Bonjour, Bonjour Tristesse

Den franske forfatter Françoise Sagan var kun 18 år, da hun i 1954 udgav den korte roman Bonjour Tristesse. (Hvilket kan få mig til at tænke: HVAD FANDEN HAR JEG OVERHOVEDET UDRETTET I MIT LIV!!!?) Romanen var kontroversiel og provokerende – og bragede året efter udgivelsen ind på de amerikanske bestsellerlister. I dag skal der mere til at provokere end en teenagepiges løsslupne forhold til sex og kærlighed, men i 1954 var det uhørt (i hvert fald at skrive om), at en teenagepige skulle ønske sex, uden for den store, ægte kærlighed og/eller et forholds faste rammer – og at begær er noget, der tales åbent om mellem teenagere og voksne.

I kammerspillet Bonjour Tristesse er jeg-fortælleren, den 17-årige Cécilie, taget på ferie med sin far, en nogle-og-fyrreårig Don Juan-type, og farens elskerinde Else. Efter at Cécilie er kommet hjem fra kostskole et par år tidligere – hun blev sendt af sted som lille, da hendes mor døde – har hun og faren levet et løssluppent liv; faren har haft mange skiftende forhold, og Cécilie er til stor fornøjelse for dem begge blevet taget med ud i selskabslivet. Men på Rivieraen, i den brændende sol, bliver de tres – farens, Elses og Cecilies – festlige liv forstyrret af Anne, der flytter ind. Anne er den afdøde mors gamle veninde, hvis værdier står i modsætning til de tres hedonistiske livsstil. Hun er elegant, intellektuel og ærbar – og meget smuk med sine fine, raffinerede rynker. Den noget yngre Else bliver hurtigt jaloux og ikke helt uden grund. Og så er der den unge mand Cyril, som Cécilie indleder et forhold til.

Romanen strækker sig over et par uger på denne sommerferie, der vil danne ramme om en skelsættende begivenhed i Cécilies liv. Cécilie plages af en splittethed: Hvad der før gav hende lykke, fest og ballade, bliver nu set med Annes misbilligende øjne. Men er de værdier, Anne bringer med sig til Rivieraen, bedre for Cécilie og faren? Kan Cécilie og faren leve op til Annes høje, moralske standarder? Cécilie svinger, hun er pubertær, trodsig, arrig, men også medgørlig og letpåvirkelig. Hun både elsker og hader Anne. Cécilies følelsesmæssige umodenhed, der især kommer til udtryk i hendes mange refleksioner omkring kærlighed og troskab, bliver skildret med stor overbevisning. Hun er pisseirriterende og overfladisk, men hendes “teenagehed” er også meget letgenkendelig, som når hun fx lyver om, at hun læser lektier på sit værelse, men i stedet øver yogastillinger foran sit spejl (yoga i ’54?!)

Kammerspillet bliver allermest nervepirrende, spændende, når Cécilie udtænker en plan, en slags sammensværgelse, der kan få katastrofale konsekvenser for dem alle; faren, Else, Anne, Cyril og hende selv. Jeg har næsten lyst til at afsløre, hvad der sker, men også kun næsten.

IMG_0526

 

Metaalfabet

Politiken skriver i denne uge: På få år er bogbloggere skudt op i stort tal. De er generelt venligere end avisanmeldere, viser optælling. Nogle gange meget venligere. Forlag og forfattere elsker dem, for de giver tiltrængt synlighed til nye bøger.

Samme dag som jeg læser dette (som jeg ikke umiddelbart har nogen særlig holdning til), falder jeg over en bogbloggers anmeldelse af Inger Christensens Alfabet, der i hvert fald ikke er særlig venlig. Meget kan man sige (de fleste med bare den mikromindste sans for sprog og poesi ville sige, at hendes indlæg tangerede til helligbrøde), men jeg har sjældent moret mig så meget over et bogblogindlæg. Her er det:

Efter at have læst digtsamlingen ”Alfabet” må jeg indrømme, at jeg ville have svært ved at se Inger Christensen modtage en Nobelpris i litteratur. Digtsamlingen er ganske enkelt ringe, men jeg kan jo have været uheldig og have fået fat i en af forfatterens dårlige bøger.

