Din forudsigelige automatpilotkritik er en museumsgenstand, Henrik Marstal

I morgen d. 8. februar udkommer Morten Sabroes roman “32 centimeter”, som ja, skulle referere til længden på en vis legemsdel. Romanen handler om en magtfuld mand, der bliver anklaget for sexchikane. I et interview i Politiken fortæller Morten Sabroe om romanen og om sine macho– og pseudoprovokatoriske tanker omkring køn og feminisme. Alt er, som man kunne forvente, ikke særlig kønt. Det er kritikken af Morten Sabroe desværre heller ikke, altså køn.

I forgårs kom Henrik Marstals forudsigelige, automatpilot’iske kønskritik af Morten Sabroe/Morten Sabroes roman i debatindlægget: “Din nye roman er en museumsgenstand, Morten Sabroe” bragt i Politiken. Men er det romanen, eller er det Morten Sabroe, Henrik Marstal kritiserer? Det er svært at se forskellen, når Henrik Marstal skriver: “Sjovt nok har de mandlige hovedpersoner i jeres værker desuden ofte en påfaldende lighed med jer selv, men altid i en yngre og endnu mere potent version.”

Hvordan ved Henrik Marstal egentlig, hvordan Morten Sabroe er? Eller hvordan andre mandlige forfattere er, alle mandlige forfattere, som Henrik Marstal i øvrigt nu så ukønt, med dette “jeres værker,” sætter under samlet paraply. “(I er en) en lille, svindende elite, der bestyrkes i at have meget til fælles med hinanden: I er mænd, I er vestlige, I er hvide, I er intellektuelle, I er kunstnere, I er midaldrende eller ældre, I har jeres på det tørre, hvad angår kulturel, økonomisk og/eller social kapital, I er heteroseksuelle.” (Jeg bemærker diskret, at disse punkter også passer på Henrik Marstal selv.)

Det skærer i mit litterathjerte, at Henrik Marstal automatisk sætter lighedstegn mellem en hovedpersonen i en roman og forfatteren, der skriver romanen. Første introduktionslektion i litteraturvidenskab er: At hovedpersonen i en bog er en idiot, er ikke nødvendigvis det samme, som at forfatteren også er det, selvom det selvfølgelig sagtens kan være tilfældet alligevel.

Intet tyder på, at Henrik Marstal, kønsdebattør og nu også litteraturkritiker, overhovedet har læst “32 centimeter”, der heller ikke er udkommet endnu. Det er altid et godt sted at starte, hvis man skal kritisere et værk – at man læser det først. (Hvilket også fremgår af første lektion i litteraturvidenskab.) Derfor er det heller ikke særlig kønt, at Henrik Marstal på baggrund af et Politiken-interview med Morten Sabroe udleder følgende om “32 centimeter”: “For hvem kan mon læse din nye roman som andet end et dokument over en tid, der er ved at rinde ud? Og hvem kan mon se den som andet end en begrædelse over mandens tab af engang medfødte privilegier?”

Jeg er feminist og all-for privilegiebevidstgørelse. Men jeg gudhjælpemig dødtræt af unuanceret automatpilotkritik – hvilket Henrik Marstal gør sig skyldig i, både når det gælder feminisme og litteraturkritik.

Om Morten Sabroes roman er mere nuanceret end Morten Sabroe, lader jeg indtil videre stå hen i det uvisse.

Du er velkommen til at kommentere

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s