Navnløs

Jeg tror ikke, mine søstre vidste, at jeg har et særligt forhold til Nikolaj Nørlund, da de gav mig billetter i julegave til hans koncert med symfoniorkestret Copenhagen Phil – sådan et særligt forhold, som man kun kan få til noget, når man opdager det som ung, og man opdager det samtidig med, at man opdager verden. Jeg var 15 år, og min dengang allerbedste veninde, som det smerter mig at tænke på i dag, introducerede mig til Nikolaj Nørlunds album “Navnløs”; et album, hvor han har lagt musik til Michael Strunge-digte. Vi gik på efterskole sammen og sad inde på hendes værelse og lyttede til sangene. Jeg kan ikke læse disse digte af Michael Strunge uden at høre Nikolaj Nørlunds karakteristiske stemme synge dem.

Til koncerten i lørdags spillede Nikolaj Nørlund en enkelte af disse sange/digte, Den støjende tid:

Jeg er den tavse
i den støjende tid
der er tusinde ord for min tavshed.
Ser ud over byen med tomme øjne
eller læser tilfældigt i aviser
og glemmer igen.
Snakker kun med dem der ikke kender mig
og siger jeg ikke er hjemme.
I dag har jeg ikke grædt
i går sad jeg bagerst i biografen
og så en film om i morgen
eller en anden planet.
Jeg ligger i sengen
eller giver mig lov til en tur
på lette betingelser.
Jeg har elsket en gang
men drømmer igen og igen.
Jeg vil aldrig slå mig selv ihjel
men i morgen vil jeg vågne efter søvnen.

Jeg er den usete blinde
i billedernes regeringstid
jeg taler meget om farverne.
Lytter til min terapeut
og slår plat og krone om næste session.
Jeg fylder mit værelse med energi
og kan netop overskue denne time
fra hjørnet længst væk fra ruden.
Efter et år har jeg bestemt mig for et opgør.
Mine tanker er grænseløse og tynde som papir
og jeg slutter nu at jeg ikke kan.

Bogkøbere <3 II

En ældre dame blev meget begejstret, nærmest henrykt, da hun så, at Boghallen havde “Sommerfugledalen” af Inger Christensen, som hun troede, havde været ude af tryk i årevis.

_9788702076714

Hun fortalte om engang, hvor hun havde hørt Inger Christensen læse op af “Sommerfugledalen” til et arrangement i Rundetårn, Inger Christensen siddende på en stol med et glas rødvin i hånden, hendes rolige, karakteristiske måde at læse op på – det havde virkelig lydt til at være en meget fin oplevelse.

Da jeg havde solgt hende to eksemplarer af digtsamlingen, kom hun med afslutningsreplikken: “Jeg er lige så gammel som Inger Christensen … bortset fra, at jeg ikke er død … endnu.”

Bogsælgerobservationer

Blot en lille observation fra den anden side af disken: Jeg syntes egentlig, jeg var ret godt orienteret om “de danske læsere” – og om dansk litteratur og hvilke danske forfatterskaber, der er populære, både blandt det brede og smalle læsersegment. Men jeg opdager nye ting om den danske bogbranche ved at arbejde i Politikens Boghal (hvor jeg som nævnt har en deltidsstilling). Jeg er for eksempel blevet totalt overrasket over at skulle lange Leonora Christina Skovs nye roman “Den, der lever stille” over disken, som var det en liter økomælk. Okay, de sælger nok mange flere liter økomælk i Netto, end Boghallen sælger bøger af Leonora Christina Skov, men I forstår pointen. Det er helt klart den danske skønlitterære bog, jeg har solgt flest eksemplarer af, siden den udkom d. 11. januar i år. Er hun virkelig så populær som forfatter? Det kommer meget bag på mig. Hvorfor kommer det bag på mig? Det ved jeg ikke.

Er “Den, der lever stille” en god bog? Det står (indtil videre) (for mig) hen i det uvisse. (Jeg har i øvrigt aldrig læst noget af Leonora Christina Skov, andet end hendes litteraturanmeldelser.)