Digtsamlingen ”Alfabet” blev udgivet i 1981, og jeg har faktisk meget svært ved at referere hvad digtene handler om, for de fleste af dem fremstod både tågede og uforståelige.

Det jeg fik ud af digtene var, at mange af dem handler om struktur.

Mange af digtene er præget af en konfus tilfældighed, som jeg ganske enkelt ikke kunne se meningen med – jeg aner kort sagt ikke hvad forfatteren vil med disse digte.

Mange digte er en opremsning af navneord, som f.eks. cikaderne, ceder, citrontræer – eller hærskarerne, hulerne, halvskyggen og havekunsten. Disse navneord efterfølges så af at disse ting ”findes”. Tænk at et forlag har udgivet en ”digtsamling”, hvor mindst en tredjedel af digtene består i at opremse ting med samme begyndelsesbogstav for så at starte og slutte med en bekræftelse af, at disse ting findes. I så tilfælde kan vi jo alle sammen blive forfattere hvis der ikke er større åndelige krav til en bog end at udarbejde en liste over ord der findes i verden.

Enkelte af digtene var faktisk rigtig fine, men det ændrer ikke ved, at det samlede indtryk er dårligt.

Digtene sagde mig ikke noget, jeg forstod ikke hensigten med denne bog, jeg synes kort sagt at digtsamlingen på stort set alle områder er et flop. Jeg kedede mig bravt, da jeg læste digtene og kunne mærke en irritation brede sig i hele kroppen da jeg læste ”Alfabet”.

Det kan desværre kun blive til en enkelt stjerne for ”Alfabet”, det er heldigvis sjældent jeg får fat i en bog, der er så ringe som denne.

Hvis jeg må give et eksempel på en af disse opremsninger, som uvist af visse årsager går under betegnelsen “digt”:

“Duerne findes; drømmerne, dukkerne
dræberne findes; duerne, duerne;
dis, dioxin og dagene; dagene
findes; dagene døden; og digtene
findes; digtene, dagene, døden”

(side 10)

Kort sagt, jeg forstår ikke denne digtsamling, jeg fandt den både ligegyldig og kedelig – og vil helt sikkert råde andre til at gå i en stor bue (MEGET stor bue) udenom “Alfabet”.

Jeg vil selv gerne være en venlig bogblogger, men på en meget cool og seriøs måde. (Men nu bliver jeg faktisk lidt i tvivl om, om det er uvenligt at hænge en anden bogblogger ud, fordi vedkommende har svinet Alfabet til?)

❤ –>

IMG_0492

Barselslæsegruppe fortsættes …

… så hvis du er mor eller far eller noget andet i den dur og på barsel, har du igen muligheden for at komme med i en barselslæsegruppe.

Vi læser én novelle per gang (jeg sørger for, at I får novellerne), og vi mødes én formiddag om ugen i fem uger i alt.

Programmet for sidste barselsforløb (som var et pilotprojekt) var som følgende:
“Sorgens have” af Caroline Albertine Minor
“Spøgelseshestene” af Karen Blixen
“Akvaplaning” af Emma Bess (altid megablæret med dobbeltkonsonant dobbeltkonsonant i et navn)
“Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” af Kjell Askildsen
“Digte” af Judith Hermann

Det bliver et andet program denne gang – men kvaliteten stadig i top, promise!

Det begynder tirsdag den 1. maj kl. 10.00 i Sct. Andreas Kirke. Og det er gratis at deltage, fordi Vor Frue Kirkes menighedspleje er så søde at betale min løn (og kaffen!) endnu engang.

