Barselslæsegruppe fortsættes …

… så hvis du er mor eller far eller noget andet i den dur og på barsel, har du igen muligheden for at komme med i en barselslæsegruppe.

Vi læser én novelle per gang (jeg sørger for, at I får novellerne), og vi mødes én formiddag om ugen i fem uger i alt.

Programmet for sidste barselsforløb (som var et pilotprojekt) var som følgende:
“Sorgens have” af Caroline Albertine Minor
“Spøgelseshestene” af Karen Blixen
“Akvaplaning” af Emma Bess (altid megablæret med dobbeltkonsonant dobbeltkonsonant i et navn)
“Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” af Kjell Askildsen
“Digte” af Judith Hermann

Det bliver et andet program denne gang – men kvaliteten stadig i top, promise!

Det begynder tirsdag den 1. maj kl. 10.00 i Sct. Andreas Kirke. Og det er gratis at deltage, fordi Vor Frue Kirkes menighedspleje er så søde at betale min løn (og kaffen!) endnu engang.

Meld dig til ved at sende mig en mail: annachristhompson(dingeling)gmail.com

Litteratur og babylyde

Danmarkshistoriens allerførste læsegruppe for mennesker på barsel har haft sit allerførste møde. Der var megamange søde babyer, der sagde sjove babylyde, og der var Caroline Albertine Minors novelle “Sorgens have”, der stammer fra den anmelderoste og prisnominerede novellesamling Velsignelser (2017). Det er samlingens mest skrøbelige, sanselige og nærværende mavepuster-tekst, der handler om jeg-fortælleren Caroline, hvis kæreste kommer ud for en ulykke, der forandrer ham og deres forhold. Jeg tror, det gik godt med at tale om den.

Næste gang skal vi læse en af mine yndlingsfortællinger: Karen Blixens “Spøgelseshestene”, der har en af mine yndlingslitteraturbegyndelser:
“En lille pige lå syg i et stort hus. Hun blev bedre, men fik så et pludseligt tilbagefald, og fra nu af var det som om hun nægtede at komme sig.”

(Jeg har lovet, at vi ikke skal læse tekster, hvori der dør børn, så jeg måtte spoile historien en smule på forhånd.)

IMG_0401