(Hvad der ikke overrasker mig: Troels Kløvedals nye erindringer er populære (især blandt de lidt ældre mænd). Meget gamle damer vil gerne have den nye biografi om Kronprins Frederik. Det nye, fine udvalg af Tove Ditlevsens digte (udvalgt af Olga Ravn) er også et hit (især blandt kvinder mellem 15 og 35 år.))

_9788740035391
Det er en ret fin bog, som man ikke helt kan se på billedet.

I dag er det hestens fødselsdag hurra hurra hurraaaa

Jeg-fortælleren har et rødt udslet på kroppen, der kom, da hun blevet fyret for at have bidt sin chef i hånden. Nu har hun fået et nyt arbejde som rengøringsassistent i en forlystelsespark. “Hestens fødselsdag” (2014) af Sidsel Falsig Pedersen er en tragikomisk fortælling om at føle sig uden for fællesskabet og om at føle sig forkert – som et menneske uden nogen kerne. Hvem er jeg egentlig, spørger fortælleren ofte sig selv – og andre. Hun er konstant overbevist om, at alle andre lever et meget lykkeligere liv end hende selv. Romanen er en fin, enkel historie, der både er tårekrummende pinlig, megasjov og meget ondt-i-maven-alvorlig.

Jeg har en læsekreds på FOF, der begynder på fredag d. 2. februar (OBS: DER ER VIST STADIG LEDIGE PLADSER, se her) – og den første bog, vi skal læse, er “Hestens fødselsdag”. Jeg glæder mig til at snakke om den med kursisterne. Hvorfor tager fortælleren en kunstig arm med hjem fra en fest? Hvorfor bed hun sin chef? Hvorfor synes hun, at hun er utydelig? Hvorfor bliver hun fokuseret på tykkelsen af sine rugbrødsskiver? Hvorfor får hun udslæt på kroppen?

Jeg ville ønske, jeg havde samme evne og vilje til at arbejde som fx Grundtvig

Jeg har deaktiveret min Facebook-profil, det er en beslutning, der har været længe undervejs, jeg bruger simpelthen for meget ligegyldig tid på det, tid som kunne være blevet brugt meget bedre, blandt andet med læsning, som det er gået lidt trægt med her i det nye år, da jeg har haft meget at se til workwise and otherwise. (Come to think of it: Det er aktiviteten, der er ligegyldig (at tjekke Facebook), tiden er værdifuld.)

Jeg er i gang med at læse “Den begravede kæmpe” af Kazuo Ishiguro, nobelprisvinderen fra sidste år, ja, jeg havde heller ikke hørt om ham før han vandt nobelprisen, sådan går det så ofte. Romanen foregår efter Kong Arthurs tid i England, i en verden, hvor der sker overnaturlige ting på en ret naturlig, men alligevel underlig måde, og hvorfor foregår den ikke i Japan, jamen, han er slet ikke japansk, eller det vil sige, at han er født i Japan, men flyttede til England, da han var 6 år gammel og skriver altså på engelsk, og det er altid lidt pinligt, når man griber sig selv i at have sådan nogle helt klare forestillinger om et andet menneskes nationalitet på baggrund af et navn. Det er egentlig også lidt underligt, at jeg kommer til at gøre det, da jeg selv er kærester med et menneske, der hedder noget, som slet ikke lyder dansk, og alle spørger altid, hvor han kommer fra, og jeg må endnu engang fortælle, at han bare kommer fra en forstad til Ålborg. Og: Jeg er helt vild med “Den begravede kæmpe”! Men så kommer Facebook og distraherer mig på sådan en træls måde, og jo “tag”-en ven-der-ligner-denne-dansende-ged, kan måske få et lille, indre smil frem på en god dag, men så heller ikke mere. Plus selvfølgelig kapitalisme, overvågning, lynchingstemning i debatter, etc.