Meld dig til ved at sende mig en mail: annachristhompson(dingeling)gmail.com

Post-Påske-Pip

I Sverige var der sne helt op til knæene, sagde mit yngste barn, hvorefter mit ældste barn svarede, at hans ben jo altså heller ikke var særlig lange. Jeg har ikke fået læst så meget som planlagt, selvom jeg dog ikke kan skyde skylden på den svenske sne/de svenske tilstande. Bordtennis og Munchkin (jeg tabte!) og gåture og generel uspecificeret familietid overtog påskelæsningen. Jeg er (blandt andet) i gang med at læse Oliver Sacks’ “The Man who Mistook his Wife for a Hat”; titlen skal forstås helt bogstaveligt – en mand troede rent faktisk, at hans kone var en hat. Bogen er skrevet i ’85 og består af en lang række korte case-stories skrevet af en neurologiprofessor, og er vældig interessant på en lidt underfundig og filosofisk måde. Sikke mange ting, der kan gå galt med et menneskes funktioner! Pyh-ha. Jeg vil i hvert fald ikke håbe, at jeg en dag vågner op fuldstændig skrækslagen, fordi der i sengen ligger et fremmed ben i forlængelse af min krop, lige dér hvor mit almindelige ben, der nu er pist væk, engang sad.

I dag i min barselslæsegruppe læste vi Kjell Askildsens novelle “Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan”, som (imho) er prototypen på en nær-perfekt novelle (med den fantastiske sætning: Jeg sad og så på sneen der drev hen mod vinduesruden og spekulerede på hvilke glæder min søster kunne have i livet, og da jeg efter at have tænkt mig om nåede frem til at hun sandsynligvis ikke havde nogen, fik jeg trang til at sige noget venligt, jeg blev simpelthen lidt sentimental, det var måske sneen mod ruden og varmen i stuen der gjorde det, men jeg kom aldrig så langt, for netop da jeg skulle til at åbne munden, spurgte hun om vi ikke skulle spille yatsy.) Og i aften i en anden læsegruppe skal vi læse et uddrag af Lars Bukdahls semi-digtsamling “Korshøjen”, et spøjst og patosfyldt fint, lille værk om at miste sin far.  –> Alt i alt en ganske glimrende litteraturarbejdsdag at begynde hverdagen med efter påsken.

IMG_0481.JPG
Svenske tilstande?

Underkastelse – nu som monolog

Jeg var til premiere i går på Betty Nansen Teatrets opsætning af Houellebecqs roman Underkastelse.

Opsætningen er meget tro mod bogen: En ateistisk, grænsende til det nihilistiske, litteraturprofessor, der ikke har andre glæder i livet end tilfældige seksuelle forhold, rødvin og mikroovsmad ser på, at det franske folk vælger en ny præsident fra det muslimske broderskab. Dette får store konsekvenser for samfundet – især for de franske kvinder, der ikke længere kan gå på arbejde.

Stykket bød på flot scenografi: En mørk scene med et dominerende, hvidt og lysende kors, der skiftede position og stilling på scenen, og et hold af tavse, sexede, unge kvinder som baggrundstæppe. Kvinderne skiftede også form undervejs; sexede skolepiger, så nonner, senere med burka-tildækket hoved iført sort undertøj og med spredte ben. Og så var det en imponerende skuespilpræstation af Lars Brygman, som den eneste på scenen med replikker. (Hvordan kan han huske alle de ting, han skal sige?!)

Underkastelse er lidt allegorisk; den franske litteraturprofessor er helt tydeligt i højere grad Houellebecqs marionetdukke end et virkeligt individ, men hvis man køber denne præmis har Underkastelse – stykket og bogen – noget interessant at byde på, både politisk og æstetisk.

IMG_0404.JPG
Blå himmel!

