Folkets skønhed

En dag kommer Maries far hjem med et maleri, der forstiller to kvinder, der står med ryggen og bagdelen til og graver kartofler op. Han kalder maleriet Folkets skønhed. Maries mor synes, det er grimt, og når Maries mormor kommer på besøg, hænger de maleriet ud i stalden, fordi mormoren finder det underlødigt. Marie elsker maleriet og ser på det som et vindue til verden udenfor.

Den socialrealistiske slægtsroman “Folkets skønhed” af Merete Pryds Helle tager sin begyndelse i slutningen af 30’erne på Langeland på en lille, fattig gård, i et kærlighedsløst hjem med for lidt mad til de mange børn, og et hjem hvor alle slår alle, der er mindre end dem selv. Maries tyranniske bror Kaj truer jævnligt med seksuelle overgreb, men koen skal malkes, og kartofler graves op, og strømper stoppes.

Højdepunktet kommer halvvejs i romanen, hvor Maries mor en dag sælger maleriet for at få råd til et luftfoto af gården, som hun stolt forærer familien juleaften.

I den første halvdel af romanen folder handlingen sig langsomt, men intenst ud igennem fine beskrivelser af det barske, lille samfund i Langeland, samt fortælleren Maries forhold til sin mor, far, brødre og veninder – og til fiskersønnen Otto, som hun forelsker sig i. Men som handlingen skrider frem, bliver der mindre og mindre af den nænsomhed, der var i begyndelsen af romanen, og flere af bogens kapitler føles klemt sammen, som om der er puttet for mange dimser ned i en æske, og de små dimser kommer ikke længere til sin ret – og i sidste halvdel af bogen fik jeg sværere og sværere ved at få øje på det skønne og uskønne ved Folkets skønhed, som der var i begyndelsen.

Jeg hader virkelig ordet “kvindeliv” og har svoret, at jeg aldrig ville bruge det – og især ikke i en boganmeldelse (samt betegnelsen “kvindeportræt”), så det vil jeg ikke gøre. Men igennem romanen er der et fællestræk i den måde, de forskellige kvinders liv bliver portrætteret på. “Helvede er at være kvinde,” siger Maries mor flere gange, og Marie ender selv med at sige det. Og romanen tegner heller ikke et særligt flatterende billede af at være kvinde, hverken på Langeland eller senere i det moderne København, tværtimod bliver dette beskrevet med en isnende kølighed. Det er et liv underlagt andres luner, først farens, senere mandens. Det er et liv med seksuelle ydmygelser og færre muligheder og rettigheder i alle livets aspekter. Selvom romanen foregår i slut 30’erne, 40’erne, 50’erne og de tidlige 60’ere kommer man nemt til at tænke på nutidens #metoo, når den liderlige nabo tager den voksne Marie på røven, når ingen andre ser det, og Marie ved ikke, hvordan hun skal sige fra over for det, og så er det nemmere for alle parter, at hun bare finder sig i berøringerne. Så er det jo heller ikke værre.

Uanset fejl og mangler er “Folkets skønhed” et hovedværk i Merete Pryds Helles forfatterskab.

IMG_9858

Du er velkommen til at kommentere

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s