Og hvad bruger jeg denne overskydende tid på nu hvor jeg ikke længere har Facebook? Jo, ser du, mit yngste barn (der fylder 6 år i dag hurraaa) spiller sådan et bondegårdsspil på sin iPad, Hayday, hedder det. Man skal passe en gård, så og høste forskellige afgrøder, malke køer, lave smør fra mælken, sælge gårdting og så videre. Vi spillede det sammen i weekenden, og nu er jeg simpelthen blevet så afhængig af det, at jeg sidder og spiller det, når han ikke er hjemme. Det er ganske skrækkeligt og yderst pinligt. Og jeg har meget arbejde, der hober sig op, og bøger, der ligger og venter utålmodigt på mig. Fx ligger “Manhattan Beach” af Jennifer Egan lige nu på mit skrivebord og kigger skuffet på mig. Og jeg skal også have forberedt en masse til et forløb om litteratur og hengivelse, jeg skal undervise i fra næste måned, plus et aftenskolehold, hvor vi første gang skal læse “The Handmaid’s Tale”, som jeg ikke har læst endnu, kan man nøjes med at se serien, nej, selvfølgelig kan man ikke det. Og så sidder jeg kraftedeme og samler virtuelle æg fra mine virtuelle høns, nej ikke mine høns, mit barns høns, Bårk, hedder de alle sammen, har vi besluttet. Min kæreste er lige taget til Nyborg her til morgen for at undervise et par dage, og jeg har helt seriøst givet ham iPad’en med, så jeg ikke sidder og spiller på den de næste dage. Så dårlig er min selvdisciplin åbenbart. Og Facebook kan jeg heller ikke gå på. Nå, men jeg kan altid skrive et blogindlæg på min blog, som jeg også har forsømt.

IMG_0210

Pris, pris, pris

Nu er det muligt at stemme til Politikens Litteraturpris 2017. Det er den største litteraturpris i Danmark, målt på prisens størrelse: 200.000 kroner, hvilket for de fleste forfattere i Danmark er mange penge. Jeg tror bedst, at jeg kan lide priser, hvor der sidder en kvalificeret jury, der kan træffe beslutningen på baggrund af faglig ekspertise, og ikke en send-en-sms-pris, hvorved vinderen nemt bliver den, der kan mobilisere flest stemmer via sociale medier etc., men hvad ved jeg, og al magt til folket og så videre.

De nominerede er:

  • Naja Marie Aidt: “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”.
  • Ursula Andkjær Olsen: “Krisehæfterne. Pandora Blue Box, Atlantis-syndromet”.
  • Ida Holmegaard: “Graceland”.
  • Hans Otto Jørgensen: “Revolutionær – en Andy Warhol-komposition”.
  • Svend Åge Madsen: “Af den anden verden”.
  • Anne Lise Marstrand-Jørgensen: “Sorgens grundstof”.
  • Caroline Albertine Minor: “Velsignelser”.

Der er flere gode kandidater, næsten syv, men jeg tør æde min gamle hat på, at vinderen bliver Naja Marie Aidt, og hvis vinderen bliver Naja Marie Aidt, som jeg altså helt klart forudser, så vil det være fuldt ud fortjent, for “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er en lille, fremragende roman.

 

Den europæiske skuffelse

“Det europæiske forår” af Kaspar Colling Nielsen er en roman med et kluntet, fattigt sprog, der forsøger at provokere med alt fra muslim-bashing til en ældre mands analsexeskapader med en ung, retarderet pige, over i antihumanisme (herunder antikunst), pakket ind i sci-fi og fremtidsscenarier, hvor dyr kan få menneskelig bevidsthed, og Lolland er en øko-hightech-koloni. Tilfør derefter en ordentlig omgang lommefilosofi, der ville være en efterskoleelev værdig, men ikke en fuldvoksen forfatter. Ideer er der mange af, måske for mange, men flere af dem er faktisk potentielt gode og interessante. Jeg har før haft associationer til Houellebecq, når jeg har læst Colling Nielsen (især Den danske borgerkrig 2018-2014) og jeg tænker denne gang: Hvis “Det europæiske forår” var skrevet med samme skrivetalent som Houellebecqs, kunne han have ført romanen sikkert i mål, for det kunne være så godt, men så er det faktisk skidt, fladt og plat.

IMG_9936
Men kudos til titel og omslag.

