Alt hvad du ejer af maskulinitet

Caspar Erics nye digtsamling Alt hvad du ejer består af en samling sammenhængende digte, der fortæller historien om et mandligt jeg (der i digtsamlingen omtales som du), der mister et barn i 13. uge, da hans kæreste aborterer. Denne fortælling bliver vævet ind i historien om jeg’ets søsters graviditet og senere barselstilværelse, samt bedstemorens sidste tid. Jeg’ets forhold går efter nogle måneder i stykker – det viser sig blandt andet også, at han har været hende utro på en tur til Norge. Jeg’et kaster sig ud i nye relationer og mulige forelskelser, men forestillingen om barnet, der skulle have været, men ikke er, er allestedsnærværende.

Digtsamlingen handler om sorg, nære relationer, maskulinitet og en 30-årig mands søgen efter identitet og stabile forhold – og i sidste ende et barn. Til denne personlige skildring tilføjes en meget tidstypisk kapitalisme- og magtkritik, hvor den forsøger at kæde den personlige fortælling sammen med en samfundsmæssig fortælling, hvor kapitalismen gennemsyrer alle aspekter af samfundet.

Til trods for, at jeg fatter sympati med projektet i digtsamlingen, finder jeg desværre ikke Alt hvad du ejer særlig vellykket.

Flere af digtene består af halvkedelig knækprosa, grænsende til en casestory på strofer. (Et eksempel på disse casestory-digte lyder: “Efter æbleskiverne gav din mor dig lov til at gå/hun kunne se at julelykken tyngede dig/du er stadig glad på din søsters vegne/det gjorde det bare ikke nemmere/at skulle kræve plads til at være trist/du følte at alle ignorerede hvad du havde været igennem/fordi alle ignorerede det/senere røg du en joint på en bænk/og luften var så kold at den blev våd mod din hud.”)

Der er også flere steder, hvor der er skruet op for patos i sådan en grad, at det bliver irriterende, for eksempel, når der på én side står: “Hvis du kunne gøre det anderledes/ville du gøre det anderledes”, og man bladrer om til næste side, hvor der står: “Hvis du kunne gøre det hele igen/ville du gøre det igen.” Vi må som læsere forstå, at disse ord har en helt særlig vægt, der kræver, at de har en hel side alene. Problemet er bare, at ordene er for tomme, og “virkemidlet” (altså en selvstændig side, der skal give tyngde til ordene) bliver for iøjnefaldende som netop et virkemiddel, der skal dække over tomheden af ordene.

Men selvom jeg er kritisk over for størstedelen af digtenes litterære værdi, kommer jeg alligevel i min læsning frem til, at Alt hvad du ejer har noget interessant at byde på, når det kommer til temaet maskulinitet og mandelige fællesskaber. Det er – mig bekendt – en forholdsvis original position at tale fra: at en mand begræder tabet af et barn i 13. graviditetsuge (som i øvrigt må være en relativ almindelig ting; der står et sted i digtsamlingen, at hver fjerde graviditet ender i abort, typisk helt i begyndelsen af graviditeten). Der er noget modigt og sårbart ved at stå frem og fortælle om disse erfaringer – casestory eller ej.

Der er også flere af digtene, der handler om fællesskaber mellem mænd, som fx når svogeren og jeg’et bonder over, at de lige skal lære, hvordan man holder en baby uden at få ondt i armen, eller når jeg’ets far hjælper jeg’et med en vinkelsliber. Der er noget fint over disse små portrætter af manderelationer, hvor digtene også formår at bevæge sig lidt væk fra casestorien og mere over i litteraturen.

Vi burde måske tale lidt mere om maskulinitet og manderoller, og om hvordan mange mænd (#notallmen) måske har lidt svært ved, hvordan man egentlig er mand anno 2018, når det er blevet så tydeligt (for oplyste mennesker), at der er utrolig mange alvorlige problemer med den måde, hvorpå mænd hidtil har været mænd på. Ind i denne diskussion er der noget relevant og interessant at hente i Caspar Erics nye digtsamling. Den tør at udforske maskuliniteten i dag og samtidig være søgende og skrøbelig. Det kan jeg godt lide.

Som om stadionet ikke er et af de steder/hvor mænd oftest græder og sørger og krammer og jubler, som der så fint står i Alt hvad du ejer.

På en havbølge af økolitteratur

Vidste du, at havet er så fyldt af mikroplast, at plankton optager det og fører det videre til lidt større fisk, som fører det videre til lidt større fisk, som til sidst fører det videre til os? Eller vidste du, at man bliver fuld og forgiftet af at spise kødet på en grønlandshaj? Men at olien i dens lever er rigtig god til at male med? Og at den i øvrigt kan blive op til 500 år gammel?! Eller vidste du, at mennesker, der boede på fyr i gamle dage ofte blev helt vanvittige, fordi de skulle lytte til fyrets sirener? Eller hvilken indflydelse fiskeriet – både før og efter industrialiseringen – har på små samfund på den norske kyst? Alt det og meget, meget mere bliver man klogere på, når man har læst Havbogen af Morten Strøksnes, jeg var lige ved at glemme den lange undertitel: Kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider. Bogen udforsker havet, både ud fra et naturvidenskabeligt, antropologisk og kulturhistorisk (med mere) perspektiv. Denne tværfaglige undersøgelse er både en fascinerende, gavnlig og overbevisende metode.

I Norge bliver bogen kategoriseret som faglitteratur, i Danmark skønlitteratur – sikkert er det, at den befinder sig i et eller andet krydsfelt mellem fakta og fiktion, mere præcist: Fakta skrevet med (gode!) skønlitterære greb.

