Harry Potter-morgen II

Der er, som om der er en masse barometre, der hele tiden bevæger sig: Hvis jeg læser rigtigt meget, får jeg ikke skrevet særlig meget, og hvis jeg skriver rigtigt meget, får jeg ikke læst særlig meget, og i dette regnestykke kan man selvfølgelig tilføje alt muligt andet også; børneting, husting, arbejdsting. Og lige nu er jeg i sådan en fase, hvor jeg skriver meget, men ikke ting, der egner sig til denne blog. Jeg læser også lidt, men mest i arbejdssammenhæng. Så der er lidt stille på denne side for tiden …

Om mandagen skal mine børn altid enten hjem til deres far, eller også kommer de hjem til os efter at have været væk en uge. Det er altid en underlig følelse, begge slags mandagsfølelser, som er svære at forklare, men som jeg tror, de fleste skilsmisseforældre kan genkende. Jeg lovede i weekenden, at vi skulle læse Harry Potter og fangen fra Azkaban færdig, men det ene gik med det andet i weekenden, og vi nåede ikke min beregnede mængde. Vi stillede derfor vækkeuret til ekstratidligt i går aftes, så vi kunne stå op og nå resten her til morgen. Det gik lige. Harry troede et kort øjeblik, at han kunne slippe for at komme hjem til familien Dursley i sommerferien, men ak ak Sirius måtte atter på flugt. På vejen hen til skolen snakkede vi om, hvad vi ville forvandle os til, hvis vi kunne blive en animagus. Vi ville begge være et dyr, der kunne flyve. A. valgte en kongeørn, og jeg valgte en ravn.

IMG_0613

Harry Potter-morgen

Engang sagde mit ældste barn til mig, at grunden til man skal lære at læse, er så man engang kan læse bøger for sine børn.

Jeg er selv vokset op med en mor, der har læst meget for mig, og jeg læser selv dagligt op for mine børn i ugerne, de er hos mig, sommetider kun en lillebitte, hurtig historie, andre gange i længere tid. Det er en kliché, men verden bliver virkelig større af det.

Nogle af mine bedste barndomsminder er min mor, der læser højt for mig. Ronja Røverdatter, Hobbitten. Jeg tror ikke, at jeg ville have været mig, hvis ikke jeg havde hørt disse historier. Da jeg var barn, og jeg hørte andre mennesker læse op, tænkte jeg hver gang, at de slet, slet ikke læste lige så godt op som min mor. (Gad vide om mine børn også tænker sådan, når de hører andre end mig læse op?)

Vi er lige gået i gang med Harry Potter for allerførste gang. Så bliver det næsten ikke bedre sådan en weekendmorgen. Harry har lige været i Diagonalstræde for første gang og har købt skolebøger- og tøj – og har fået en fin, hvid sneugle af Hagrid.

IMG_0338

 

Litteraturforelskelsesgrebet

Der er flere bøger, jeg ganske inderligt ville ønske, at jeg kunne læse igen for allerførste gang. Når jeg får øje på en intellektuel type på en kaffebar siddende med Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” eller et nørdet barn i S-toget med opspilede øjne rettet ned mod en Harry Potter-bog, kan jeg blive helt misundelig, ja, måske endda lidt jaloux. Det er en helt overvældende følelse, næsten som en stærk forelskelse, når en helt ny verden åbner sig for én i litteraturen. Det er en følelse, jeg desværre oplever sjældnere og sjældnere, jo ældre jeg bliver. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en mere kritisk læser (måske som følge af en cand.mag.-i-litteraturhistorie-arbejdsskade) eller gradvist mister mit barnlige engagement og indlevelsesevnen. Men sommetider er der heldigvis stadig værker, som jeg kan blive forelskelsesgrebet af og hvor jeg ligger søvnløs, fordi jeg hellere vil befinde mig i en symbiose med bogen. (Åh, tænk at læse “Greven af Monte Cristo” for første gang, hvor man ikke ved, hvad der sker efter Dantés er blevet fængslet på øen If. (Hvad det værk ikke har i sproglig ynde, gør det i dén grad op for i plotspænding!))

En litteraturmisundelsesfølelse sidder jeg også med lige nu, mens min kæreste læser i Daniel Mendelsohns gribende og uhyggelige værk “De mistede” (org. “The Lost” 2006), som jeg altså ville ønske, at det var mig, der skulle læse for første gang.

Det er et værk, der er både en selvbiografisk historie om at være jøde og om at bære på den jødiske arv efter tusinde års forfølgelse, og samtidig en art mordgåde, der skal opklares. “De mistede” er egentlig ikke et skønlitterært værk, selvom det godt kan læses (og bliver det) på dennes kunsts præmisser. Mendelsohn er på en næsten sygelig måde optaget af at finde ud af, hvad der præcis skete med fem familiemedlemmer (hans bedstefars brors familie), der blev myrdet i en lille ukrainsk by under udrensningerne i 1941. Denne eftersøgning, der bringer ham rundt i store dele af verden, bliver samtidig på en foruroligende måde vævet ind i de store jødiske grundfortællinger. Værket indeholder både page-turner-elementer og minutiøse gennemgange af bestemte ords etymologiske oprindelse, lange udredninger af stamtræer og slægtsled og læsninger og udlægninger af de jødiske skrifter. Ja, der er nørdalarm på bogen, og utrolig mange indskudte sætninger!

I går aftes lå min kæreste i sengen og læste i bogen, og da jeg blev ved med at afbryde ham for at snakke om den, spurgte han til sidst (måske i virkeligheden som en afledningsmanøvre?) om han skulle læse lidt op for mig i stedet. Det måtte han meget gerne. Der dukkede nye nuancer op, som mindede mig om, at selvom man ikke igen kan få den samme overvældende fornemmelse af at læse et bestemt værk for allerførste gang, så kommer der under en genlæsning næsten altid nye og interessante elementer frem. Således også i dette værk.

IMG_9736