Bogkøbere <3

Jeg arbejder sommetider inde i Politikens boghal, og i dag, da jeg var på arbejde, kom der en ung kvinde hen til mig, hun var måske i begyndelsen af tyverne, og hun spurgte, om jeg kunne anbefale en bog til hende. Hun havde netop læst sit livs allerførste bog – alle andre bøger, hun nogensinde havde forsøgt at læse, havde hun fundet uinteressante. Hun ville gerne have en bog, der mindede om denne bog, hun lige havde læst, og den skulle helst ikke rigtigt handle om noget, og der måtte endelig ikke stå noget om, hvordan personerne i bogen havde det, fordi det synes hun var kedeligt, og det ville hun langt hellere selv forestille sig. Og hvilken bog har du så læst, som den allerførste bog, du nogensinde har læst, spørger jeg hende, og hun svarer til min overraskelse: “Den gamle mand og havet” af Ernest Hemingway. (Hvis du ikke har læst den: Den handler om en gammel mand, der får en kæmpefisk på krogen en dag, da han er ude at fiske. Og hvad sker der så? Jamen, der sker ikke så meget andet end det. Og jeg elsker, at et ungt menneske, der aldrig har læst en bog til ende, læser netop denne bog og elsker den.)

Senere kom en ældre mand hen til mig med Dantes guddommelige komedie i den ene hånd og en stok i den anden. “Er det ham dér Dante, der er så kendt?” spurgte ham mig. Jo, det er ham, sagde jeg, og manden svarede, at han hellere måtte købe den, for “man skal jo holde sig opdateret”.

You can never leave

Jeg har som mange andre eksiljyder været hjemme og holde jul med min familie i Jylland, nærmere betegnet Silkeborg. Det er altid lidt specielt på en både god og dårlig måde at vende hjem, ambivalens: Endnu et år er gået, og man skal igen se gamle venner og familie og velkendte og nye bygninger, som man med jævne mellemrum har set gennem hele sit liv. Og måske er det derfor, i lyset af min seneste tur hjem (skrev jeg “hjem” bevidst eller ubevidst?), at jeg hæfter mig ved, at den personale tredjepersonsfortæller i Kaspar Colling Nielsens nye roman, “Det europæiske forår” (ja, nu kom tiden til at læse den) skriver: “Hun kom fra en lille by i Jylland” – og så tænker jeg straks, at forfatteren Kaspar Colling Nielsen helt afgjort ikke selv kommer fra Jylland, for et menneske fra Jylland ville aldrig skrive “Hun kom fra en lille by i Jylland”, men måske “Hun kom fra en lille by i Nordjylland,” eller “Hun kom fra en lille by mellem Horsens og Vejle,” eller “Hun kom fra en lille by uden for Esbjerg.”

IMG_9936

Lidt nyt fra vestfronten

Kære læsere

Jeg har fundet en gammel krimiklassiker frem, som jeg lige er begyndt på, ”Murder on the Orient Express” af Agatha Christie fra 1933 – apropos filmatiseringer. Der er mange navne, jeg prøver at holde styr på, og det hele er meget stiliseret og karikeret og pre-post-kolonialiseret.

”Brr!” said Poirot. ”This is serious!” – sådan lyder det, da Hercule Poirot hører, at en medpassager på toget er fundet myrdet i sin kupé, stukket 12 gange i brystkassen. Kort tid efter er flere enige om, at morderen være enten kvinde eller latino, for sådan et temperament kan kun disse have.

For mange år siden så jeg en gammel filmatisering, men jeg kan heldigvis ikke huske den særlig godt, så jeg ved ikke, hvem morderen er. Schyyy, du må ikke sige det …

Og så har posten været forbi med en pakke. Eller ”posten har været forbi med en pakke,” det vil sige, at der lå en seddel i min postkasse om, at posten havde været forbi med en pakke i et bestemt tidsrum, hvor jeg ikke var hjemme, men hvor jeg altså ved, at jeg var hjemme, nå, men jeg havde heller ikke forventet bedre. Men i pakken ligger en roman af Jennifer Egan, hendes nyeste roman ”Manhattan Beach”, som jeg glæder mig rigtig meget til at læse.

Caroline Albertine Minors novellesamling ”Velsignelser” ligger også – indtil videre uåbnet – på mit natbord.

Men først en gammel krimi – uden ekstreme og bestialske massemord.

Mange venlige hilsener
Anna

IMG_9890

Folkets skønhed

En dag kommer Maries far hjem med et maleri, der forstiller to kvinder, der står med ryggen og bagdelen til og graver kartofler op. Han kalder maleriet Folkets skønhed. Maries mor synes, det er grimt, og når Maries mormor kommer på besøg, hænger de maleriet ud i stalden, fordi mormoren finder det underlødigt. Marie elsker maleriet og ser på det som et vindue til verden udenfor.

