Underkastelse – nu som monolog

Jeg var til premiere i går på Betty Nansen Teatrets opsætning af Houellebecqs roman Underkastelse.

Opsætningen er meget tro mod bogen: En ateistisk, grænsende til det nihilistiske, litteraturprofessor, der ikke har andre glæder i livet end tilfældige seksuelle forhold, rødvin og mikroovsmad ser på, at det franske folk vælger en ny præsident fra det muslimske broderskab. Dette får store konsekvenser for samfundet – især for de franske kvinder, der ikke længere kan gå på arbejde.

Stykket bød på flot scenografi: En mørk scene med et dominerende, hvidt og lysende kors, der skiftede position og stilling på scenen, og et hold af tavse, sexede, unge kvinder som baggrundstæppe. Kvinderne skiftede også form undervejs; sexede skolepiger, så nonner, senere med burka-tildækket hoved iført sort undertøj og med spredte ben. Og så var det en imponerende skuespilpræstation af Lars Brygman, som den eneste på scenen med replikker. (Hvordan kan han huske alle de ting, han skal sige?!)

Underkastelse er lidt allegorisk; den franske litteraturprofessor er helt tydeligt i højere grad Houellebecqs marionetdukke end et virkeligt individ, men hvis man køber denne præmis har Underkastelse – stykket og bogen – noget interessant at byde på, både politisk og æstetisk.

IMG_0404.JPG
Blå himmel!

Verdens sjoveste boghyldestbog

Jeg genlæser The Uncommon Reader skrevet af den britiske forfatter og dramatiker – meget kendt i England, mindre kendt uden for England – Alan Bennett. Det er en lille, kort roman, som er så kort, at det næsten er for meget at kalde det en roman. I fortællingen følger vi den engelske dronning, der en dag, mere eller mindre ved et tilfælde, begynder at læse skønlitteratur, hvilket ændrer hendes liv markant. Hun møder den unge, homoseksuelle Norman, der normalt arbejder som køkkenassistent i Buckingham Palace, men nu bliver forfremmet til hendes personlige bogpusher – hvilket ikke bliver modtaget så godt på slottet. Dronningen begynder at læse mere og mere, og begynder langsomt at forsømme sine pligter som dronning, til stor fare for hele monarkiet. Ja, selv hendes berømte hunde bliver irriteret på bøgerne, fordi hun ikke længere leger med dem i haven, og det sker flere gange, at de bider i bøgerne, og Dronningen må ringe til biblioteket og undskylde. Det hele er virkelig fjollet, men også skrevet med en sådan overbevisning, at man må grine mange gange undervejs. Som virkelig god satire skal være, er det også mere end bare underholding; The Uncommon Reader er en klog og filosofisk boghyldest, der handler om glæden ved at læse, og om skønlitteraturens impact på både samfundet og på det enkelte individ. Jeg vil gerne garantere, at hvis man er sådan én, der (ligesom bogens hovedperson) synes, det ville være irriterende at skulle ud og hilse på medarbejderne på en ostefabrik i provinsen, når man liiiiige er i gang med en superspændende bog, så vil man også være vild med Alan Bennetts lille historie.

IMG_0403
Titlen er en reference til Virginia Woolfs essaysamling The Common Reader, der blandt andet indeholder essayet “How Should One Read a Book”.

 

Litteratur og babylyde

Danmarkshistoriens allerførste læsegruppe for mennesker på barsel har haft sit allerførste møde. Der var megamange søde babyer, der sagde sjove babylyde, og der var Caroline Albertine Minors novelle “Sorgens have”, der stammer fra den anmelderoste og prisnominerede novellesamling Velsignelser (2017). Det er samlingens mest skrøbelige, sanselige og nærværende mavepuster-tekst, der handler om jeg-fortælleren Caroline, hvis kæreste kommer ud for en ulykke, der forandrer ham og deres forhold. Jeg tror, det gik godt med at tale om den.

Næste gang skal vi læse en af mine yndlingsfortællinger: Karen Blixens “Spøgelseshestene”, der har en af mine yndlingslitteraturbegyndelser:
“En lille pige lå syg i et stort hus. Hun blev bedre, men fik så et pludseligt tilbagefald, og fra nu af var det som om hun nægtede at komme sig.”

(Jeg har lovet, at vi ikke skal læse tekster, hvori der dør børn, så jeg måtte spoile historien en smule på forhånd.)

IMG_0401

Pablo læser Pablo

Du vil huske dette springende vandløb,
hvor søde dufte steg op og skælvede,
og fra tid til anden en fugl, klædt i vand
og langsomhed, dens vinterfjer.

Du vil huske disse jordens gaver:
uudslettelige dufte, gyldent ler,
ukrudtsplanter i krattet og gale rødder,
magiske torne som sværd.

Du vil huske den buket du samlede op,
skygger og tavst vand,
en buket som en sten dækket af skum.

Og dengang var som aldrig og som altid.
Lad os gå derhen, hvor intet venter os,
vi vil finde alting vente dér.

Pablo Neruda, Hundrede kærlighedssonetter (1959).

IMG_0384
Min smukke Pablo læser Pablo.

Kom til Anholt til august

Vi har nu indgået aftaler med de fine og dygtige forfattere, vi har inviteret med til Anholt Litteraturfestival 2018. Det er et virkelig godt line-up med forfattere fra Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Grønland, Island og Danmark. Vi holder navnene hemmeligt lidt endnu (et eller andet med, at det giver bedre PR at lave lidt suspense???), men nu er datoerne for festivalen i hvert fald helt officielle:
D. 16. – 19. august 2018.

Det foregår ikke overraskende på Anholt, den absolut allermest dejlige, danske ø, jeg har været på.

Sæt kryds i kalenderen.

IMG_8906
Her flyver jeg ind over Anholt sidste år og betragter det flotte, turkisfarvede vand og de hvide sandstrande. Ja, jeg var også lidt nervøs for flyveturen i sådan et usandsynligt lille fly!

Lars Frost på Trappen mener noget

I går hørte og så jeg et interview med Lars Frost på Trappen i Boghallen; han fortalte, at han var træt af at mene alt muligt, træt af at alle hele tiden mente alle mulige ting, uden at de nødvendigvis havde sat sig ind i tingene, træt af manglen på nuancer, træt af at man altid bliver overfuset, når man mener et eller andet, især på de sociale medier. Men Lars Frost mente alligevel noget, hvilket han selvfølgelig godt kunne se det paradoksale i, når han nu mente, at han ikke ville mene alle mulige ting; han mente blandt andet, at litteratur bliver mindre godt (eller sagde han ligefrem dårligt?), når det virker, som om teksten skal mene noget, og han mente, at mange danske bøger, der bliver udgivet i dag, virker, som om de er alt for hurtigt skrevet, som om de næsten bare kunne have været et blogindlæg eller en facebookopdatering, men med et forlags korrektur. Ingen nævnt, ingen glemt.

IMG_0373
Lars Frost med mikrofon. Mennesker på Trappen. Bøger i baggrunden.