Verdens sjoveste boghyldestbog

Jeg genlæser The Uncommon Reader skrevet af den britiske forfatter og dramatiker – meget kendt i England, mindre kendt uden for England – Alan Bennett. Det er en lille, kort roman, som er så kort, at det næsten er for meget at kalde det en roman. I fortællingen følger vi den engelske dronning, der en dag, mere eller mindre ved et tilfælde, begynder at læse skønlitteratur, hvilket ændrer hendes liv markant. Hun møder den unge, homoseksuelle Norman, der normalt arbejder som køkkenassistent i Buckingham Palace, men nu bliver forfremmet til hendes personlige bogpusher – hvilket ikke bliver modtaget så godt på slottet. Dronningen begynder at læse mere og mere, og begynder langsomt at forsømme sine pligter som dronning, til stor fare for hele monarkiet. Ja, selv hendes berømte hunde bliver irriteret på bøgerne, fordi hun ikke længere leger med dem i haven, og det sker flere gange, at de bider i bøgerne, og Dronningen må ringe til biblioteket og undskylde. Det hele er virkelig fjollet, men også skrevet med en sådan overbevisning, at man må grine mange gange undervejs. Som virkelig god satire skal være, er det også mere end bare underholding; The Uncommon Reader er en klog og filosofisk boghyldest, der handler om glæden ved at læse, og om skønlitteraturens impact på både samfundet og på det enkelte individ. Jeg vil gerne garantere, at hvis man er sådan én, der (ligesom bogens hovedperson) synes, det ville være irriterende at skulle ud og hilse på medarbejderne på en ostefabrik i provinsen, når man liiiiige er i gang med en superspændende bog, så vil man også være vild med Alan Bennetts lille historie.

IMG_0403
Titlen er en reference til Virginia Woolfs essaysamling The Common Reader, der blandt andet indeholder essayet “How Should One Read a Book”.

 

Litteratur og babylyde

Danmarkshistoriens allerførste læsegruppe for mennesker på barsel har haft sit allerførste møde. Der var megamange søde babyer, der sagde sjove babylyde, og der var Caroline Albertine Minors novelle “Sorgens have”, der stammer fra den anmelderoste og prisnominerede novellesamling Velsignelser (2017). Det er samlingens mest skrøbelige, sanselige og nærværende mavepuster-tekst, der handler om jeg-fortælleren Caroline, hvis kæreste kommer ud for en ulykke, der forandrer ham og deres forhold. Jeg tror, det gik godt med at tale om den.

Næste gang skal vi læse en af mine yndlingsfortællinger: Karen Blixens “Spøgelseshestene”, der har en af mine yndlingslitteraturbegyndelser:
“En lille pige lå syg i et stort hus. Hun blev bedre, men fik så et pludseligt tilbagefald, og fra nu af var det som om hun nægtede at komme sig.”

(Jeg har lovet, at vi ikke skal læse tekster, hvori der dør børn, så jeg måtte spoile historien en smule på forhånd.)

IMG_0401

Pablo læser Pablo

Du vil huske dette springende vandløb,
hvor søde dufte steg op og skælvede,
og fra tid til anden en fugl, klædt i vand
og langsomhed, dens vinterfjer.

Du vil huske disse jordens gaver:
uudslettelige dufte, gyldent ler,
ukrudtsplanter i krattet og gale rødder,
magiske torne som sværd.

Du vil huske den buket du samlede op,
skygger og tavst vand,
en buket som en sten dækket af skum.

Og dengang var som aldrig og som altid.
Lad os gå derhen, hvor intet venter os,
vi vil finde alting vente dér.

Pablo Neruda, Hundrede kærlighedssonetter (1959).

IMG_0384
Min smukke Pablo læser Pablo.

Kom til Anholt til august

Vi har nu indgået aftaler med de fine og dygtige forfattere, vi har inviteret med til Anholt Litteraturfestival 2018. Det er et virkelig godt line-up med forfattere fra Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Grønland, Island og Danmark. Vi holder navnene hemmeligt lidt endnu (et eller andet med, at det giver bedre PR at lave lidt suspense???), men nu er datoerne for festivalen i hvert fald helt officielle:
D. 16. – 19. august 2018.

