Bonjour, Bonjour Tristesse

Den franske forfatter Françoise Sagan var kun 18 år, da hun i 1954 udgav den korte roman Bonjour Tristesse. (Hvilket kan få mig til at tænke: HVAD FANDEN HAR JEG OVERHOVEDET UDRETTET I MIT LIV!!!?) Romanen var kontroversiel og provokerende – og bragede året efter udgivelsen ind på de amerikanske bestsellerlister. I dag skal der mere til at provokere end en teenagepiges løsslupne forhold til sex og kærlighed, men i 1954 var det uhørt (i hvert fald at skrive om), at en teenagepige skulle ønske sex, uden for den store, ægte kærlighed og/eller et forholds faste rammer – og at begær er noget, der tales åbent om mellem teenagere og voksne.

I kammerspillet Bonjour Tristesse er jeg-fortælleren, den 17-årige Cécilie, taget på ferie med sin far, en nogle-og-fyrreårig Don Juan-type, og farens elskerinde Else. Efter at Cécilie er kommet hjem fra kostskole et par år tidligere – hun blev sendt af sted som lille, da hendes mor døde – har hun og faren levet et løssluppent liv; faren har haft mange skiftende forhold, og Cécilie er til stor fornøjelse for dem begge blevet taget med ud i selskabslivet. Men på Rivieraen, i den brændende sol, bliver de tres – farens, Elses og Cecilies – festlige liv forstyrret af Anne, der flytter ind. Anne er den afdøde mors gamle veninde, hvis værdier står i modsætning til de tres hedonistiske livsstil. Hun er elegant, intellektuel og ærbar – og meget smuk med sine fine, raffinerede rynker. Den noget yngre Else bliver hurtigt jaloux og ikke helt uden grund. Og så er der den unge mand Cyril, som Cécilie indleder et forhold til.

Romanen strækker sig over et par uger på denne sommerferie, der vil danne ramme om en skelsættende begivenhed i Cécilies liv. Cécilie plages af en splittethed: Hvad der før gav hende lykke, fest og ballade, bliver nu set med Annes misbilligende øjne. Men er de værdier, Anne bringer med sig til Rivieraen, bedre for Cécilie og faren? Kan Cécilie og faren leve op til Annes høje, moralske standarder? Cécilie svinger, hun er pubertær, trodsig, arrig, men også medgørlig og letpåvirkelig. Hun både elsker og hader Anne. Cécilies følelsesmæssige umodenhed, der især kommer til udtryk i hendes mange refleksioner omkring kærlighed og troskab, bliver skildret med stor overbevisning. Hun er pisseirriterende og overfladisk, men hendes “teenagehed” er også meget letgenkendelig, som når hun fx lyver om, at hun læser lektier på sit værelse, men i stedet øver yogastillinger foran sit spejl (yoga i ’54?!)

Kammerspillet bliver allermest nervepirrende, spændende, når Cécilie udtænker en plan, en slags sammensværgelse, der kan få katastrofale konsekvenser for dem alle; faren, Else, Anne, Cyril og hende selv. Jeg har næsten lyst til at afsløre, hvad der sker, men også kun næsten.

IMG_0526

 

”Det skønne er lige så nyttigt som det nyttige. Nyttigere måske”

Jeg har i mange uger været i gang med at læse ”De elendige” af Victor Hugo, et gigantisk og fantastisk værk som (det meste af tiden) er en fryd at læse. Det tog Hugo sytten år (udkom 1862) at skrive de omkring 1800 sider, der indeholder et imponerende og til tider uoverskueligt stort persongalleri, skæbner, der vikler sig ind og ud af hinanden, og et indviklet og overbevisende plot, der tilfredsstiller selv den mest plothungrende type. Men det er også en fortælling om Frankrig i oplysningstiden, om borgerskabet, om konsekvenserne af fattigdom og uvidenhed, om demokrati og om oplysning. Jeg kan kun misunde Victor Hugo og borgerskabets fremtidstro efter Den franske revolution – en klar forestilling om, at mennesket er rationelt og at denne rationalitet, hvis den fodres rigtigt, kan afstedkomme en bedre og mere lige og demokratisk verden. Det er svært efter det 21. Århundrede og nu også med en altoverskyggende økologisk krise, der truer med at ødelægge menneskets tilværelse på jorden. Men fremtidstro er der rigeligt i værket, der på en måde også er et både politisk og religiøst manifest.

