Harry Potter-morgen II

Der er, som om der er en masse barometre, der hele tiden bevæger sig: Hvis jeg læser rigtigt meget, får jeg ikke skrevet særlig meget, og hvis jeg skriver rigtigt meget, får jeg ikke læst særlig meget, og i dette regnestykke kan man selvfølgelig tilføje alt muligt andet også; børneting, husting, arbejdsting. Og lige nu er jeg i sådan en fase, hvor jeg skriver meget, men ikke ting, der egner sig til denne blog. Jeg læser også lidt, men mest i arbejdssammenhæng. Så der er lidt stille på denne side for tiden …

Om mandagen skal mine børn altid enten hjem til deres far, eller også kommer de hjem til os efter at have været væk en uge. Det er altid en underlig følelse, begge slags mandagsfølelser, som er svære at forklare, men som jeg tror, de fleste skilsmisseforældre kan genkende. Jeg lovede i weekenden, at vi skulle læse Harry Potter og fangen fra Azkaban færdig, men det ene gik med det andet i weekenden, og vi nåede ikke min beregnede mængde. Vi stillede derfor vækkeuret til ekstratidligt i går aftes, så vi kunne stå op og nå resten her til morgen. Det gik lige. Harry troede et kort øjeblik, at han kunne slippe for at komme hjem til familien Dursley i sommerferien, men ak ak Sirius måtte atter på flugt. På vejen hen til skolen snakkede vi om, hvad vi ville forvandle os til, hvis vi kunne blive en animagus. Vi ville begge være et dyr, der kunne flyve. A. valgte en kongeørn, og jeg valgte en ravn.

IMG_0613

Verdens sjoveste boghyldestbog

Jeg genlæser The Uncommon Reader skrevet af den britiske forfatter og dramatiker – meget kendt i England, mindre kendt uden for England – Alan Bennett. Det er en lille, kort roman, som er så kort, at det næsten er for meget at kalde det en roman. I fortællingen følger vi den engelske dronning, der en dag, mere eller mindre ved et tilfælde, begynder at læse skønlitteratur, hvilket ændrer hendes liv markant. Hun møder den unge, homoseksuelle Norman, der normalt arbejder som køkkenassistent i Buckingham Palace, men nu bliver forfremmet til hendes personlige bogpusher – hvilket ikke bliver modtaget så godt på slottet. Dronningen begynder at læse mere og mere, og begynder langsomt at forsømme sine pligter som dronning, til stor fare for hele monarkiet. Ja, selv hendes berømte hunde bliver irriteret på bøgerne, fordi hun ikke længere leger med dem i haven, og det sker flere gange, at de bider i bøgerne, og Dronningen må ringe til biblioteket og undskylde. Det hele er virkelig fjollet, men også skrevet med en sådan overbevisning, at man må grine mange gange undervejs. Som virkelig god satire skal være, er det også mere end bare underholding; The Uncommon Reader er en klog og filosofisk boghyldest, der handler om glæden ved at læse, og om skønlitteraturens impact på både samfundet og på det enkelte individ. Jeg vil gerne garantere, at hvis man er sådan én, der (ligesom bogens hovedperson) synes, det ville være irriterende at skulle ud og hilse på medarbejderne på en ostefabrik i provinsen, når man liiiiige er i gang med en superspændende bog, så vil man også være vild med Alan Bennetts lille historie.

IMG_0403
Titlen er en reference til Virginia Woolfs essaysamling The Common Reader, der blandt andet indeholder essayet “How Should One Read a Book”.

 

‘Dukken der blev væk’ er en fremragende roman om moderskab, længsel og utilstrækkelighed

Jeg-fortælleren Leda er i slutningen af 40’erne og skal for første gang på ferie alene, efter hendes børn er flyttet hjemmefra. Hun glæder sig og føler sig let og ikke længere bundet af det tyngende ansvar, det er at være mor. Hun lejer en lejlighed i en badeby og tager hver dag til stranden for at slappe af, læse, skrive, bade. Men hurtigt bliver hun optaget af en ung, smuk mor, der på stranden – udadtil ukompliceret – leger med sin lille datter og datterens dukke. Jeg får associationer til Gustav von Aschenbach fra Thomas Manns Døden i Venedig, der ligesom Leda er på ferie og bliver betaget af et ungt menneske, og både Leda og Aschenbach betragter mennesket med en inderlig, nærmest sygelig opslugthed. Men hvor Aschenbach altid holder sig på afstand, kommer Leda på forskellige måder i kontakt med den unge mor og hendes familie. En dag stjæler Leda, i et øjeblik af vanvid, dukken, der tilhører den unge mors datter. Dette sætter gang i en kædereaktion af erindringer, der bringer hende tilbage til den tid, hvor hendes egne døtre var små – og det var – kan jeg afsløre uden at spoile for meget – ikke helt idyllisk. Det sætter også skub i tingene på stranden; den unge mors familie iværksætter den helt store eftersøgning af dukken; barnet, der hidtil havde leget stille og roligt, savner sin dukke og bliver utilfreds, tvær og krævende, og den unge mor begynder at betro sig til Leda.

