Bogsælgerobservationer

Blot en lille observation fra den anden side af disken: Jeg syntes egentlig, jeg var ret godt orienteret om “de danske læsere” – og om dansk litteratur og hvilke danske forfatterskaber, der er populære, både blandt det brede og smalle læsersegment. Men jeg opdager nye ting om den danske bogbranche ved at arbejde i Politikens Boghal (hvor jeg som nævnt har en deltidsstilling). Jeg er for eksempel blevet totalt overrasket over at skulle lange Leonora Christina Skovs nye roman “Den, der lever stille” over disken, som var det en liter økomælk. Okay, de sælger nok mange flere liter økomælk i Netto, end Boghallen sælger bøger af Leonora Christina Skov, men I forstår pointen. Det er helt klart den danske skønlitterære bog, jeg har solgt flest eksemplarer af, siden den udkom d. 11. januar i år. Er hun virkelig så populær som forfatter? Det kommer meget bag på mig. Hvorfor kommer det bag på mig? Det ved jeg ikke.

Er “Den, der lever stille” en god bog? Det står (indtil videre) (for mig) hen i det uvisse. (Jeg har i øvrigt aldrig læst noget af Leonora Christina Skov, andet end hendes litteraturanmeldelser.)

(Hvad der ikke overrasker mig: Troels Kløvedals nye erindringer er populære (især blandt de lidt ældre mænd). Meget gamle damer vil gerne have den nye biografi om Kronprins Frederik. Det nye, fine udvalg af Tove Ditlevsens digte (udvalgt af Olga Ravn) er også et hit (især blandt kvinder mellem 15 og 35 år.))

_9788740035391
Det er en ret fin bog, som man ikke helt kan se på billedet.

I dag er det hestens fødselsdag hurra hurra hurraaaa

Jeg-fortælleren har et rødt udslet på kroppen, der kom, da hun blevet fyret for at have bidt sin chef i hånden. Nu har hun fået et nyt arbejde som rengøringsassistent i en forlystelsespark. “Hestens fødselsdag” (2014) af Sidsel Falsig Pedersen er en tragikomisk fortælling om at føle sig uden for fællesskabet og om at føle sig forkert – som et menneske uden nogen kerne. Hvem er jeg egentlig, spørger fortælleren ofte sig selv – og andre. Hun er konstant overbevist om, at alle andre lever et meget lykkeligere liv end hende selv. Romanen er en fin, enkel historie, der både er tårekrummende pinlig, megasjov og meget ondt-i-maven-alvorlig.

Jeg har en læsekreds på FOF, der begynder på fredag d. 2. februar (OBS: DER ER VIST STADIG LEDIGE PLADSER, se her) – og den første bog, vi skal læse, er “Hestens fødselsdag”. Jeg glæder mig til at snakke om den med kursisterne. Hvorfor tager fortælleren en kunstig arm med hjem fra en fest? Hvorfor bed hun sin chef? Hvorfor synes hun, at hun er utydelig? Hvorfor bliver hun fokuseret på tykkelsen af sine rugbrødsskiver? Hvorfor får hun udslæt på kroppen?

Jeg ville ønske, jeg havde samme evne og vilje til at arbejde som fx Grundtvig

Jeg har deaktiveret min Facebook-profil, det er en beslutning, der har været længe undervejs, jeg bruger simpelthen for meget ligegyldig tid på det, tid som kunne være blevet brugt meget bedre, blandt andet med læsning, som det er gået lidt trægt med her i det nye år, da jeg har haft meget at se til workwise and otherwise. (Come to think of it: Det er aktiviteten, der er ligegyldig (at tjekke Facebook), tiden er værdifuld.)

Jeg er i gang med at læse “Den begravede kæmpe” af Kazuo Ishiguro, nobelprisvinderen fra sidste år, ja, jeg havde heller ikke hørt om ham før han vandt nobelprisen, sådan går det så ofte. Romanen foregår efter Kong Arthurs tid i England, i en verden, hvor der sker overnaturlige ting på en ret naturlig, men alligevel underlig måde, og hvorfor foregår den ikke i Japan, jamen, han er slet ikke japansk, eller det vil sige, at han er født i Japan, men flyttede til England, da han var 6 år gammel og skriver altså på engelsk, og det er altid lidt pinligt, når man griber sig selv i at have sådan nogle helt klare forestillinger om et andet menneskes nationalitet på baggrund af et navn. Det er egentlig også lidt underligt, at jeg kommer til at gøre det, da jeg selv er kærester med et menneske, der hedder noget, som slet ikke lyder dansk, og alle spørger altid, hvor han kommer fra, og jeg må endnu engang fortælle, at han bare kommer fra en forstad til Ålborg. Og: Jeg er helt vild med “Den begravede kæmpe”! Men så kommer Facebook og distraherer mig på sådan en træls måde, og jo “tag”-en ven-der-ligner-denne-dansende-ged, kan måske få et lille, indre smil frem på en god dag, men så heller ikke mere. Plus selvfølgelig kapitalisme, overvågning, lynchingstemning i debatter, etc.