Hovedperson i ”De elendige” er Jean Valjean der efter 19 år som galejslave formår at flygte. Efter flugten er hans hjerte opslugt af bitterhed tangerende til det ondskabsfulde over den grufulde skæbne, der er overgået ham (han havde i sin tid stjålet et brød til sin sultne familie), men da han møder den Jesus-lignende biskop, der byder ham ind i sit hjem som sin lige, ser han næsten i bogstaveligste forstand lyset og bliver omvendt til godheden. På grund af Jean Valjeans klogskab og fromhed bliver han borgmester i en by, der nu stortrives, fordi han driver den så vel med øje for alle byens borgere, høj som lav. Men byens politibetjent – opfyldt af en forfejlet retfærdighedssans – opdager at Jean Valjean har en fortid som en undsluppen straffefange og vier sin gerning til at afsløre dette og tage Jean Valjean til fange igen. (*Spoileralert!*) Det lykkedes! Jean Valjean må på flugt igen og denne gang har han nu også påtaget sig ansvaret for en lille pige Cosette, der indtil Jean Valjean redder hende, er blevet mishandlet af sine onde og griske plejeforældre. Sideløbende med historien er der sidespor og sidesidespor og sidesidesidespor, der vinkler sig ind og ud af i hinanden. Og så er der den unge mand Marius, sygeligt optaget af sin afdøde far, der leder efter de onde, griske plejeforældre, som han fejlagtigt tror tidligere har reddet hans far ved Waterloo. De onde, griske plejeforældre leder i øvrigt efter Cosette, fordi de tror hun nu kan have værdi for dem, fordi Jean Valjean viser sig at være meget rig! Og hold nu fast – Marius og Cosette (der nu er vokset) forelsker sig i hinanden … og nu vil jeg heller ikke afsløre mere (jeg er heller ikke kommet længere).

Selvom om jeg bukker mig i støvet for dette enorme og overvældende værk sidder jeg sommetider og jamrer, fx under den 100 side lange beskrivelse af slaget ved Waterloo, et slag, der bare fortsætter og fortsætter og … Min kærester griner af mig og spørger mig, hvorfor jeg ikke bare springer lidt i teksten, men det kommer *ikke* til at ske – selvom jeg sommetider lægger bogen lidt væk, hvis der er en anden bog, der presser sig på (blandt andet skulle jeg lige læse Kirsten Hammanns nye roman ”Ofte stillede spørgsmål”, som jeg grinede mig igennem, og så fik jeg lige en bog af min svigerinde ”Bonjour Tristesse” af Francoise Sagan, der lokkede mig (og ikke forgæves!)) (Og så er jeg blevet overtalt til at se Stranger Things, som er alt, alt for uhyggeligt for mig (jeg får mareridt om slimede monstre) – og det fodrer i øvrigt også min antagelse: serier er djævlens værk, der lokker det oplyste og næsten-fornuftige menneske væk fra vigtigere og bedre ting: læsning af gode bøger! Jeg har på fornemmelsen af Hugo ville være enig.)

Tilbage til værket: Min mor, der også er en storlæser har flere gange anbefalet mig at læse ”De elendige” (vi plejer at kunne lide de samme bøger … bortset fra at jeg nok er lidt mere kritisk end hende). Jeg har flere gange undervejs i det enorme tekstkorpus – især hvis jeg er gået lidt i stå i nogle af de laaaaaange passager og sidesideside historier og sidesidesideside historier, hvis relevans, indrømmet, er lidt svær at få øje på – spurgt hende ”har du *virkelig* læst hele værket?”, hvorefter hun har flere gange forsikret mig, at det havde hun skam – og at HUN NØD HVERT ET ØJEBLIK! Jeg følte mig skamfuld over min egen utålmodighed, men hov, vent, så opdager jeg pludselig, at den version, jeg læser i, er Vandkunstens udgave og det er en nyoversættelse af ”Les Misérables” (oversat af Hans Peter Lund), der tidligere kun er udkommet på dansk i en forkortet version – som altså er den version min mor har læst. Den gamle version er under halvdelen så lang (det vil sige stadig lang) som Vandkunstens i øvrigt virkelig smukke og bibliofilspleasende udgave. Jeg måtte skrive til min mor: ”Ha! Du har IKKE læst det hele!”  – stolt, fordi jeg læser den *rigtige* version, men også en smule misundelig, fordi det massive værk måske i virkeligheden godt kunne have brugt en lidt hårdhændet redaktør.

”Det skønne er lige så nyttigt som det nyttige. Nyttigere måske” står der et sted i værket. Jeg fortsætter læsningen.