Dukken der blev væk af Elena Ferrante, den mest kendte, ikke-kendte, italienske forfatter (navnet er et pseudonym), er en psykologisk roman; kort, stram og stringent. Ledas forhold til sit eget moderskab beskrives med en nærmest kvalmende og iskold præcision; et moderskab, der er kendetegnet ved utilstrækkelighed, splittelse og ambivalens. Jeg tror, alle mødre (og måske også fædre) kan (i varierende grad) genkende sig selv i Leda.

Temaerne er de samme som i Ferrantes mere kendte kvadrologi, Napoli-serien; moderskab, nære relationer, svigt, jalousi. Men hvor Napoli-serien folder sig ud i et stort episk værk, der strækker sig over flere årtier, har Dukken der blev væk mere karakter af en novelle; et lille persongalleri, nærmest et kammerspil, hvor det er sparsomt med både panoramiske beskrivelser og baggrundsfortællinger. Hver sætning tillægges betydning. (En af mine yndlingssætninger i romanen, yndlingssætning, fordi den er så præcis (og minder mig om den tid, hvor mine børn aldrig sov): “Fysisk træthed er et forstørrelsesglas.”)

Ferrante mestrer prosaen, både den stramme form og den mere udfoldende, til nærmest perfektion. Hun er en af de nulevende forfattere, jeg sætter allermest pris på.

Harry Potter-morgen

Engang sagde mit ældste barn til mig, at grunden til man skal lære at læse, er så man engang kan læse bøger for sine børn.

Jeg er selv vokset op med en mor, der har læst meget for mig, og jeg læser selv dagligt op for mine børn i ugerne, de er hos mig, sommetider kun en lillebitte, hurtig historie, andre gange i længere tid. Det er en kliché, men verden bliver virkelig større af det.

Nogle af mine bedste barndomsminder er min mor, der læser højt for mig. Ronja Røverdatter, Hobbitten. Jeg tror ikke, at jeg ville have været mig, hvis ikke jeg havde hørt disse historier. Da jeg var barn, og jeg hørte andre mennesker læse op, tænkte jeg hver gang, at de slet, slet ikke læste lige så godt op som min mor. (Gad vide om mine børn også tænker sådan, når de hører andre end mig læse op?)

Vi er lige gået i gang med Harry Potter for allerførste gang. Så bliver det næsten ikke bedre sådan en weekendmorgen. Harry har lige været i Diagonalstræde for første gang og har købt skolebøger- og tøj – og har fået en fin, hvid sneugle af Hagrid.

IMG_0338

 

Bogkøbere <3

Jeg arbejder sommetider inde i Politikens boghal, og i dag, da jeg var på arbejde, kom der en ung kvinde hen til mig, hun var måske i begyndelsen af tyverne, og hun spurgte, om jeg kunne anbefale en bog til hende. Hun havde netop læst sit livs allerførste bog – alle andre bøger, hun nogensinde havde forsøgt at læse, havde hun fundet uinteressante. Hun ville gerne have en bog, der mindede om denne bog, hun lige havde læst, og den skulle helst ikke rigtigt handle om noget, og der måtte endelig ikke stå noget om, hvordan personerne i bogen havde det, fordi det synes hun var kedeligt, og det ville hun langt hellere selv forestille sig. Og hvilken bog har du så læst, som den allerførste bog, du nogensinde har læst, spørger jeg hende, og hun svarer til min overraskelse: “Den gamle mand og havet” af Ernest Hemingway. (Hvis du ikke har læst den: Den handler om en gammel mand, der får en kæmpefisk på krogen en dag, da han er ude at fiske. Og hvad sker der så? Jamen, der sker ikke så meget andet end det. Og jeg elsker, at et ungt menneske, der aldrig har læst en bog til ende, læser netop denne bog og elsker den.)

Senere kom en ældre mand hen til mig med Dantes guddommelige komedie i den ene hånd og en stok i den anden. “Er det ham dér Dante, der er så kendt?” spurgte ham mig. Jo, det er ham, sagde jeg, og manden svarede, at han hellere måtte købe den, for “man skal jo holde sig opdateret”.

Filmbogfilmbogfilm

Jeg så forleden, at den murstenstunge og formidable roman af Donna Tart, “The Goldfinch” (dansk: Stillidsen), skal filmatiseres, og blev som altid, når jeg ser, at gode bøger skal filmatiseres, lidt skeptisk, fordi filmen så sjældent lever op til bogen. Det er en læsenørdkliché: at sige at bøger altid er bedre end filmen.

Men det passer ikke, at bøger altid er bedre. Der bliver ofte lavet gode film baseret på bøger, men så er det bare på dårlige eller halvdårlige bøger. For eksempel er The Godfather en genial film, men en halvvissen bog.

