Metaalfabet

Politiken skriver i denne uge: På få år er bogbloggere skudt op i stort tal. De er generelt venligere end avisanmeldere, viser optælling. Nogle gange meget venligere. Forlag og forfattere elsker dem, for de giver tiltrængt synlighed til nye bøger.

Samme dag som jeg læser dette (som jeg ikke umiddelbart har nogen særlig holdning til), falder jeg over en bogbloggers anmeldelse af Inger Christensens Alfabet, der i hvert fald ikke er særlig venlig. Meget kan man sige (de fleste med bare den mikromindste sans for sprog og poesi ville sige, at hendes indlæg tangerede til helligbrøde), men jeg har sjældent moret mig så meget over et bogblogindlæg. Her er det:

Efter at have læst digtsamlingen ”Alfabet” må jeg indrømme, at jeg ville have svært ved at se Inger Christensen modtage en Nobelpris i litteratur. Digtsamlingen er ganske enkelt ringe, men jeg kan jo have været uheldig og have fået fat i en af forfatterens dårlige bøger.

Digtsamlingen ”Alfabet” blev udgivet i 1981, og jeg har faktisk meget svært ved at referere hvad digtene handler om, for de fleste af dem fremstod både tågede og uforståelige.

Det jeg fik ud af digtene var, at mange af dem handler om struktur.

Mange af digtene er præget af en konfus tilfældighed, som jeg ganske enkelt ikke kunne se meningen med – jeg aner kort sagt ikke hvad forfatteren vil med disse digte.

Mange digte er en opremsning af navneord, som f.eks. cikaderne, ceder, citrontræer – eller hærskarerne, hulerne, halvskyggen og havekunsten. Disse navneord efterfølges så af at disse ting ”findes”. Tænk at et forlag har udgivet en ”digtsamling”, hvor mindst en tredjedel af digtene består i at opremse ting med samme begyndelsesbogstav for så at starte og slutte med en bekræftelse af, at disse ting findes. I så tilfælde kan vi jo alle sammen blive forfattere hvis der ikke er større åndelige krav til en bog end at udarbejde en liste over ord der findes i verden.

Enkelte af digtene var faktisk rigtig fine, men det ændrer ikke ved, at det samlede indtryk er dårligt.

Digtene sagde mig ikke noget, jeg forstod ikke hensigten med denne bog, jeg synes kort sagt at digtsamlingen på stort set alle områder er et flop. Jeg kedede mig bravt, da jeg læste digtene og kunne mærke en irritation brede sig i hele kroppen da jeg læste ”Alfabet”.

Det kan desværre kun blive til en enkelt stjerne for ”Alfabet”, det er heldigvis sjældent jeg får fat i en bog, der er så ringe som denne.

Hvis jeg må give et eksempel på en af disse opremsninger, som uvist af visse årsager går under betegnelsen “digt”:

“Duerne findes; drømmerne, dukkerne
dræberne findes; duerne, duerne;
dis, dioxin og dagene; dagene
findes; dagene døden; og digtene
findes; digtene, dagene, døden”

(side 10)

Kort sagt, jeg forstår ikke denne digtsamling, jeg fandt den både ligegyldig og kedelig – og vil helt sikkert råde andre til at gå i en stor bue (MEGET stor bue) udenom “Alfabet”.

Jeg vil selv gerne være en venlig bogblogger, men på en meget cool og seriøs måde. (Men nu bliver jeg faktisk lidt i tvivl om, om det er uvenligt at hænge en anden bogblogger ud, fordi vedkommende har svinet Alfabet til?)

❤ –>

IMG_0492

Bogkøbere <3 III

ingercI går kom en kunde ind i Boghallen, der gerne ville have den nye Inger Christensen-udgivelse, ja, hvad er det nu den hedder, sagde han, måske noget med “Som var mit liv lidt citron der blev spist” …?

Vi blev enige om, at det måtte være to’eren, der endnu ikke er udkommet.

Det er i øvrigt en fin udgivelse indeholdende gemte/glemte tekster af Inger Christensen. Inden sin død afleverede hun sit personlige arkiv til Det Kongelige Bibliotek – som altså nu er blevet til denne udgivelse med den meget poetiske titel (som måske kan være lidt svær at huske)
Som var mit sind lidt græs der blev fortalt.

Bogkøbere <3 II

En ældre dame blev meget begejstret, nærmest henrykt, da hun så, at Boghallen havde “Sommerfugledalen” af Inger Christensen, som hun troede, havde været ude af tryk i årevis.

_9788702076714

Hun fortalte om engang, hvor hun havde hørt Inger Christensen læse op af “Sommerfugledalen” til et arrangement i Rundetårn, Inger Christensen siddende på en stol med et glas rødvin i hånden, hendes rolige, karakteristiske måde at læse op på – det havde virkelig lydt til at være en meget fin oplevelse.

Da jeg havde solgt hende to eksemplarer af digtsamlingen, kom hun med afslutningsreplikken: “Jeg er lige så gammel som Inger Christensen … bortset fra, at jeg ikke er død … endnu.”