Og hvad bruger jeg denne overskydende tid på nu hvor jeg ikke længere har Facebook? Jo, ser du, mit yngste barn (der fylder 6 år i dag hurraaa) spiller sådan et bondegårdsspil på sin iPad, Hayday, hedder det. Man skal passe en gård, så og høste forskellige afgrøder, malke køer, lave smør fra mælken, sælge gårdting og så videre. Vi spillede det sammen i weekenden, og nu er jeg simpelthen blevet så afhængig af det, at jeg sidder og spiller det, når han ikke er hjemme. Det er ganske skrækkeligt og yderst pinligt. Og jeg har meget arbejde, der hober sig op, og bøger, der ligger og venter utålmodigt på mig. Fx ligger “Manhattan Beach” af Jennifer Egan lige nu på mit skrivebord og kigger skuffet på mig. Og jeg skal også have forberedt en masse til et forløb om litteratur og hengivelse, jeg skal undervise i fra næste måned, plus et aftenskolehold, hvor vi første gang skal læse “The Handmaid’s Tale”, som jeg ikke har læst endnu, kan man nøjes med at se serien, nej, selvfølgelig kan man ikke det. Og så sidder jeg kraftedeme og samler virtuelle æg fra mine virtuelle høns, nej ikke mine høns, mit barns høns, Bårk, hedder de alle sammen, har vi besluttet. Min kæreste er lige taget til Nyborg her til morgen for at undervise et par dage, og jeg har helt seriøst givet ham iPad’en med, så jeg ikke sidder og spiller på den de næste dage. Så dårlig er min selvdisciplin åbenbart. Og Facebook kan jeg heller ikke gå på. Nå, men jeg kan altid skrive et blogindlæg på min blog, som jeg også har forsømt.

IMG_0210

Pris, pris, pris

Nu er det muligt at stemme til Politikens Litteraturpris 2017. Det er den største litteraturpris i Danmark, målt på prisens størrelse: 200.000 kroner, hvilket for de fleste forfattere i Danmark er mange penge. Jeg tror bedst, at jeg kan lide priser, hvor der sidder en kvalificeret jury, der kan træffe beslutningen på baggrund af faglig ekspertise, og ikke en send-en-sms-pris, hvorved vinderen nemt bliver den, der kan mobilisere flest stemmer via sociale medier etc., men hvad ved jeg, og al magt til folket og så videre.

De nominerede er:

  • Naja Marie Aidt: “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”.
  • Ursula Andkjær Olsen: “Krisehæfterne. Pandora Blue Box, Atlantis-syndromet”.
  • Ida Holmegaard: “Graceland”.
  • Hans Otto Jørgensen: “Revolutionær – en Andy Warhol-komposition”.
  • Svend Åge Madsen: “Af den anden verden”.
  • Anne Lise Marstrand-Jørgensen: “Sorgens grundstof”.
  • Caroline Albertine Minor: “Velsignelser”.

Der er flere gode kandidater, næsten syv, men jeg tør æde min gamle hat på, at vinderen bliver Naja Marie Aidt, og hvis vinderen bliver Naja Marie Aidt, som jeg altså helt klart forudser, så vil det være fuldt ud fortjent, for “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er en lille, fremragende roman.

 

Den europæiske skuffelse

“Det europæiske forår” af Kaspar Colling Nielsen er en roman med et kluntet, fattigt sprog, der forsøger at provokere med alt fra muslim-bashing til en ældre mands analsexeskapader med en ung, retarderet pige, over i antihumanisme (herunder antikunst), pakket ind i sci-fi og fremtidsscenarier, hvor dyr kan få menneskelig bevidsthed, og Lolland er en øko-hightech-koloni. Tilfør derefter en ordentlig omgang lommefilosofi, der ville være en efterskoleelev værdig, men ikke en fuldvoksen forfatter. Ideer er der mange af, måske for mange, men flere af dem er faktisk potentielt gode og interessante. Jeg har før haft associationer til Houellebecq, når jeg har læst Colling Nielsen (især Den danske borgerkrig 2018-2014) og jeg tænker denne gang: Hvis “Det europæiske forår” var skrevet med samme skrivetalent som Houellebecqs, kunne han have ført romanen sikkert i mål, for det kunne være så godt, men så er det faktisk skidt, fladt og plat.

IMG_9936
Men kudos til titel og omslag.