Men det hører til sjældenhederne at se en rigtig god film, som er baseret på en rigtig god bog.

“To Kill a Mockingbird” (1962) er en af disse få virkelig gode film, som er baseret på en virkelig god bog. Jeg genså den i går aftes med min lillesøster, der hverken havde læst bogen eller set filmen. (Den er på Netflix!) “To Kill a Mockingbird” foregår i 30’ernes sydstater, hvor den rolige, gode, kloge og enlig-far advokat Atticus Finch skal forsvare en uskyldig sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde. Retssagen, og den virkning den får på byen, bliver set igennem den 6-årige Scouts øjne (i både bogen og filmen er hun fortæller).

Denne amerikanske klassiker (måske den mest kendte og læste klassiker i USA, den er på pensum i næsten alle high schools) er skrevet af Harper Lee i 1960, kun to år før den bliver filmatiseret af Robert Mulligan med Gregory Peck i rollen som Atticus Finch. Både bogen og filmen blev en øjeblikkelig succes (bogen vandt en Pulitzer og filmen flere Oscars) og har været det lige siden (selvom der selvfølgelig ikke nødvendigvis er kausalitet mellem kvalitet og succes) – og er altså vidne om, at det sommetider godt kan lykkes at lave en virkelig god film baseret på en virkelig god bog.

(Jeg har faktisk på stående fod svært ved at komme i tanker om mere end en lille håndfuld gode film, der er baseret på gode bøger, hvor kvaliteten i filmen når samme højde som bogen. (Og det er jo selvfølgelig, fordi bøger i sidste ende er bedre end film, ja?))

IMG_9776
Jeg lider af en evig og evigt uforløst forelskelse i Atticus Finch

 

Litteraturforelskelsesgrebet

Der er flere bøger, jeg ganske inderligt ville ønske, at jeg kunne læse igen for allerførste gang. Når jeg får øje på en intellektuel type på en kaffebar siddende med Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” eller et nørdet barn i S-toget med opspilede øjne rettet ned mod en Harry Potter-bog, kan jeg blive helt misundelig, ja, måske endda lidt jaloux. Det er en helt overvældende følelse, næsten som en stærk forelskelse, når en helt ny verden åbner sig for én i litteraturen. Det er en følelse, jeg desværre oplever sjældnere og sjældnere, jo ældre jeg bliver. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en mere kritisk læser (måske som følge af en cand.mag.-i-litteraturhistorie-arbejdsskade) eller gradvist mister mit barnlige engagement og indlevelsesevnen. Men sommetider er der heldigvis stadig værker, som jeg kan blive forelskelsesgrebet af og hvor jeg ligger søvnløs, fordi jeg hellere vil befinde mig i en symbiose med bogen. (Åh, tænk at læse “Greven af Monte Cristo” for første gang, hvor man ikke ved, hvad der sker efter Dantés er blevet fængslet på øen If. (Hvad det værk ikke har i sproglig ynde, gør det i dén grad op for i plotspænding!))

En litteraturmisundelsesfølelse sidder jeg også med lige nu, mens min kæreste læser i Daniel Mendelsohns gribende og uhyggelige værk “De mistede” (org. “The Lost” 2006), som jeg altså ville ønske, at det var mig, der skulle læse for første gang.

Det er et værk, der er både en selvbiografisk historie om at være jøde og om at bære på den jødiske arv efter tusinde års forfølgelse, og samtidig en art mordgåde, der skal opklares. “De mistede” er egentlig ikke et skønlitterært værk, selvom det godt kan læses (og bliver det) på dennes kunsts præmisser. Mendelsohn er på en næsten sygelig måde optaget af at finde ud af, hvad der præcis skete med fem familiemedlemmer (hans bedstefars brors familie), der blev myrdet i en lille ukrainsk by under udrensningerne i 1941. Denne eftersøgning, der bringer ham rundt i store dele af verden, bliver samtidig på en foruroligende måde vævet ind i de store jødiske grundfortællinger. Værket indeholder både page-turner-elementer og minutiøse gennemgange af bestemte ords etymologiske oprindelse, lange udredninger af stamtræer og slægtsled og læsninger og udlægninger af de jødiske skrifter. Ja, der er nørdalarm på bogen, og utrolig mange indskudte sætninger!

I går aftes lå min kæreste i sengen og læste i bogen, og da jeg blev ved med at afbryde ham for at snakke om den, spurgte han til sidst (måske i virkeligheden som en afledningsmanøvre?) om han skulle læse lidt op for mig i stedet. Det måtte han meget gerne. Der dukkede nye nuancer op, som mindede mig om, at selvom man ikke igen kan få den samme overvældende fornemmelse af at læse et bestemt værk for allerførste gang, så kommer der under en genlæsning næsten altid nye og interessante elementer frem. Således også i dette værk.

IMG_9736