Verdens sjoveste boghyldestbog

Jeg genlæser The Uncommon Reader skrevet af den britiske forfatter og dramatiker – meget kendt i England, mindre kendt uden for England – Alan Bennett. Det er en lille, kort roman, som er så kort, at det næsten er for meget at kalde det en roman. I fortællingen følger vi den engelske dronning, der en dag, mere eller mindre ved et tilfælde, begynder at læse skønlitteratur, hvilket ændrer hendes liv markant. Hun møder den unge, homoseksuelle Norman, der normalt arbejder som køkkenassistent i Buckingham Palace, men nu bliver forfremmet til hendes personlige bogpusher – hvilket ikke bliver modtaget så godt på slottet. Dronningen begynder at læse mere og mere, og begynder langsomt at forsømme sine pligter som dronning, til stor fare for hele monarkiet. Ja, selv hendes berømte hunde bliver irriteret på bøgerne, fordi hun ikke længere leger med dem i haven, og det sker flere gange, at de bider i bøgerne, og Dronningen må ringe til biblioteket og undskylde. Det hele er virkelig fjollet, men også skrevet med en sådan overbevisning, at man må grine mange gange undervejs. Som virkelig god satire skal være, er det også mere end bare underholding; The Uncommon Reader er en klog og filosofisk boghyldest, der handler om glæden ved at læse, og om skønlitteraturens impact på både samfundet og på det enkelte individ. Jeg vil gerne garantere, at hvis man er sådan én, der (ligesom bogens hovedperson) synes, det ville være irriterende at skulle ud og hilse på medarbejderne på en ostefabrik i provinsen, når man liiiiige er i gang med en superspændende bog, så vil man også være vild med Alan Bennetts lille historie.

IMG_0403
Titlen er en reference til Virginia Woolfs essaysamling The Common Reader, der blandt andet indeholder essayet “How Should One Read a Book”.

 

Litteratur og babylyde

Danmarkshistoriens allerførste læsegruppe for mennesker på barsel har haft sit allerførste møde. Der var megamange søde babyer, der sagde sjove babylyde, og der var Caroline Albertine Minors novelle “Sorgens have”, der stammer fra den anmelderoste og prisnominerede novellesamling Velsignelser (2017). Det er samlingens mest skrøbelige, sanselige og nærværende mavepuster-tekst, der handler om jeg-fortælleren Caroline, hvis kæreste kommer ud for en ulykke, der forandrer ham og deres forhold. Jeg tror, det gik godt med at tale om den.

Næste gang skal vi læse en af mine yndlingsfortællinger: Karen Blixens “Spøgelseshestene”, der har en af mine yndlingslitteraturbegyndelser:
“En lille pige lå syg i et stort hus. Hun blev bedre, men fik så et pludseligt tilbagefald, og fra nu af var det som om hun nægtede at komme sig.”

(Jeg har lovet, at vi ikke skal læse tekster, hvori der dør børn, så jeg måtte spoile historien en smule på forhånd.)

IMG_0401

Pablo læser Pablo

Du vil huske dette springende vandløb,
hvor søde dufte steg op og skælvede,
og fra tid til anden en fugl, klædt i vand
og langsomhed, dens vinterfjer.

Du vil huske disse jordens gaver:
uudslettelige dufte, gyldent ler,
ukrudtsplanter i krattet og gale rødder,
magiske torne som sværd.

Du vil huske den buket du samlede op,
skygger og tavst vand,
en buket som en sten dækket af skum.

Og dengang var som aldrig og som altid.
Lad os gå derhen, hvor intet venter os,
vi vil finde alting vente dér.

Pablo Neruda, Hundrede kærlighedssonetter (1959).

IMG_0384
Min smukke Pablo læser Pablo.

Kom til Anholt til august

Vi har nu indgået aftaler med de fine og dygtige forfattere, vi har inviteret med til Anholt Litteraturfestival 2018. Det er et virkelig godt line-up med forfattere fra Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Grønland, Island og Danmark. Vi holder navnene hemmeligt lidt endnu (et eller andet med, at det giver bedre PR at lave lidt suspense???), men nu er datoerne for festivalen i hvert fald helt officielle:
D. 16. – 19. august 2018.