Den socialrealistiske slægtsroman “Folkets skønhed” af Merete Pryds Helle tager sin begyndelse i slutningen af 30’erne på Langeland på en lille, fattig gård, i et kærlighedsløst hjem med for lidt mad til de mange børn, og et hjem hvor alle slår alle, der er mindre end dem selv. Maries tyranniske bror Kaj truer jævnligt med seksuelle overgreb, men koen skal malkes, og kartofler graves op, og strømper stoppes.

Højdepunktet kommer halvvejs i romanen, hvor Maries mor en dag sælger maleriet for at få råd til et luftfoto af gården, som hun stolt forærer familien juleaften.

I den første halvdel af romanen folder handlingen sig langsomt, men intenst ud igennem fine beskrivelser af det barske, lille samfund i Langeland, samt fortælleren Maries forhold til sin mor, far, brødre og veninder – og til fiskersønnen Otto, som hun forelsker sig i. Men som handlingen skrider frem, bliver der mindre og mindre af den nænsomhed, der var i begyndelsen af romanen, og flere af bogens kapitler føles klemt sammen, som om der er puttet for mange dimser ned i en æske, og de små dimser kommer ikke længere til sin ret – og i sidste halvdel af bogen fik jeg sværere og sværere ved at få øje på det skønne og uskønne ved Folkets skønhed, som der var i begyndelsen.

Jeg hader virkelig ordet “kvindeliv” og har svoret, at jeg aldrig ville bruge det – og især ikke i en boganmeldelse (samt betegnelsen “kvindeportræt”), så det vil jeg ikke gøre. Men igennem romanen er der et fællestræk i den måde, de forskellige kvinders liv bliver portrætteret på. “Helvede er at være kvinde,” siger Maries mor flere gange, og Marie ender selv med at sige det. Og romanen tegner heller ikke et særligt flatterende billede af at være kvinde, hverken på Langeland eller senere i det moderne København, tværtimod bliver dette beskrevet med en isnende kølighed. Det er et liv underlagt andres luner, først farens, senere mandens. Det er et liv med seksuelle ydmygelser og færre muligheder og rettigheder i alle livets aspekter. Selvom romanen foregår i slut 30’erne, 40’erne, 50’erne og de tidlige 60’ere kommer man nemt til at tænke på nutidens #metoo, når den liderlige nabo tager den voksne Marie på røven, når ingen andre ser det, og Marie ved ikke, hvordan hun skal sige fra over for det, og så er det nemmere for alle parter, at hun bare finder sig i berøringerne. Så er det jo heller ikke værre.

Uanset fejl og mangler er “Folkets skønhed” et hovedværk i Merete Pryds Helles forfatterskab.

IMG_9858

Grundledsløs

Jeg er endelig færdige med “De elendige”, et fantastisk værk og et fantastisk langt værk. Uden at afsløre for meget kan jeg afsløre, at jeg kneb en lillebitte tåre til sidst. Jeg har hele tiden tænkt, at den næste bog, jeg skulle læse, skulle være let, kort og ikke litterær-fancy-pancy, og så fik jeg “Hvor der er fugle” stukket i hånden, en roman af Maren Uthaug (hende med Striberne).

Allerede på første side begynder det dog at skære i mine læseører. Uthaug opbygger sætningerne på den samme irriterende, grundledsløse måde.

“Pudsede glasset og lod lyset skinne frit. Tog kluden, der hang ved døren til rækværket.”

“Vendte sig om og betragtede tårnet.”

Jeg kunne måske have accepteret det, hvis der havde været tale om en førstepersonsfortæller, men ikke en tredjepersonsfortæller, det dur simpelthen ikke.

“Prøvede at give hals, men kunne ikke få luft.”

Jamen, når man først får øje på det, så kan man virkelig ikke koncentrere sig om andet!

“Sendte en klat i retningen af ruden uden at ramme.” (En fugleklat, that is.)

Åh, hvilken rædsel! Jeg er kun kommet til side 4! Eller som Uthaug ville skrive: Er kun lige begyndt.

