Lars Frost på Trappen mener noget

I går hørte og så jeg et interview med Lars Frost på Trappen i Boghallen; han fortalte, at han var træt af at mene alt muligt, træt af at alle hele tiden mente alle mulige ting, uden at de nødvendigvis havde sat sig ind i tingene, træt af manglen på nuancer, træt af at man altid bliver overfuset, når man mener et eller andet, især på de sociale medier. Men Lars Frost mente alligevel noget, hvilket han selvfølgelig godt kunne se det paradoksale i, når han nu mente, at han ikke ville mene alle mulige ting; han mente blandt andet, at litteratur bliver mindre godt (eller sagde han ligefrem dårligt?), når det virker, som om teksten skal mene noget, og han mente, at mange danske bøger, der bliver udgivet i dag, virker, som om de er alt for hurtigt skrevet, som om de næsten bare kunne have været et blogindlæg eller en facebookopdatering, men med et forlags korrektur. Ingen nævnt, ingen glemt.

IMG_0373
Lars Frost med mikrofon. Mennesker på Trappen. Bøger i baggrunden.