Det foregår ikke overraskende på Anholt, den absolut allermest dejlige, danske ø, jeg har været på.

Sæt kryds i kalenderen.

IMG_8906
Her flyver jeg ind over Anholt sidste år og betragter det flotte, turkisfarvede vand og de hvide sandstrande. Ja, jeg var også lidt nervøs for flyveturen i sådan et usandsynligt lille fly!

Lars Frost på Trappen mener noget

I går hørte og så jeg et interview med Lars Frost på Trappen i Boghallen; han fortalte, at han var træt af at mene alt muligt, træt af at alle hele tiden mente alle mulige ting, uden at de nødvendigvis havde sat sig ind i tingene, træt af manglen på nuancer, træt af at man altid bliver overfuset, når man mener et eller andet, især på de sociale medier. Men Lars Frost mente alligevel noget, hvilket han selvfølgelig godt kunne se det paradoksale i, når han nu mente, at han ikke ville mene alle mulige ting; han mente blandt andet, at litteratur bliver mindre godt (eller sagde han ligefrem dårligt?), når det virker, som om teksten skal mene noget, og han mente, at mange danske bøger, der bliver udgivet i dag, virker, som om de er alt for hurtigt skrevet, som om de næsten bare kunne have været et blogindlæg eller en facebookopdatering, men med et forlags korrektur. Ingen nævnt, ingen glemt.

IMG_0373
Lars Frost med mikrofon. Mennesker på Trappen. Bøger i baggrunden.

‘Dukken der blev væk’ er en fremragende roman om moderskab, længsel og utilstrækkelighed

Jeg-fortælleren Leda er i slutningen af 40’erne og skal for første gang på ferie alene, efter hendes børn er flyttet hjemmefra. Hun glæder sig og føler sig let og ikke længere bundet af det tyngende ansvar, det er at være mor. Hun lejer en lejlighed i en badeby og tager hver dag til stranden for at slappe af, læse, skrive, bade. Men hurtigt bliver hun optaget af en ung, smuk mor, der på stranden – udadtil ukompliceret – leger med sin lille datter og datterens dukke. Jeg får associationer til Gustav von Aschenbach fra Thomas Manns Døden i Venedig, der ligesom Leda er på ferie og bliver betaget af et ungt menneske, og både Leda og Aschenbach betragter mennesket med en inderlig, nærmest sygelig opslugthed. Men hvor Aschenbach altid holder sig på afstand, kommer Leda på forskellige måder i kontakt med den unge mor og hendes familie. En dag stjæler Leda, i et øjeblik af vanvid, dukken, der tilhører den unge mors datter. Dette sætter gang i en kædereaktion af erindringer, der bringer hende tilbage til den tid, hvor hendes egne døtre var små – og det var – kan jeg afsløre uden at spoile for meget – ikke helt idyllisk. Det sætter også skub i tingene på stranden; den unge mors familie iværksætter den helt store eftersøgning af dukken; barnet, der hidtil havde leget stille og roligt, savner sin dukke og bliver utilfreds, tvær og krævende, og den unge mor begynder at betro sig til Leda.

Dukken der blev væk af Elena Ferrante, den mest kendte, ikke-kendte, italienske forfatter (navnet er et pseudonym), er en psykologisk roman; kort, stram og stringent. Ledas forhold til sit eget moderskab beskrives med en nærmest kvalmende og iskold præcision; et moderskab, der er kendetegnet ved utilstrækkelighed, splittelse og ambivalens. Jeg tror, alle mødre (og måske også fædre) kan (i varierende grad) genkende sig selv i Leda.

