Underkastelse – nu som monolog

Jeg var til premiere i går på Betty Nansen Teatrets opsætning af Houellebecqs roman Underkastelse.

Opsætningen er meget tro mod bogen: En ateistisk, grænsende til det nihilistiske, litteraturprofessor, der ikke har andre glæder i livet end tilfældige seksuelle forhold, rødvin og mikroovsmad ser på, at det franske folk vælger en ny præsident fra det muslimske broderskab. Dette får store konsekvenser for samfundet – især for de franske kvinder, der ikke længere kan gå på arbejde.

Stykket bød på flot scenografi: En mørk scene med et dominerende, hvidt og lysende kors, der skiftede position og stilling på scenen, og et hold af tavse, sexede, unge kvinder som baggrundstæppe. Kvinderne skiftede også form undervejs; sexede skolepiger, så nonner, senere med burka-tildækket hoved iført sort undertøj og med spredte ben. Og så var det en imponerende skuespilpræstation af Lars Brygman, som den eneste på scenen med replikker. (Hvordan kan han huske alle de ting, han skal sige?!)

Underkastelse er lidt allegorisk; den franske litteraturprofessor er helt tydeligt i højere grad Houellebecqs marionetdukke end et virkeligt individ, men hvis man køber denne præmis har Underkastelse – stykket og bogen – noget interessant at byde på, både politisk og æstetisk.

IMG_0404.JPG
Blå himmel!

Den europæiske skuffelse

“Det europæiske forår” af Kaspar Colling Nielsen er en roman med et kluntet, fattigt sprog, der forsøger at provokere med alt fra muslim-bashing til en ældre mands analsexeskapader med en ung, retarderet pige, over i antihumanisme (herunder antikunst), pakket ind i sci-fi og fremtidsscenarier, hvor dyr kan få menneskelig bevidsthed, og Lolland er en øko-hightech-koloni. Tilfør derefter en ordentlig omgang lommefilosofi, der ville være en efterskoleelev værdig, men ikke en fuldvoksen forfatter. Ideer er der mange af, måske for mange, men flere af dem er faktisk potentielt gode og interessante. Jeg har før haft associationer til Houellebecq, når jeg har læst Colling Nielsen (især Den danske borgerkrig 2018-2014) og jeg tænker denne gang: Hvis “Det europæiske forår” var skrevet med samme skrivetalent som Houellebecqs, kunne han have ført romanen sikkert i mål, for det kunne være så godt, men så er det faktisk skidt, fladt og plat.

IMG_9936
Men kudos til titel og omslag.

Litteraturærlighed

Jeg plejer sjældent at udtale mig negativt om danske forfatteres bøger – andet end bag lukkede døre og dér siger jeg mange ting – men sådan offentligt og på skrift. Litteraturmiljøet (Ja, der ér et litteraturmiljø. Ja, der ér flere litteraturmiljøer) er så lillebitte i Danmark og sommetider ikke særlig behageligt (sommetider, men ikke altid, se nu begynder jeg allerede at trække lidt i land), og min oplevelse er, at folk ikke altid (kun nogle folk selvfølgelig og ikke altid) er så søde ved hinanden (hvilket der sikkert kan være mange forskellige grunde til). Og måske er det også fordi, at jeg ikke kan lide at gøre folk kede af det, folk som jeg kender eller møder eller på den ene eller anden måde skal samarbejde med, eller som det kunne tænktes, at jeg skulle samarbejde med på et tidspunkt i fremtiden. Jeg føler mig udsat, når jeg gør det. Jeg læste fx Olga Ravns ”Celestine” for lang tid siden, og jeg havde høje forventninger til den, og den så også virkelig flot ud med det der blå og sølvskinnende omslag, men jeg synes ikke, den var særlig god, sproget alt for parfumeret og prætentiøs. Men jeg undlod helt bevidst at skrive det på Twitter (hvor jeg ellers skriver en del om bøger), fordi tænk nu, hvis jeg mødte hende en dag, og hun opdagede, at jeg havde skrevet noget dårligt om hendes bog. Ja, det er langt ude at have det sådan, men sådan havde jeg det altså, hvilket jeg også skammer mig over, fordi jeg gerne vil være sådan en, der siger sin mening (på en saglig måde, selvfølgelig), ligesom jeg også gør i andre sammenhænge. Nå, men så hørte jeg en radioudsendelse, hvor Lars Bukdahl (en af mine yndlingsanmeldere, som jeg ofte ser (uretfærdigt imho) blive kritiseret), og han snakkede om at være en kendt anmelder, og om hvordan forfattere sommetider bliver sure på ham (engang fik han endda en kande vand i hovedet!), hvis han anmelder deres bøger dårligt, og så sagde han noget om, at det gav ham en vis tilfredsstillelse at skrive en dårlig anmeldelse eller mere præcis en god anmeldelse af en dårlig bog. Det har rumsteret lidt rundt i mit hoved. (Jeg vil ikke linke til udsendelsen, fordi jeg ikke kan lide Radio 24/7 (jeg er virkelig ærlig i dag, hva’?) og fordi jeg synes der var andre ting i programmet, der var højst kritisable (et par afsluttende, meget personlige spørgsmål til Lars Bukdahl der gik langt, langt over stregen.))

