Det var trist at vågne op til nyheden om Prins Henriks død. Uanset om man er royalist eller ej, og hvad end man måtte mene om kongehuset som institution, så er Prins Henrik alligevel et menneske, der altid har været der, igennem hele mit liv og de fleste andre danskeres liv. (Og derudover er han selvfølgelig også nogens far, nogens bedstefar, nogens mand, nogens ven, nogens bror, og mine tanker går i denne stund også til dem.)
Jeg synes i særdeleshed, at vi i Danmark kan være stolte af, at vi har haft en Prins(gemal) og pseudo-regent, der har vægtet finkulturen højt (hvem tør vægte den højt i dag?) og særligt litteraturen. Poesi er nødvendig, har Prins Henrik flere gange udtalt.
Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden.
Prins Henrik, d. 16. juni 2010
Her er et af Prinsens egne digte, som han har skrevet til sin hustru.
Skytsengel
Som skumringens luftsyn
I et grænseløst himmelrum
Vil jeg være den skygge
Som følger dit fodtrin.
Et syn, som svinder
Mens ørkenen mørkner
En dunkel skygge
Du aldrig får at se.
Skjult i det bløde sand
Vil jeg værge og våge
Over de svage spor
Du træder på famlende fødder.
Hvad gør det mig
Hvor scenen er sat
Mit brændende ønske er blot
At skjule din frysende krop
Med min skælvende skygge.
I det mørknende blå
Vil jeg jage blandt ulvene
Uophørligt følge dit spor
Til vort evige stævnemøde.