Det foregår ikke overraskende på Anholt, den absolut allermest dejlige, danske ø, jeg har været på.

Sæt kryds i kalenderen.

IMG_8906
Her flyver jeg ind over Anholt sidste år og betragter det flotte, turkisfarvede vand og de hvide sandstrande. Ja, jeg var også lidt nervøs for flyveturen i sådan et usandsynligt lille fly!

Lars Frost på Trappen mener noget

I går hørte og så jeg et interview med Lars Frost på Trappen i Boghallen; han fortalte, at han var træt af at mene alt muligt, træt af at alle hele tiden mente alle mulige ting, uden at de nødvendigvis havde sat sig ind i tingene, træt af manglen på nuancer, træt af at man altid bliver overfuset, når man mener et eller andet, især på de sociale medier. Men Lars Frost mente alligevel noget, hvilket han selvfølgelig godt kunne se det paradoksale i, når han nu mente, at han ikke ville mene alle mulige ting; han mente blandt andet, at litteratur bliver mindre godt (eller sagde han ligefrem dårligt?), når det virker, som om teksten skal mene noget, og han mente, at mange danske bøger, der bliver udgivet i dag, virker, som om de er alt for hurtigt skrevet, som om de næsten bare kunne have været et blogindlæg eller en facebookopdatering, men med et forlags korrektur. Ingen nævnt, ingen glemt.

IMG_0373
Lars Frost med mikrofon. Mennesker på Trappen. Bøger i baggrunden.

‘Dukken der blev væk’ er en fremragende roman om moderskab, længsel og utilstrækkelighed

Jeg-fortælleren Leda er i slutningen af 40’erne og skal for første gang på ferie alene, efter hendes børn er flyttet hjemmefra. Hun glæder sig og føler sig let og ikke længere bundet af det tyngende ansvar, det er at være mor. Hun lejer en lejlighed i en badeby og tager hver dag til stranden for at slappe af, læse, skrive, bade. Men hurtigt bliver hun optaget af en ung, smuk mor, der på stranden – udadtil ukompliceret – leger med sin lille datter og datterens dukke. Jeg får associationer til Gustav von Aschenbach fra Thomas Manns Døden i Venedig, der ligesom Leda er på ferie og bliver betaget af et ungt menneske, og både Leda og Aschenbach betragter mennesket med en inderlig, nærmest sygelig opslugthed. Men hvor Aschenbach altid holder sig på afstand, kommer Leda på forskellige måder i kontakt med den unge mor og hendes familie. En dag stjæler Leda, i et øjeblik af vanvid, dukken, der tilhører den unge mors datter. Dette sætter gang i en kædereaktion af erindringer, der bringer hende tilbage til den tid, hvor hendes egne døtre var små – og det var – kan jeg afsløre uden at spoile for meget – ikke helt idyllisk. Det sætter også skub i tingene på stranden; den unge mors familie iværksætter den helt store eftersøgning af dukken; barnet, der hidtil havde leget stille og roligt, savner sin dukke og bliver utilfreds, tvær og krævende, og den unge mor begynder at betro sig til Leda.

Dukken der blev væk af Elena Ferrante, den mest kendte, ikke-kendte, italienske forfatter (navnet er et pseudonym), er en psykologisk roman; kort, stram og stringent. Ledas forhold til sit eget moderskab beskrives med en nærmest kvalmende og iskold præcision; et moderskab, der er kendetegnet ved utilstrækkelighed, splittelse og ambivalens. Jeg tror, alle mødre (og måske også fædre) kan (i varierende grad) genkende sig selv i Leda.

Temaerne er de samme som i Ferrantes mere kendte kvadrologi, Napoli-serien; moderskab, nære relationer, svigt, jalousi. Men hvor Napoli-serien folder sig ud i et stort episk værk, der strækker sig over flere årtier, har Dukken der blev væk mere karakter af en novelle; et lille persongalleri, nærmest et kammerspil, hvor det er sparsomt med både panoramiske beskrivelser og baggrundsfortællinger. Hver sætning tillægges betydning. (En af mine yndlingssætninger i romanen, yndlingssætning, fordi den er så præcis (og minder mig om den tid, hvor mine børn aldrig sov): “Fysisk træthed er et forstørrelsesglas.”)

