogen, Agitprop, den sovjetiske term for kommunisternes propaganda (agitation og propaganda), for teksten er bevidst omkring dens genre og kompleksiteten i at skrive skønlitteratur med et politisk formål. På den måde vildleder Aburas ingen.

Men bare fordi en tekst gør opmærksom på de litterære problemer, der er med teksten, ophæver det ikke automatisk problemerne. Hvordan skriver man god politisk poesi, spørger teksten, meget relevant, men jeg svarer: desværre ikke sådan der. Jeg undrer mig ganske inderligt over, at en 20-siders politisk tekst kan vinde en litterær pris, og jeg kommer til at tænke på 70’ernes populære skønlitterære tekster, der blev populære, fordi de var politiske på den helt rigtige og moderne måde. Men måske er jeg bare sprunget ud som litteraturkonservativ på mine gamle dage.