Alt hvad du ejer af maskulinitet

Caspar Erics nye digtsamling Alt hvad du ejer består af en samling sammenhængende digte, der fortæller historien om et mandligt jeg (der i digtsamlingen omtales som du), der mister et barn i 13. uge, da hans kæreste aborterer. Denne fortælling bliver vævet ind i historien om jeg’ets søsters graviditet og senere barselstilværelse, samt bedstemorens sidste tid. Jeg’ets forhold går efter nogle måneder i stykker – det viser sig blandt andet også, at han har været hende utro på en tur til Norge. Jeg’et kaster sig ud i nye relationer og mulige forelskelser, men forestillingen om barnet, der skulle have været, men ikke er, er allestedsnærværende.

Digtsamlingen handler om sorg, nære relationer, maskulinitet og en 30-årig mands søgen efter identitet og stabile forhold – og i sidste ende et barn. Til denne personlige skildring tilføjes en meget tidstypisk kapitalisme- og magtkritik, hvor den forsøger at kæde den personlige fortælling sammen med en samfundsmæssig fortælling, hvor kapitalismen gennemsyrer alle aspekter af samfundet.

Til trods for, at jeg fatter sympati med projektet i digtsamlingen, finder jeg desværre ikke Alt hvad du ejer særlig vellykket.

Flere af digtene består af halvkedelig knækprosa, grænsende til en casestory på strofer. (Et eksempel på disse casestory-digte lyder: “Efter æbleskiverne gav din mor dig lov til at gå/hun kunne se at julelykken tyngede dig/du er stadig glad på din søsters vegne/det gjorde det bare ikke nemmere/at skulle kræve plads til at være trist/du følte at alle ignorerede hvad du havde været igennem/fordi alle ignorerede det/senere røg du en joint på en bænk/og luften var så kold at den blev våd mod din hud.”)

Der er også flere steder, hvor der er skruet op for patos i sådan en grad, at det bliver irriterende, for eksempel, når der på én side står: “Hvis du kunne gøre det anderledes/ville du gøre det anderledes”, og man bladrer om til næste side, hvor der står: “Hvis du kunne gøre det hele igen/ville du gøre det igen.” Vi må som læsere forstå, at disse ord har en helt særlig vægt, der kræver, at de har en hel side alene. Problemet er bare, at ordene er for tomme, og “virkemidlet” (altså en selvstændig side, der skal give tyngde til ordene) bliver for iøjnefaldende som netop et virkemiddel, der skal dække over tomheden af ordene.

Men selvom jeg er kritisk over for størstedelen af digtenes litterære værdi, kommer jeg alligevel i min læsning frem til, at Alt hvad du ejer har noget interessant at byde på, når det kommer til temaet maskulinitet og mandelige fællesskaber. Det er – mig bekendt – en forholdsvis original position at tale fra: at en mand begræder tabet af et barn i 13. graviditetsuge (som i øvrigt må være en relativ almindelig ting; der står et sted i digtsamlingen, at hver fjerde graviditet ender i abort, typisk helt i begyndelsen af graviditeten). Der er noget modigt og sårbart ved at stå frem og fortælle om disse erfaringer – casestory eller ej.

Der er også flere af digtene, der handler om fællesskaber mellem mænd, som fx når svogeren og jeg’et bonder over, at de lige skal lære, hvordan man holder en baby uden at få ondt i armen, eller når jeg’ets far hjælper jeg’et med en vinkelsliber. Der er noget fint over disse små portrætter af manderelationer, hvor digtene også formår at bevæge sig lidt væk fra casestorien og mere over i litteraturen.

Vi burde måske tale lidt mere om maskulinitet og manderoller, og om hvordan mange mænd (#notallmen) måske har lidt svært ved, hvordan man egentlig er mand anno 2018, når det er blevet så tydeligt (for oplyste mennesker), at der er utrolig mange alvorlige problemer med den måde, hvorpå mænd hidtil har været mænd på. Ind i denne diskussion er der noget relevant og interessant at hente i Caspar Erics nye digtsamling. Den tør at udforske maskuliniteten i dag og samtidig være søgende og skrøbelig. Det kan jeg godt lide.

Som om stadionet ikke er et af de steder/hvor mænd oftest græder og sørger og krammer og jubler, som der så fint står i Alt hvad du ejer.