Ferrante mestrer prosaen, både den stramme form og den mere udfoldende, til nærmest perfektion. Hun er en af de nulevende forfattere, jeg sætter allermest pris på.

Bogkøbere <3 III

ingercI går kom en kunde ind i Boghallen, der gerne ville have den nye Inger Christensen-udgivelse, ja, hvad er det nu den hedder, sagde han, måske noget med “Som var mit liv lidt citron der blev spist” …?

Vi blev enige om, at det måtte være to’eren, der endnu ikke er udkommet.

Det er i øvrigt en fin udgivelse indeholdende gemte/glemte tekster af Inger Christensen. Inden sin død afleverede hun sit personlige arkiv til Det Kongelige Bibliotek – som altså nu er blevet til denne udgivelse med den meget poetiske titel (som måske kan være lidt svær at huske)
Som var mit sind lidt græs der blev fortalt.

Tak for alt, Prins Henrik, litteraturens mand

Det var trist at vågne op til nyheden om Prins Henriks død. Uanset om man er royalist eller ej, og hvad end man måtte mene om kongehuset som institution, så er Prins Henrik alligevel et menneske, der altid har været der, igennem hele mit liv og de fleste andre danskeres liv. (Og derudover er han selvfølgelig også nogens far, nogens bedstefar, nogens mand, nogens ven, nogens bror, og mine tanker går i denne stund også til dem.)

Jeg synes i særdeleshed, at vi i Danmark kan være stolte af, at vi har haft en Prins(gemal) og pseudo-regent, der har vægtet finkulturen højt (hvem tør vægte den højt i dag?) og særligt litteraturen. Poesi er nødvendig, har Prins Henrik flere gange udtalt.

Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden.
Prins Henrik, d. 16. juni 2010

 
Her er et af Prinsens egne digte, som han har skrevet til sin hustru.

 

Skytsengel

 
Som skumringens luftsyn

I et grænseløst himmelrum

Vil jeg være den skygge

Som følger dit fodtrin.

Et syn, som svinder

Mens ørkenen mørkner

En dunkel skygge

Du aldrig får at se.

Skjult i det bløde sand

Vil jeg værge og våge

Over de svage spor

Du træder på famlende fødder.

Hvad gør det mig

Hvor scenen er sat

Mit brændende ønske er blot

At skjule din frysende krop

Med min skælvende skygge.

I det mørknende blå

Vil jeg jage blandt ulvene

Uophørligt følge dit spor

Til vort evige stævnemøde.

Genreforventninger og Montana-forargelse (eller ‘Springer jeg ud som litteraturkonservativ?’)

I går læste jeg – med høje forventninger – Lone Aburas’ anmelderroste og Montana-prisbelønnede værk “Det er et jeg der taler”.

Hvis jeg havde læst værket som en “politisk pamflet”, ville jeg have tænkt, at det var en skarp/sjov/klog/velskrevet “politisk pamflet”, et vredesudbrud, en fabulerende essayistisk tekst om racisme og om, hvordan det er at vokse op som mørkhudet i Danmark, hvilket, som man kunne have på fornemmelsen, ikke er særligt kønt. Der er anekdoten om pædagogerne, der griner af faderen, der ikke kan sige sin datters danske navn korrekt, der er tilråb på gaden, der er den voksne kvinde, der får at vide, at et andet menneske slet ikke tænker over, at hun ikke er hvid – som om det skulle være en kompliment. Men selvom det har været svært at vokse op i Danmark med en muslimsk baggrund, sker der selvfølgelig værre ting ude i verden: “Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene”.

Hvis jeg havde læst “Det er et jeg der taler” som en kronik eller et essay i en avis, så havde jeg måske delt det på de sociale medier og skrevet “hey læs dette”, selvom jeg også ville tænke, at det sikkert var lidt preaching for the choir-agtigt, for der står ikke noget nyt eller noget særligt kontroversielt eller noget som nogen i min opgangskreds og netværk af venstreorienterede eller semi-ventreorienterede humanister ville være uenige i.

Men jeg tog værket op i min hånd med den forventning, at det var et skønlitterært værk (godt nok et meget, meget, meget kort værk, ca. 20 siders tekst), et værk som har vundet en fin litterær pris – og jeg følte mig forarget som en gammel, træls, litteraturkonservativ mand, da jeg tænkte, jamen dette her er jo ikke skønlitteratur – og slet ikke en litteraturpris værdig.