Det der egentlig ansporede mig til at skrive dette var, at jeg stødte på en bogtrailer til Kaspar Colling Nielsens nye roman ”Det Europæiske Forår”. (Ja, en bogtrailer er en ting, og er altså en reklame for en bog, der er lavet lidt ligesom en trailer til en film. Jeg har set flere af dem, og ikke nogen, jeg syntes fungerede). Bogtraileren viser et par, der sidder på et fint konditori. Kvinden, som vi kun ser fra munden og ned, sidder og spiser kage og flirter med manden (der spilles af Nicholas Bro). Selvom vi ikke ser hele kvinden, er det tydeligt, at hun er portrætteret som meget yngre og lækre end manden med hendes flotte krop, hvide tænder og blonde hår. Ved siden af parret sidder Kaspar Colling og skriver notater i sin notesbog mens han observerer dem – notater som jeg formoder er en del af romanen, som filmen reklamerer for. Collings fortællerstemme agerer også som en fortællerstemme i selve filmen. Parret flirter mere og mere med hinanden, og der kommer flere og flere seksuelle undertoner. Traileren slutter af med, at manden finder ud af (via fortællerstemmen), at kvinden er udviklingshæmmet og beskueren ser nu for første gang kvindes ansigt, der ganske rigtigt ligner en handicappet kvinde. Badabumtjii. Det er så meningen (er min klare antagelse), at beskueren skal synes dette er sjovt: at en mand er forelsket i en yngre, flot kvinde og ikke har opdaget at hun er udviklingshæmmet. Jeg synes ikke det er sjovt. Jeg synes det er tamt, åndssvagt og på kanten til det ubehagelige, på flere niveauer. Jeg har ikke læst bogen endnu, kun små tekstbidder fra anmeldelser og fra Kaspar Collings egen Facebook-side. Intet af det jeg har læst, har vidnet om nogen høj litterær kvalitet, tværtimod. Men jeg håber *selvfølgelig*, at det ikke er tilfældet, og at min fornemmelse fejler, og at det bare er traileren, jeg så kan nøjes med at kritisere.

Pyh-ha, jeg gjorde det. Jeg skrev noget negativt om en dansk forfatters litteratur (tæt på i hvert fald), men jeg tænker alligevel, at jeg har lyst til at komme med en tilføjelse for en god ordens skyld, så det hele ikke bliver Kaspar Colling-kritisk: Jeg kunne godt lide hans roman ”Den danske borgerkrig 2018-2024.” Jeg var topunderholdt hele vejen igennem, og så i øvrigt flere paralleller til den gode Houellebecq især ”Muligheden af en ø”, som jeg var meget (endnu mere) begejstret for.

Nu ikke mere litteraturærlighed for i dag.