Plottet i bogen er, at fortælleren, som også er forfatteren, sammen med sin gode ven Hugo vil fange en grønlandshaj på gammeldags manér (håndkraft, kroge, den slags). I bogen følger man Hugo og Morten igennem fire årstider forsøge sig med dette. Det er disse fisketure, der danner rammen omkring de næsten encyklopædiske fortællinger og mytologier om havet.

Da jeg læste bogen i sommerferien og lidt famlende prøvede at beskrive for min kæreste, hvad det var for en bog, jeg læste, sagde han: “Det lyder som lidt af et machoprojekt, sådan at fange en kæmpehaj, bare for at bevise, at man kan.” Jeg svarede, at jeg selvfølgelig godt kunne se, det kunne tolkes sådan, men at jeg faktisk ikke syntes, bogen var sådan macho-på-den-trælse-måde. På mange måder er Havbogen en sart fortælling om, hvor små og ubetydelige mennesker er i det store hele. Og om, hvordan vi har skabt en forestilling om, at vi er herre over naturen; at den er til for vores skyld, eller at det i bedste fald er et gensidigt afhængighedsforhold. Det er det ikke. Havet skal nok være her, når mennesker ikke er her længere, som Strøksnes skriver. Havbogen bliver aldrig belærende i sin overlegenhed, men man er som læser heller ikke i tvivl om, hvor Strøksnes står i forhold til den skodmåde, vi behandler jorden og havet på. Men sine fine, sjove, skæve og urovækkende fortællinger om havet skriver Havbogen sig på en interessant og anderledes måde ind i tidens bølge af økolitteratur.

I forhold til diskussionen om hvorvidt Havbogen er en machobog eller ej, så har jeg fundet ud af, at den som den eneste bog nogensinde skrevet af en mandlig forfatter har modtaget Norges bogbloggerpris – hvor der i udvalget, der tildelte prisen, efter sigende skulle sidde 93 kvinder og 1 mand! Helt macho er Havbogen nok ikke, selvom det alligevel er lidt macho sådan at ville fange en kæmpehaj.

IMG_1263.JPG
Apropos macho-litteratur: Der er altså også et eller andet kvinde-kliché-agtigt ved at sidde ved en swimmingpool, læse en bog og tage et billede af det!

Kapitalismekritik i sci-fi klæder

De Ansatte af Olga Ravn består af små, korte, fragmentariske vidneudsagn fra ansatte på det sekstusinde skib, der svæver rundt et sted i rummet. Nogle af de ansatte er mennesker, andre er menneskelignende. Der er et tydeligt hierarkisk skel på skibet mellem menneskerne og de menneskelignende, og magtforholdene mellem disse to grupperinger er urovækkende. De menneskelignende ligner mennesker, har følelser, tanker, drømme, men er alligevel fake-mennesker, og leder tankerne hen på tidens populære tv-serier såsom Westworld. På det sekstusinde skib findes også rummet med genstandene. Genstandene er forskellige, de er organiske, men ligner ikke noget genkendeligt levende, men måske har de alligevel følelser og/eller en form for bevidsthed – både menneskene og de menneskelignende (og læseren) bliver i hvert fald tiltrukket af genstandene og begynder at drage omsorg for dem. Romanen stiller spørgsmålet: Hvad skal der til, før man er et “rigtigt” menneske eller individ?

Som de fleste sci-fi-romaner er parallellerne til nutiden tydelig (for tydelig?) De ansatte trækker tråde til både flygtningekrisen, klimaforandringerne og teknologietik, og det bliver ikke svært i fremtiden at datere romanen til helt præcist år 2018. Der hvor romanen politisk set har mest at byde ind med, er i skildringen af den virksomhedskultur, der er gældende på det sekstusinde skib: Kritikken af senkapitalismen er her rammende.

Hvor jeg var kritisk over for Olga Ravns Celestine, er jeg mere glad for denne udgivelse. Da jeg læste Celestine, fandt jeg sproget alt, alt for parfumeret, ja, jeg ved ikke, hvilket ord jeg ellers skal bruge, men “parfumeret” er det, der forekommer mig mest rammende, uegentligt på en eller anden måde, lidt prætentiøst. Disse “parfumerede” sætninger er stadig at spore i De Ansatte, men heldigvis kun sporadisk. (Måske skulle Olga Ravn en tur ud i rummet for at få lidt mere fast grund under fødderne/sproget?)

Fragmenterne, der tilsammen danner et billede af en syg virksomhedskultur, samt de billedrige beskrivelser af genstandene er det, der – her et par måneder efter, jeg læste romanen – stadig hænger fast i min bevidsthed.  Alt i alt en lille, men ganske interessant og underholdende kapitalismekritisk sci-fi-roman.

Nå, ja, og så har De Ansatte muligvis et af årets flotteste danske bogomslag!

IMG_1679

Hey, let’s do the limbo rock

Jeg er kommet hjem fra Anholt med nye venskaber, store litterære oplevelser, sand i skoene og sjove og fine minder (og meget, meget træt og udmattet). På vej hjem kiggede jeg billederne igennem på min mobiltelefon for at se, om jeg egentlig havde taget nogle billeder på Anholt, enten af den smukke natur eller af en eller anden oplæsende forfatter. Det havde jeg ikke. Men jeg fandt en video af en dejlig flok, der dansede stoledans – sådan noget gør vi nemlig også på Anholt Litteraturfestival. (Andreas Pedersen (hvis oplæsning af Fryden fik mig til at græde) vandt i øvrigt.) Jeg var den første, der røg ud. Åbenbart er stoledans ikke min stærke side. Det gik bedre til limbo, hvor jeg faktisk fik en andenplads. Ikke at jeg går op i sådan noget.