Ud fra et litteraturvidenskabeligt perspektiv er det altid interessant, hvordan genredefinitioner (og alle mulige og umulige andre kontekster) er styrende for læsningen. Hvis jeg havde læst “Det er et jeg der taler” med andre forventninger (altså forventningen om at jeg skulle læse et velskrevet politisk essay og ikke et prisbelønnet skønlitterært værk) ville jeg sikkert have haft en bedre læseoplevelse (ikke at en god læseoplevelse i sig selv er det bedste litteraturen kan give, fx havde jeg en bedre læseoplevelse, da jeg læste “Greven af Monte Cristo”, end da jeg forsøgte at hakke mig igennem “Ulysses”, selvom jeg aldrig vil påstå, at “Greven af Monte Cristo” skulle være bedre skønlitteratur af den grund).

I dette tilfælde hæftede jeg mig inden læsningen mere ved, at Aburas’ miniværk havde vundet en litterær pris, end ved den definition, der står på selve bogen, Agitprop, den sovjetiske term for kommunisternes propaganda (agitation og propaganda), for teksten er bevidst omkring dens genre og kompleksiteten i at skrive skønlitteratur med et politisk formål. På den måde vildleder Aburas ingen.

Men bare fordi en tekst gør opmærksom på de litterære problemer, der er med teksten, ophæver det ikke automatisk problemerne. Hvordan skriver man god politisk poesi, spørger teksten, meget relevant, men jeg svarer: desværre ikke sådan der. Jeg undrer mig ganske inderligt over, at en 20-siders politisk tekst kan vinde en litterær pris, og jeg kommer til at tænke på 70’ernes populære skønlitterære tekster, der blev populære, fordi de var politiske på den helt rigtige og moderne måde. Men måske er jeg bare sprunget ud som litteraturkonservativ på mine gamle dage.

Harry Potter-morgen

Engang sagde mit ældste barn til mig, at grunden til man skal lære at læse, er så man engang kan læse bøger for sine børn.

Jeg er selv vokset op med en mor, der har læst meget for mig, og jeg læser selv dagligt op for mine børn i ugerne, de er hos mig, sommetider kun en lillebitte, hurtig historie, andre gange i længere tid. Det er en kliché, men verden bliver virkelig større af det.

Nogle af mine bedste barndomsminder er min mor, der læser højt for mig. Ronja Røverdatter, Hobbitten. Jeg tror ikke, at jeg ville have været mig, hvis ikke jeg havde hørt disse historier. Da jeg var barn, og jeg hørte andre mennesker læse op, tænkte jeg hver gang, at de slet, slet ikke læste lige så godt op som min mor. (Gad vide om mine børn også tænker sådan, når de hører andre end mig læse op?)

Vi er lige gået i gang med Harry Potter for allerførste gang. Så bliver det næsten ikke bedre sådan en weekendmorgen. Harry har lige været i Diagonalstræde for første gang og har købt skolebøger- og tøj – og har fået en fin, hvid sneugle af Hagrid.

IMG_0338

 

Jeg søsætter min baby

Jeg har været på barsel to gange, det er efterhånden flere år siden, jeg husker både gode ting og dårlige ting, og så husker jeg kedsomhed og lange dage, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle fylde ud. Jeg savnede at bruge mit hoved. Jeg meldte mig til et forløb på Folkeuniversitetet, så jeg kunne komme lidt ud og lave noget, som jeg syntes var interessant, men jeg kom kun få gange, for da det blev aften, og jeg skulle af sted, var jeg for træt, det eneste, jeg kunne overskue, var at bevæge mig fra sofaen og ind i sengen, og jeg kiggede på uret og talte, hvor mange timer jeg kunne nå at sove, inden jeg blev vækket af en sulten baby. Jeg savnede noget at lave om dagen. Og meget gerne noget, der ikke handlede om børn, alt var smurt ind i børn, men det skulle samtidig være noget, hvor jeg kunne tage mit barn med. Det skulle jo også ammes og kysses med jævne mellemrum.