Temaerne er de samme som i Ferrantes mere kendte kvadrologi, Napoli-serien; moderskab, nære relationer, svigt, jalousi. Men hvor Napoli-serien folder sig ud i et stort episk værk, der strækker sig over flere årtier, har Dukken der blev væk mere karakter af en novelle; et lille persongalleri, nærmest et kammerspil, hvor det er sparsomt med både panoramiske beskrivelser og baggrundsfortællinger. Hver sætning tillægges betydning. (En af mine yndlingssætninger i romanen, yndlingssætning, fordi den er så præcis (og minder mig om den tid, hvor mine børn aldrig sov): “Fysisk træthed er et forstørrelsesglas.”)

Ferrante mestrer prosaen, både den stramme form og den mere udfoldende, til nærmest perfektion. Hun er en af de nulevende forfattere, jeg sætter allermest pris på.

Bogkøbere <3 III

ingercI går kom en kunde ind i Boghallen, der gerne ville have den nye Inger Christensen-udgivelse, ja, hvad er det nu den hedder, sagde han, måske noget med “Som var mit liv lidt citron der blev spist” …?

Vi blev enige om, at det måtte være to’eren, der endnu ikke er udkommet.

Det er i øvrigt en fin udgivelse indeholdende gemte/glemte tekster af Inger Christensen. Inden sin død afleverede hun sit personlige arkiv til Det Kongelige Bibliotek – som altså nu er blevet til denne udgivelse med den meget poetiske titel (som måske kan være lidt svær at huske)
Som var mit sind lidt græs der blev fortalt.

Tak for alt, Prins Henrik, litteraturens mand

Det var trist at vågne op til nyheden om Prins Henriks død. Uanset om man er royalist eller ej, og hvad end man måtte mene om kongehuset som institution, så er Prins Henrik alligevel et menneske, der altid har været der, igennem hele mit liv og de fleste andre danskeres liv. (Og derudover er han selvfølgelig også nogens far, nogens bedstefar, nogens mand, nogens ven, nogens bror, og mine tanker går i denne stund også til dem.)

Jeg synes i særdeleshed, at vi i Danmark kan være stolte af, at vi har haft en Prins(gemal) og pseudo-regent, der har vægtet finkulturen højt (hvem tør vægte den højt i dag?) og særligt litteraturen. Poesi er nødvendig, har Prins Henrik flere gange udtalt.

Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden.
Prins Henrik, d. 16. juni 2010

 
Her er et af Prinsens egne digte, som han har skrevet til sin hustru.

 

Skytsengel

 
Som skumringens luftsyn

I et grænseløst himmelrum

Vil jeg være den skygge

Som følger dit fodtrin.

Et syn, som svinder

Mens ørkenen mørkner

En dunkel skygge

Du aldrig får at se.

Skjult i det bløde sand

Vil jeg værge og våge

Over de svage spor

Du træder på famlende fødder.

Hvad gør det mig

Hvor scenen er sat

Mit brændende ønske er blot

At skjule din frysende krop

Med min skælvende skygge.

I det mørknende blå

Vil jeg jage blandt ulvene

Uophørligt følge dit spor

Til vort evige stævnemøde.

Genreforventninger og Montana-forargelse (eller ‘Springer jeg ud som litteraturkonservativ?’)

I går læste jeg – med høje forventninger – Lone Aburas’ anmelderroste og Montana-prisbelønnede værk “Det er et jeg der taler”.

Hvis jeg havde læst værket som en “politisk pamflet”, ville jeg have tænkt, at det var en skarp/sjov/klog/velskrevet “politisk pamflet”, et vredesudbrud, en fabulerende essayistisk tekst om racisme og om, hvordan det er at vokse op som mørkhudet i Danmark, hvilket, som man kunne have på fornemmelsen, ikke er særligt kønt. Der er anekdoten om pædagogerne, der griner af faderen, der ikke kan sige sin datters danske navn korrekt, der er tilråb på gaden, der er den voksne kvinde, der får at vide, at et andet menneske slet ikke tænker over, at hun ikke er hvid – som om det skulle være en kompliment. Men selvom det har været svært at vokse op i Danmark med en muslimsk baggrund, sker der selvfølgelig værre ting ude i verden: “Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene”.

