Hjerte/Smerte

C. V. Jørgensen må være en af de eneste (den eneste?) der kan slippe godt af sted med at lade hjerte rime på smerte.

Fanget i en fælde af lys
bag et forhæng af regn
står vi stumme & smiler
af skygger der flyder forbi
opløst i fri fantasi
i takt med tiden der iler

Det regner & det regner i mit hjerte
det smager lidt af smerte
det minder mig om noget

Strandet i en by under vand
i en havn uden navn
finder vi ind til hinanden
i gader med stridende strømme
af anløbne drømme
går vi & mister forstanden

Jeg er glad og taknemmelig for min allerførste C. V. -koncert; en meget intim, troværdig og dedikeret koncert i Vega i går.

Tematiske læsninger og bøger af forfattere hvis efternavn starter med E

I dag var jeg et smut på biblioteket (selvom jeg egentlig ikke er særlig vild med biblioteker, jo meget, meget vild med ideen om biblioteker, men jeg synes ikke de biblioteker, jeg støder på, er særlige hyggelige eller interessante eller byder på særlig spændende litteraturformidling (litteraturarrangementer sommetider fraregnet), og når jeg stiller en bibliotekar et spørgsmål om litteratur, kigger de altid på mig, som om jeg er faldet ned fra himlen. Mit forhold til biblioteker er oftest begrænset til at bestille bøger hjem, afhente og senere betale en bøde, fordi jeg ikke får afleveret i tide. Det sidste er selvfølgelig udelukkende min egen fejl, og jeg har også for længst sluttet, at jeg ikke låner bøger på biblioteker, jeg lejer dem.) og biblioteker plejer tit at have små (ofte lidt kiksede udførte) udstillinger rundt omkring: “Morderiske gode bøger” fx med et udpluk af krimier stående, eller “Blod er tykkere end vand” med romaner, der omhandler familieliv og så videre. (Jeg synes egentlig, at tematiske læsninger, der går på tværs af tid, sted og genre ofte er interessante, og med tematiske mener jeg ikke noget særligt; det kan tolkes ret bredt. Jeg kunne sagtens forestille mig en litteraturantologi (eller biblioteksudstilling), hvor teksterne havde det til fælles, at de foregik på en båd eller i en rosenhave. Eller en litteraturteoretisk afhandling, der undersøgte, hvordan hunde er repræsenteret i litteraturen på tværs af tid, sted, genre m.v.) Men i dag på biblioteket (Østerbro) stødte jeg på en helt anden form for selektion: Forfattere, hvis efternavn begynder med E. Først blev jeg forundret – dét tematiske snit har jeg alligevel aldrig set før – og jeg måtte tage et billede. Men nu hvor jeg er kommet hjem, kan jeg ikke lade være med at grine ad det, jeg sidder helt seriøst og griner og griner højlydt og tænker på, hvordan “Efternavnet starter med E” egentlig adskiller sig fra den hylde lige ved siden af, hvor der står bøger af forfattere med et efternavn, der starter med A, B, C, D, E, F, G, H, I, J, K, L, M, N, O, P, Q, R, S, T, U, V, W, X, T, Z, Æ, Ø eller Å, andet end selvfølgelig formen; det ene er en (meget praktisk) kategoriseringsmetode, det andet bøger med et tematisk snit, omend det virker noget arbitrært at lave et tematisk snit med bøger, der har det til fælles, at de er skrevet af nogen, der hedder noget med E til efternavn – især når hylden med forfattere, hvis efternavn starter med E er lige ved siden af.

IMG_0540
E var i øvrigt det eneste bogstav, der havde en særudstilling.

Forfattermøde i Poesiens hus

I går i Poesiens hus; “Digterkonfrontationer” (forstår ikke ordets hårdhed, hvorfor “konfrontationer”?) med Ursula Andkjær Olsen, Rolf Sparre Johansson og (min yndlings) Pablo Llambías.

Ursula Andkjær Olsen læste nogle nyskrevne digte op, der fik mig til at tænke på, at hun virkelig er en meget, meget dygtig digter, som jeg kun kan have beundring for. Rolf Sparre Johansson (sådan en lille verden; søde Rolf kender jeg, fordi vi har børn i samme børnehave) læste nogle helt nye skitser til erindringstekster op, og jeg tænkte på, at det må være svært at skulle være “på” og læse op af nye tekster dagen efter, man har udgivet et nyt værk (med titlen Piedestal. Jeg har læst værket, jeg kunne godt lide det første digt (bogens del 1), der handler om sorg, og når man læser det, lyder det, som om digtet græder.) Pablo læste op (iført fleece as usual!) af sine nye Rådhus-tekster, som jeg efterhånden har hørt ham læse op af mange gange herhjemme, og som jeg er megamegavild med.

IMG_0538
Tre på rad og række. Gisp! Et panel! (Hvornår dropper vi den opstilling?!)

Bogbyttere

Noget af det mest triste er, når en kunde kommer ind og vil bytte en bog, og man bytter bogen og lidt senere opdager, at der inde i bogen ligger et fint og håndskrevet lykønskningskort, hvor der står, at afsenderen håber, af den ene eller anden årsag, at lige netop denne bog vil glæde modtageren.

