Barselslæsegruppe fortsættes …

… så hvis du er mor eller far eller noget andet i den dur og på barsel, har du igen muligheden for at komme med i en barselslæsegruppe.

Vi læser én novelle per gang (jeg sørger for, at I får novellerne), og vi mødes én formiddag om ugen i fem uger i alt.

Programmet for sidste barselsforløb (som var et pilotprojekt) var som følgende:
“Sorgens have” af Caroline Albertine Minor
“Spøgelseshestene” af Karen Blixen
“Akvaplaning” af Emma Bess (altid megablæret med dobbeltkonsonant dobbeltkonsonant i et navn)
“Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” af Kjell Askildsen
“Digte” af Judith Hermann

Det bliver et andet program denne gang – men kvaliteten stadig i top, promise!

Det begynder tirsdag den 1. maj kl. 10.00 i Sct. Andreas Kirke. Og det er gratis at deltage, fordi Vor Frue Kirkes menighedspleje er så søde at betale min løn (og kaffen!) endnu engang.

Meld dig til ved at sende mig en mail: annachristhompson(dingeling)gmail.com

Post-Påske-Pip

I Sverige var der sne helt op til knæene, sagde mit yngste barn, hvorefter mit ældste barn svarede, at hans ben jo altså heller ikke var særlig lange. Jeg har ikke fået læst så meget som planlagt, selvom jeg dog ikke kan skyde skylden på den svenske sne/de svenske tilstande. Bordtennis og Munchkin (jeg tabte!) og gåture og generel uspecificeret familietid overtog påskelæsningen. Jeg er (blandt andet) i gang med at læse Oliver Sacks’ “The Man who Mistook his Wife for a Hat”; titlen skal forstås helt bogstaveligt – en mand troede rent faktisk, at hans kone var en hat. Bogen er skrevet i ’85 og består af en lang række korte case-stories skrevet af en neurologiprofessor, og er vældig interessant på en lidt underfundig og filosofisk måde. Sikke mange ting, der kan gå galt med et menneskes funktioner! Pyh-ha. Jeg vil i hvert fald ikke håbe, at jeg en dag vågner op fuldstændig skrækslagen, fordi der i sengen ligger et fremmed ben i forlængelse af min krop, lige dér hvor mit almindelige ben, der nu er pist væk, engang sad.

I dag i min barselslæsegruppe læste vi Kjell Askildsens novelle “Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan”, som (imho) er prototypen på en nær-perfekt novelle (med den fantastiske sætning: Jeg sad og så på sneen der drev hen mod vinduesruden og spekulerede på hvilke glæder min søster kunne have i livet, og da jeg efter at have tænkt mig om nåede frem til at hun sandsynligvis ikke havde nogen, fik jeg trang til at sige noget venligt, jeg blev simpelthen lidt sentimental, det var måske sneen mod ruden og varmen i stuen der gjorde det, men jeg kom aldrig så langt, for netop da jeg skulle til at åbne munden, spurgte hun om vi ikke skulle spille yatsy.) Og i aften i en anden læsegruppe skal vi læse et uddrag af Lars Bukdahls semi-digtsamling “Korshøjen”, et spøjst og patosfyldt fint, lille værk om at miste sin far.  –> Alt i alt en ganske glimrende litteraturarbejdsdag at begynde hverdagen med efter påsken.

IMG_0481.JPG
Svenske tilstande?

Litteratur og babylyde

Danmarkshistoriens allerførste læsegruppe for mennesker på barsel har haft sit allerførste møde. Der var megamange søde babyer, der sagde sjove babylyde, og der var Caroline Albertine Minors novelle “Sorgens have”, der stammer fra den anmelderoste og prisnominerede novellesamling Velsignelser (2017). Det er samlingens mest skrøbelige, sanselige og nærværende mavepuster-tekst, der handler om jeg-fortælleren Caroline, hvis kæreste kommer ud for en ulykke, der forandrer ham og deres forhold. Jeg tror, det gik godt med at tale om den.

Næste gang skal vi læse en af mine yndlingsfortællinger: Karen Blixens “Spøgelseshestene”, der har en af mine yndlingslitteraturbegyndelser:
“En lille pige lå syg i et stort hus. Hun blev bedre, men fik så et pludseligt tilbagefald, og fra nu af var det som om hun nægtede at komme sig.”

(Jeg har lovet, at vi ikke skal læse tekster, hvori der dør børn, så jeg måtte spoile historien en smule på forhånd.)

IMG_0401