IMG_9834

 

This is the end

Jeg nærmer mig så småt slutningen på De elendige – og Victor Hugo har igen forladt den enormt spændende handling (der er en, der er lige ved at dø, jeg siger ikke hvem!) for 117. gang (måske bogstaveligt talt 179. gang eller måske 225. gang) og begynder igen, igen, igen at fremføre de samme patosfyldte pamfletargumenter for frihed, lighed og broderskab, oplysning, Gud, ikke-kongen og fædrelandet. Og pludselig slog det mig:

1. Værket er skrevet over en periode på 16 år. Måske har Hugo simpelthen glemt, at han allerede er kommet med præcis det samme argument tidligere. Værket er trods alt 1800 sider langt og nedskrevet i hånden. Det er måske (helt forståeligt!) svært at hitte rede i notaterne og siderne til sidst.

2. Hugo er lidt ligesom den der fulde onkel til en familiefest, der hver gang afbryder en ellers god samtale og bliver ved med at fortælle de samme tre anekdoter igen og igen, år efter år.

IMG_9824
Hugo som den fulde onkel. “Nu skal jeg fortælle jer om dengang, der var Revolution …”

Forfatteriver

Jeg er med til at arrangere Verdens Bedste Litteraturfestival, nemlig Anholt Litteraturfestival, og i vores lille arrangørgruppe sidder vi lige nu og skriver lister over de forfattere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne og Grønland, vi gerne vil have med til Anholt 2018 – og jeg ville ønske, at vi kunne invitere mindst 100 forfattere – både dem, der var med sidste år og forrige år, og en masse andre og nye, og hvad med dén eller dén, og kunne det ikke være fedt med hende dér eller ham dér, og ønskelisten bliver længere og længere og længere, og der er alt, alt for mange forfattere, jeg gerne ville have med, men som ikke får en invitation.

IMG_9777

 

Filmbogfilmbogfilm

Jeg så forleden, at den murstenstunge og formidable roman af Donna Tart, “The Goldfinch” (dansk: Stillidsen), skal filmatiseres, og blev som altid, når jeg ser, at gode bøger skal filmatiseres, lidt skeptisk, fordi filmen så sjældent lever op til bogen. Det er en læsenørdkliché: at sige at bøger altid er bedre end filmen.

Men det passer ikke, at bøger altid er bedre. Der bliver ofte lavet gode film baseret på bøger, men så er det bare på dårlige eller halvdårlige bøger. For eksempel er The Godfather en genial film, men en halvvissen bog.

Men det hører til sjældenhederne at se en rigtig god film, som er baseret på en rigtig god bog.

“To Kill a Mockingbird” (1962) er en af disse få virkelig gode film, som er baseret på en virkelig god bog. Jeg genså den i går aftes med min lillesøster, der hverken havde læst bogen eller set filmen. (Den er på Netflix!) “To Kill a Mockingbird” foregår i 30’ernes sydstater, hvor den rolige, gode, kloge og enlig-far advokat Atticus Finch skal forsvare en uskyldig sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde. Retssagen, og den virkning den får på byen, bliver set igennem den 6-årige Scouts øjne (i både bogen og filmen er hun fortæller).

Denne amerikanske klassiker (måske den mest kendte og læste klassiker i USA, den er på pensum i næsten alle high schools) er skrevet af Harper Lee i 1960, kun to år før den bliver filmatiseret af Robert Mulligan med Gregory Peck i rollen som Atticus Finch. Både bogen og filmen blev en øjeblikkelig succes (bogen vandt en Pulitzer og filmen flere Oscars) og har været det lige siden (selvom der selvfølgelig ikke nødvendigvis er kausalitet mellem kvalitet og succes) – og er altså vidne om, at det sommetider godt kan lykkes at lave en virkelig god film baseret på en virkelig god bog.

(Jeg har faktisk på stående fod svært ved at komme i tanker om mere end en lille håndfuld gode film, der er baseret på gode bøger, hvor kvaliteten i filmen når samme højde som bogen. (Og det er jo selvfølgelig, fordi bøger i sidste ende er bedre end film, ja?))

IMG_9776
Jeg lider af en evig og evigt uforløst forelskelse i Atticus Finch