Bonjour, Bonjour Tristesse

Den franske forfatter Françoise Sagan var kun 18 år, da hun i 1954 udgav den korte roman Bonjour Tristesse. (Hvilket kan få mig til at tænke: HVAD FANDEN HAR JEG OVERHOVEDET UDRETTET I MIT LIV!!!?) Romanen var kontroversiel og provokerende – og bragede året efter udgivelsen ind på de amerikanske bestsellerlister. I dag skal der mere til at provokere end en teenagepiges løsslupne forhold til sex og kærlighed, men i 1954 var det uhørt (i hvert fald at skrive om), at en teenagepige skulle ønske sex, uden for den store, ægte kærlighed og/eller et forholds faste rammer – og at begær er noget, der tales åbent om mellem teenagere og voksne.

I kammerspillet Bonjour Tristesse er jeg-fortælleren, den 17-årige Cécilie, taget på ferie med sin far, en nogle-og-fyrreårig Don Juan-type, og farens elskerinde Else. Efter at Cécilie er kommet hjem fra kostskole et par år tidligere – hun blev sendt af sted som lille, da hendes mor døde – har hun og faren levet et løssluppent liv; faren har haft mange skiftende forhold, og Cécilie er til stor fornøjelse for dem begge blevet taget med ud i selskabslivet. Men på Rivieraen, i den brændende sol, bliver de tres – farens, Elses og Cecilies – festlige liv forstyrret af Anne, der flytter ind. Anne er den afdøde mors gamle veninde, hvis værdier står i modsætning til de tres hedonistiske livsstil. Hun er elegant, intellektuel og ærbar – og meget smuk med sine fine, raffinerede rynker. Den noget yngre Else bliver hurtigt jaloux og ikke helt uden grund. Og så er der den unge mand Cyril, som Cécilie indleder et forhold til.

Romanen strækker sig over et par uger på denne sommerferie, der vil danne ramme om en skelsættende begivenhed i Cécilies liv. Cécilie plages af en splittethed: Hvad der før gav hende lykke, fest og ballade, bliver nu set med Annes misbilligende øjne. Men er de værdier, Anne bringer med sig til Rivieraen, bedre for Cécilie og faren? Kan Cécilie og faren leve op til Annes høje, moralske standarder? Cécilie svinger, hun er pubertær, trodsig, arrig, men også medgørlig og letpåvirkelig. Hun både elsker og hader Anne. Cécilies følelsesmæssige umodenhed, der især kommer til udtryk i hendes mange refleksioner omkring kærlighed og troskab, bliver skildret med stor overbevisning. Hun er pisseirriterende og overfladisk, men hendes “teenagehed” er også meget letgenkendelig, som når hun fx lyver om, at hun læser lektier på sit værelse, men i stedet øver yogastillinger foran sit spejl (yoga i ’54?!)

Kammerspillet bliver allermest nervepirrende, spændende, når Cécilie udtænker en plan, en slags sammensværgelse, der kan få katastrofale konsekvenser for dem alle; faren, Else, Anne, Cyril og hende selv. Jeg har næsten lyst til at afsløre, hvad der sker, men også kun næsten.

IMG_0526

 

Metaalfabet

Politiken skriver i denne uge: På få år er bogbloggere skudt op i stort tal. De er generelt venligere end avisanmeldere, viser optælling. Nogle gange meget venligere. Forlag og forfattere elsker dem, for de giver tiltrængt synlighed til nye bøger.

Samme dag som jeg læser dette (som jeg ikke umiddelbart har nogen særlig holdning til), falder jeg over en bogbloggers anmeldelse af Inger Christensens Alfabet, der i hvert fald ikke er særlig venlig. Meget kan man sige (de fleste med bare den mikromindste sans for sprog og poesi ville sige, at hendes indlæg tangerede til helligbrøde), men jeg har sjældent moret mig så meget over et bogblogindlæg. Her er det:

Efter at have læst digtsamlingen ”Alfabet” må jeg indrømme, at jeg ville have svært ved at se Inger Christensen modtage en Nobelpris i litteratur. Digtsamlingen er ganske enkelt ringe, men jeg kan jo have været uheldig og have fået fat i en af forfatterens dårlige bøger.

Digtsamlingen ”Alfabet” blev udgivet i 1981, og jeg har faktisk meget svært ved at referere hvad digtene handler om, for de fleste af dem fremstod både tågede og uforståelige.

Det jeg fik ud af digtene var, at mange af dem handler om struktur.

Mange af digtene er præget af en konfus tilfældighed, som jeg ganske enkelt ikke kunne se meningen med – jeg aner kort sagt ikke hvad forfatteren vil med disse digte.

Mange digte er en opremsning af navneord, som f.eks. cikaderne, ceder, citrontræer – eller hærskarerne, hulerne, halvskyggen og havekunsten. Disse navneord efterfølges så af at disse ting ”findes”. Tænk at et forlag har udgivet en ”digtsamling”, hvor mindst en tredjedel af digtene består i at opremse ting med samme begyndelsesbogstav for så at starte og slutte med en bekræftelse af, at disse ting findes. I så tilfælde kan vi jo alle sammen blive forfattere hvis der ikke er større åndelige krav til en bog end at udarbejde en liste over ord der findes i verden.