I efteråret sad jeg sammen med to søde kvinder, og midt i samtalen kom vi på en eller anden måde frem til, at jeg skulle starte en læsegruppe for mennesker på barsel. Jeg tænkte videre over ideen og googlede mig frem til, at det slet ikke fandtes. Hvordan kan ingen have fået den idé før?! Det var næsten som at opdage den dybe tallerken! Og så var tallerknen ikke engang smurt ind i majsgrød eller gulerodsmos. Jeg arbejdede videre på en projektbeskrivelse, og så var jeg så heldig, at Domkirken i København også syntes, det var en god idé og gerne ville finansiere et pilotprojekt.

Og nu findes det altså! Fra tirsdag d. 6. marts 10-12 og de fem følgende tirsdage. Det er (tror jeg nok) første gang i danmarkshistorien! Og det er altså en læsekreds for mødre og fædre på barsel. I barselslæsekredsen håber jeg på at skabe et rum for en åben samtale om god(!) litteratur på et højt niveau – samtidig med at man trygt kan medbringe sin baby – med alt hvad det medfører af amning, gråd, bleskift og gylp (som der i hvert fald var en del af, da jeg var på barsel).

Og det formelle:

Det er gratis at deltage (Hurra for Vor Frue Kirkes Menighedspleje!). Deltagerantallet er begrænset til 15. Tilmelding efter først-til-mølle.

Har du spørgsmål til forløbet og/eller vil du tilmelde dig, så skriv eller ring til mig – annachristhompson@gmail.com eller 27 14 74 38

Sted: Sct. Andreas Kirke, Gothersgade 148, 1123 Kbh. K

Jeg glæder mig megameget til det! Som frisk (eller træt!)

Din forudsigelige automatpilotkritik er en museumsgenstand, Henrik Marstal

I morgen d. 8. februar udkommer Morten Sabroes roman “32 centimeter”, som ja, skulle referere til længden på en vis legemsdel. Romanen handler om en magtfuld mand, der bliver anklaget for sexchikane. I et interview i Politiken fortæller Morten Sabroe om romanen og om sine macho– og pseudoprovokatoriske tanker omkring køn og feminisme. Alt er, som man kunne forvente, ikke særlig kønt. Det er kritikken af Morten Sabroe desværre heller ikke, altså køn.

I forgårs kom Henrik Marstals forudsigelige, automatpilot’iske kønskritik af Morten Sabroe/Morten Sabroes roman i debatindlægget: “Din nye roman er en museumsgenstand, Morten Sabroe” bragt i Politiken. Men er det romanen, eller er det Morten Sabroe, Henrik Marstal kritiserer? Det er svært at se forskellen, når Henrik Marstal skriver: “Sjovt nok har de mandlige hovedpersoner i jeres værker desuden ofte en påfaldende lighed med jer selv, men altid i en yngre og endnu mere potent version.”

Hvordan ved Henrik Marstal egentlig, hvordan Morten Sabroe er? Eller hvordan andre mandlige forfattere er, alle mandlige forfattere, som Henrik Marstal i øvrigt nu så ukønt, med dette “jeres værker,” sætter under samlet paraply. “(I er en) en lille, svindende elite, der bestyrkes i at have meget til fælles med hinanden: I er mænd, I er vestlige, I er hvide, I er intellektuelle, I er kunstnere, I er midaldrende eller ældre, I har jeres på det tørre, hvad angår kulturel, økonomisk og/eller social kapital, I er heteroseksuelle.” (Jeg bemærker diskret, at disse punkter også passer på Henrik Marstal selv.)

Det skærer i mit litterathjerte, at Henrik Marstal automatisk sætter lighedstegn mellem en hovedpersonen i en roman og forfatteren, der skriver romanen. Første introduktionslektion i litteraturvidenskab er: At hovedpersonen i en bog er en idiot, er ikke nødvendigvis det samme, som at forfatteren også er det, selvom det selvfølgelig sagtens kan være tilfældet alligevel.