Kapitalismekritik i sci-fi klæder

De Ansatte af Olga Ravn består af små, korte, fragmentariske vidneudsagn fra ansatte på det sekstusinde skib, der svæver rundt et sted i rummet. Nogle af de ansatte er mennesker, andre er menneskelignende. Der er et tydeligt hierarkisk skel på skibet mellem menneskerne og de menneskelignende, og magtforholdene mellem disse to grupperinger er urovækkende. De menneskelignende ligner mennesker, har følelser, tanker, drømme, men er alligevel fake-mennesker, og leder tankerne hen på tidens populære tv-serier såsom Westworld. På det sekstusinde skib findes også rummet med genstandene. Genstandene er forskellige, de er organiske, men ligner ikke noget genkendeligt levende, men måske har de alligevel følelser og/eller en form for bevidsthed – både menneskene og de menneskelignende (og læseren) bliver i hvert fald tiltrukket af genstandene og begynder at drage omsorg for dem. Romanen stiller spørgsmålet: Hvad skal der til, før man er et “rigtigt” menneske eller individ?

Som de fleste sci-fi-romaner er parallellerne til nutiden tydelig (for tydelig?) De ansatte trækker tråde til både flygtningekrisen, klimaforandringerne og teknologietik, og det bliver ikke svært i fremtiden at datere romanen til helt præcist år 2018. Der hvor romanen politisk set har mest at byde ind med, er i skildringen af den virksomhedskultur, der er gældende på det sekstusinde skib: Kritikken af senkapitalismen er her rammende.

Hvor jeg var kritisk over for Olga Ravns Celestine, er jeg mere glad for denne udgivelse. Da jeg læste Celestine, fandt jeg sproget alt, alt for parfumeret, ja, jeg ved ikke, hvilket ord jeg ellers skal bruge, men “parfumeret” er det, der forekommer mig mest rammende, uegentligt på en eller anden måde, lidt prætentiøst. Disse “parfumerede” sætninger er stadig at spore i De Ansatte, men heldigvis kun sporadisk. (Måske skulle Olga Ravn en tur ud i rummet for at få lidt mere fast grund under fødderne/sproget?)

Fragmenterne, der tilsammen danner et billede af en syg virksomhedskultur, samt de billedrige beskrivelser af genstandene er det, der – her et par måneder efter, jeg læste romanen – stadig hænger fast i min bevidsthed.  Alt i alt en lille, men ganske interessant og underholdende kapitalismekritisk sci-fi-roman.

Nå, ja, og så har De Ansatte muligvis et af årets flotteste danske bogomslag!

IMG_1679

Litteratur og babylyde

Danmarkshistoriens allerførste læsegruppe for mennesker på barsel har haft sit allerførste møde. Der var megamange søde babyer, der sagde sjove babylyde, og der var Caroline Albertine Minors novelle “Sorgens have”, der stammer fra den anmelderoste og prisnominerede novellesamling Velsignelser (2017). Det er samlingens mest skrøbelige, sanselige og nærværende mavepuster-tekst, der handler om jeg-fortælleren Caroline, hvis kæreste kommer ud for en ulykke, der forandrer ham og deres forhold. Jeg tror, det gik godt med at tale om den.

Næste gang skal vi læse en af mine yndlingsfortællinger: Karen Blixens “Spøgelseshestene”, der har en af mine yndlingslitteraturbegyndelser:
“En lille pige lå syg i et stort hus. Hun blev bedre, men fik så et pludseligt tilbagefald, og fra nu af var det som om hun nægtede at komme sig.”

(Jeg har lovet, at vi ikke skal læse tekster, hvori der dør børn, så jeg måtte spoile historien en smule på forhånd.)

IMG_0401

Lars Frost på Trappen mener noget

I går hørte og så jeg et interview med Lars Frost på Trappen i Boghallen; han fortalte, at han var træt af at mene alt muligt, træt af at alle hele tiden mente alle mulige ting, uden at de nødvendigvis havde sat sig ind i tingene, træt af manglen på nuancer, træt af at man altid bliver overfuset, når man mener et eller andet, især på de sociale medier. Men Lars Frost mente alligevel noget, hvilket han selvfølgelig godt kunne se det paradoksale i, når han nu mente, at han ikke ville mene alle mulige ting; han mente blandt andet, at litteratur bliver mindre godt (eller sagde han ligefrem dårligt?), når det virker, som om teksten skal mene noget, og han mente, at mange danske bøger, der bliver udgivet i dag, virker, som om de er alt for hurtigt skrevet, som om de næsten bare kunne have været et blogindlæg eller en facebookopdatering, men med et forlags korrektur. Ingen nævnt, ingen glemt.

IMG_0373
Lars Frost med mikrofon. Mennesker på Trappen. Bøger i baggrunden.