Enkelte af digtene var faktisk rigtig fine, men det ændrer ikke ved, at det samlede indtryk er dårligt.

Digtene sagde mig ikke noget, jeg forstod ikke hensigten med denne bog, jeg synes kort sagt at digtsamlingen på stort set alle områder er et flop. Jeg kedede mig bravt, da jeg læste digtene og kunne mærke en irritation brede sig i hele kroppen da jeg læste ”Alfabet”.

Det kan desværre kun blive til en enkelt stjerne for ”Alfabet”, det er heldigvis sjældent jeg får fat i en bog, der er så ringe som denne.

Hvis jeg må give et eksempel på en af disse opremsninger, som uvist af visse årsager går under betegnelsen “digt”:

“Duerne findes; drømmerne, dukkerne
dræberne findes; duerne, duerne;
dis, dioxin og dagene; dagene
findes; dagene døden; og digtene
findes; digtene, dagene, døden”

(side 10)

Kort sagt, jeg forstår ikke denne digtsamling, jeg fandt den både ligegyldig og kedelig – og vil helt sikkert råde andre til at gå i en stor bue (MEGET stor bue) udenom “Alfabet”.

Jeg vil selv gerne være en venlig bogblogger, men på en meget cool og seriøs måde. (Men nu bliver jeg faktisk lidt i tvivl om, om det er uvenligt at hænge en anden bogblogger ud, fordi vedkommende har svinet Alfabet til?)

❤ –>

IMG_0492

Barselslæsegruppe fortsættes …

… så hvis du er mor eller far eller noget andet i den dur og på barsel, har du igen muligheden for at komme med i en barselslæsegruppe.

Vi læser én novelle per gang (jeg sørger for, at I får novellerne), og vi mødes én formiddag om ugen i fem uger i alt.

Programmet for sidste barselsforløb (som var et pilotprojekt) var som følgende:
“Sorgens have” af Caroline Albertine Minor
“Spøgelseshestene” af Karen Blixen
“Akvaplaning” af Emma Bess (altid megablæret med dobbeltkonsonant dobbeltkonsonant i et navn)
“Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” af Kjell Askildsen
“Digte” af Judith Hermann

Det bliver et andet program denne gang – men kvaliteten stadig i top, promise!

Det begynder tirsdag den 1. maj kl. 10.00 i Sct. Andreas Kirke. Og det er gratis at deltage, fordi Vor Frue Kirkes menighedspleje er så søde at betale min løn (og kaffen!) endnu engang.

Meld dig til ved at sende mig en mail: annachristhompson(dingeling)gmail.com

Post-Påske-Pip

I Sverige var der sne helt op til knæene, sagde mit yngste barn, hvorefter mit ældste barn svarede, at hans ben jo altså heller ikke var særlig lange. Jeg har ikke fået læst så meget som planlagt, selvom jeg dog ikke kan skyde skylden på den svenske sne/de svenske tilstande. Bordtennis og Munchkin (jeg tabte!) og gåture og generel uspecificeret familietid overtog påskelæsningen. Jeg er (blandt andet) i gang med at læse Oliver Sacks’ “The Man who Mistook his Wife for a Hat”; titlen skal forstås helt bogstaveligt – en mand troede rent faktisk, at hans kone var en hat. Bogen er skrevet i ’85 og består af en lang række korte case-stories skrevet af en neurologiprofessor, og er vældig interessant på en lidt underfundig og filosofisk måde. Sikke mange ting, der kan gå galt med et menneskes funktioner! Pyh-ha. Jeg vil i hvert fald ikke håbe, at jeg en dag vågner op fuldstændig skrækslagen, fordi der i sengen ligger et fremmed ben i forlængelse af min krop, lige dér hvor mit almindelige ben, der nu er pist væk, engang sad.

I dag i min barselslæsegruppe læste vi Kjell Askildsens novelle “Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan”, som (imho) er prototypen på en nær-perfekt novelle (med den fantastiske sætning: Jeg sad og så på sneen der drev hen mod vinduesruden og spekulerede på hvilke glæder min søster kunne have i livet, og da jeg efter at have tænkt mig om nåede frem til at hun sandsynligvis ikke havde nogen, fik jeg trang til at sige noget venligt, jeg blev simpelthen lidt sentimental, det var måske sneen mod ruden og varmen i stuen der gjorde det, men jeg kom aldrig så langt, for netop da jeg skulle til at åbne munden, spurgte hun om vi ikke skulle spille yatsy.) Og i aften i en anden læsegruppe skal vi læse et uddrag af Lars Bukdahls semi-digtsamling “Korshøjen”, et spøjst og patosfyldt fint, lille værk om at miste sin far.  –> Alt i alt en ganske glimrende litteraturarbejdsdag at begynde hverdagen med efter påsken.

IMG_0481.JPG
Svenske tilstande?