Intet tyder på, at Henrik Marstal, kønsdebattør og nu også litteraturkritiker, overhovedet har læst “32 centimeter”, der heller ikke er udkommet endnu. Det er altid et godt sted at starte, hvis man skal kritisere et værk – at man læser det først. (Hvilket også fremgår af første lektion i litteraturvidenskab.) Derfor er det heller ikke særlig kønt, at Henrik Marstal på baggrund af et Politiken-interview med Morten Sabroe udleder følgende om “32 centimeter”: “For hvem kan mon læse din nye roman som andet end et dokument over en tid, der er ved at rinde ud? Og hvem kan mon se den som andet end en begrædelse over mandens tab af engang medfødte privilegier?”

Jeg er feminist og all-for privilegiebevidstgørelse. Men jeg gudhjælpemig dødtræt af unuanceret automatpilotkritik – hvilket Henrik Marstal gør sig skyldig i, både når det gælder feminisme og litteraturkritik.

Om Morten Sabroes roman er mere nuanceret end Morten Sabroe, lader jeg indtil videre stå hen i det uvisse.

Dansk flygtningelejr i Afrika

Når sci-fi-litteratur bliver til virkelighed: Jeg tænker på, om Mette Frederiksen har læst Kaspar Colling-Nielsens “Det europæiske forår”, hvori der optræder en stor, dansk flygtningekoloni i Mozambique.

Screenshot-2018-2-5 Socialdemokratiet klar med første store valgoplæg Slut med at søge asyl i Danmark
(Selvom Mozambique ikke helt kvalificerer sig som værende nordafrikansk, men det er der nok mange danskere, måske også Mette Frederiksen, der ikke tænker over. Afrika, potato.)

Navnløs

Jeg tror ikke, mine søstre vidste, at jeg har et særligt forhold til Nikolaj Nørlund, da de gav mig billetter i julegave til hans koncert med symfoniorkestret Copenhagen Phil – sådan et særligt forhold, som man kun kan få til noget, når man opdager det som ung, og man opdager det samtidig med, at man opdager verden. Jeg var 15 år, og min dengang allerbedste veninde, som det smerter mig at tænke på i dag, introducerede mig til Nikolaj Nørlunds album “Navnløs”; et album, hvor han har lagt musik til Michael Strunge-digte. Vi gik på efterskole sammen og sad inde på hendes værelse og lyttede til sangene. Jeg kan ikke læse disse digte af Michael Strunge uden at høre Nikolaj Nørlunds karakteristiske stemme synge dem.

Til koncerten i lørdags spillede Nikolaj Nørlund en enkelte af disse sange/digte, Den støjende tid:

Jeg er den tavse
i den støjende tid
der er tusinde ord for min tavshed.
Ser ud over byen med tomme øjne
eller læser tilfældigt i aviser
og glemmer igen.
Snakker kun med dem der ikke kender mig
og siger jeg ikke er hjemme.
I dag har jeg ikke grædt
i går sad jeg bagerst i biografen
og så en film om i morgen
eller en anden planet.
Jeg ligger i sengen
eller giver mig lov til en tur
på lette betingelser.
Jeg har elsket en gang
men drømmer igen og igen.
Jeg vil aldrig slå mig selv ihjel
men i morgen vil jeg vågne efter søvnen.

Jeg er den usete blinde
i billedernes regeringstid
jeg taler meget om farverne.
Lytter til min terapeut
og slår plat og krone om næste session.
Jeg fylder mit værelse med energi
og kan netop overskue denne time
fra hjørnet længst væk fra ruden.
Efter et år har jeg bestemt mig for et opgør.
Mine tanker er grænseløse og tynde som papir
og jeg slutter nu at jeg ikke kan.

Bogkøbere <3 II

En ældre dame blev meget begejstret, nærmest henrykt, da hun så, at Boghallen havde “Sommerfugledalen” af Inger Christensen, som hun troede, havde været ude af tryk i årevis.

_9788702076714

Hun fortalte om engang, hvor hun havde hørt Inger Christensen læse op af “Sommerfugledalen” til et arrangement i Rundetårn, Inger Christensen siddende på en stol med et glas rødvin i hånden, hendes rolige, karakteristiske måde at læse op på – det havde virkelig lydt til at være en meget fin oplevelse.

Da jeg havde solgt hende to eksemplarer af digtsamlingen, kom hun med afslutningsreplikken: “Jeg er lige så gammel som Inger Christensen … bortset fra, at jeg ikke er død … endnu.”