Hvis jeg havde læst “Det er et jeg der taler” som en kronik eller et essay i en avis, så havde jeg måske delt det på de sociale medier og skrevet “hey læs dette”, selvom jeg også ville tænke, at det sikkert var lidt preaching for the choir-agtigt, for der står ikke noget nyt eller noget særligt kontroversielt eller noget som nogen i min opgangskreds og netværk af venstreorienterede eller semi-ventreorienterede humanister ville være uenige i.

Men jeg tog værket op i min hånd med den forventning, at det var et skønlitterært værk (godt nok et meget, meget, meget kort værk, ca. 20 siders tekst), et værk som har vundet en fin litterær pris – og jeg følte mig forarget som en gammel, træls, litteraturkonservativ mand, da jeg tænkte, jamen dette her er jo ikke skønlitteratur – og slet ikke en litteraturpris værdig.

Ud fra et litteraturvidenskabeligt perspektiv er det altid interessant, hvordan genredefinitioner (og alle mulige og umulige andre kontekster) er styrende for læsningen. Hvis jeg havde læst “Det er et jeg der taler” med andre forventninger (altså forventningen om at jeg skulle læse et velskrevet politisk essay og ikke et prisbelønnet skønlitterært værk) ville jeg sikkert have haft en bedre læseoplevelse (ikke at en god læseoplevelse i sig selv er det bedste litteraturen kan give, fx havde jeg en bedre læseoplevelse, da jeg læste “Greven af Monte Cristo”, end da jeg forsøgte at hakke mig igennem “Ulysses”, selvom jeg aldrig vil påstå, at “Greven af Monte Cristo” skulle være bedre skønlitteratur af den grund).

I dette tilfælde hæftede jeg mig inden læsningen mere ved, at Aburas’ miniværk havde vundet en litterær pris, end ved den definition, der står på selve bogen, Agitprop, den sovjetiske term for kommunisternes propaganda (agitation og propaganda), for teksten er bevidst omkring dens genre og kompleksiteten i at skrive skønlitteratur med et politisk formål. På den måde vildleder Aburas ingen.

Men bare fordi en tekst gør opmærksom på de litterære problemer, der er med teksten, ophæver det ikke automatisk problemerne. Hvordan skriver man god politisk poesi, spørger teksten, meget relevant, men jeg svarer: desværre ikke sådan der. Jeg undrer mig ganske inderligt over, at en 20-siders politisk tekst kan vinde en litterær pris, og jeg kommer til at tænke på 70’ernes populære skønlitterære tekster, der blev populære, fordi de var politiske på den helt rigtige og moderne måde. Men måske er jeg bare sprunget ud som litteraturkonservativ på mine gamle dage.

Harry Potter-morgen

Engang sagde mit ældste barn til mig, at grunden til man skal lære at læse, er så man engang kan læse bøger for sine børn.

Jeg er selv vokset op med en mor, der har læst meget for mig, og jeg læser selv dagligt op for mine børn i ugerne, de er hos mig, sommetider kun en lillebitte, hurtig historie, andre gange i længere tid. Det er en kliché, men verden bliver virkelig større af det.

Nogle af mine bedste barndomsminder er min mor, der læser højt for mig. Ronja Røverdatter, Hobbitten. Jeg tror ikke, at jeg ville have været mig, hvis ikke jeg havde hørt disse historier. Da jeg var barn, og jeg hørte andre mennesker læse op, tænkte jeg hver gang, at de slet, slet ikke læste lige så godt op som min mor. (Gad vide om mine børn også tænker sådan, når de hører andre end mig læse op?)

Vi er lige gået i gang med Harry Potter for allerførste gang. Så bliver det næsten ikke bedre sådan en weekendmorgen. Harry har lige været i Diagonalstræde for første gang og har købt skolebøger- og tøj – og har fået en fin, hvid sneugle af Hagrid.

IMG_0338