Bogkøbere <3

Jeg arbejder sommetider inde i Politikens boghal, og i dag, da jeg var på arbejde, kom der en ung kvinde hen til mig, hun var måske i begyndelsen af tyverne, og hun spurgte, om jeg kunne anbefale en bog til hende. Hun havde netop læst sit livs allerførste bog – alle andre bøger, hun nogensinde havde forsøgt at læse, havde hun fundet uinteressante. Hun ville gerne have en bog, der mindede om denne bog, hun lige havde læst, og den skulle helst ikke rigtigt handle om noget, og der måtte endelig ikke stå noget om, hvordan personerne i bogen havde det, fordi det synes hun var kedeligt, og det ville hun langt hellere selv forestille sig. Og hvilken bog har du så læst, som den allerførste bog, du nogensinde har læst, spørger jeg hende, og hun svarer til min overraskelse: “Den gamle mand og havet” af Ernest Hemingway. (Hvis du ikke har læst den: Den handler om en gammel mand, der får en kæmpefisk på krogen en dag, da han er ude at fiske. Og hvad sker der så? Jamen, der sker ikke så meget andet end det. Og jeg elsker, at et ungt menneske, der aldrig har læst en bog til ende, læser netop denne bog og elsker den.)

Senere kom en ældre mand hen til mig med Dantes guddommelige komedie i den ene hånd og en stok i den anden. “Er det ham dér Dante, der er så kendt?” spurgte ham mig. Jo, det er ham, sagde jeg, og manden svarede, at han hellere måtte købe den, for “man skal jo holde sig opdateret”.

You can never leave

Jeg har som mange andre eksiljyder været hjemme og holde jul med min familie i Jylland, nærmere betegnet Silkeborg. Det er altid lidt specielt på en både god og dårlig måde at vende hjem, ambivalens: Endnu et år er gået, og man skal igen se gamle venner og familie og velkendte og nye bygninger, som man med jævne mellemrum har set gennem hele sit liv. Og måske er det derfor, i lyset af min seneste tur hjem (skrev jeg “hjem” bevidst eller ubevidst?), at jeg hæfter mig ved, at den personale tredjepersonsfortæller i Kaspar Colling Nielsens nye roman, “Det europæiske forår” (ja, nu kom tiden til at læse den) skriver: “Hun kom fra en lille by i Jylland” – og så tænker jeg straks, at forfatteren Kaspar Colling Nielsen helt afgjort ikke selv kommer fra Jylland, for et menneske fra Jylland ville aldrig skrive “Hun kom fra en lille by i Jylland”, men måske “Hun kom fra en lille by i Nordjylland,” eller “Hun kom fra en lille by mellem Horsens og Vejle,” eller “Hun kom fra en lille by uden for Esbjerg.”

IMG_9936

Lidt nyt fra vestfronten

Kære læsere

Jeg har fundet en gammel krimiklassiker frem, som jeg lige er begyndt på, ”Murder on the Orient Express” af Agatha Christie fra 1933 – apropos filmatiseringer. Der er mange navne, jeg prøver at holde styr på, og det hele er meget stiliseret og karikeret og pre-post-kolonialiseret.

”Brr!” said Poirot. ”This is serious!” – sådan lyder det, da Hercule Poirot hører, at en medpassager på toget er fundet myrdet i sin kupé, stukket 12 gange i brystkassen. Kort tid efter er flere enige om, at morderen være enten kvinde eller latino, for sådan et temperament kan kun disse have.

For mange år siden så jeg en gammel filmatisering, men jeg kan heldigvis ikke huske den særlig godt, så jeg ved ikke, hvem morderen er. Schyyy, du må ikke sige det …

Og så har posten været forbi med en pakke. Eller ”posten har været forbi med en pakke,” det vil sige, at der lå en seddel i min postkasse om, at posten havde været forbi med en pakke i et bestemt tidsrum, hvor jeg ikke var hjemme, men hvor jeg altså ved, at jeg var hjemme, nå, men jeg havde heller ikke forventet bedre. Men i pakken ligger en roman af Jennifer Egan, hendes nyeste roman ”Manhattan Beach”, som jeg glæder mig rigtig meget til at læse.

Caroline Albertine Minors novellesamling ”Velsignelser” ligger også – indtil videre uåbnet – på mit natbord.

Men først en gammel krimi – uden ekstreme og bestialske massemord.

Mange venlige hilsener
Anna

IMG_9890

Folkets skønhed

En dag kommer Maries far hjem med et maleri, der forstiller to kvinder, der står med ryggen og bagdelen til og graver kartofler op. Han kalder maleriet Folkets skønhed. Maries mor synes, det er grimt, og når Maries mormor kommer på besøg, hænger de maleriet ud i stalden, fordi mormoren finder det underlødigt. Marie elsker maleriet og ser på det som et vindue til verden udenfor.

Den socialrealistiske slægtsroman “Folkets skønhed” af Merete Pryds Helle tager sin begyndelse i slutningen af 30’erne på Langeland på en lille, fattig gård, i et kærlighedsløst hjem med for lidt mad til de mange børn, og et hjem hvor alle slår alle, der er mindre end dem selv. Maries tyranniske bror Kaj truer jævnligt med seksuelle overgreb, men koen skal malkes, og kartofler graves op, og strømper stoppes.

Højdepunktet kommer halvvejs i romanen, hvor Maries mor en dag sælger maleriet for at få råd til et luftfoto af gården, som hun stolt forærer familien juleaften.

I den første halvdel af romanen folder handlingen sig langsomt, men intenst ud igennem fine beskrivelser af det barske, lille samfund i Langeland, samt fortælleren Maries forhold til sin mor, far, brødre og veninder – og til fiskersønnen Otto, som hun forelsker sig i. Men som handlingen skrider frem, bliver der mindre og mindre af den nænsomhed, der var i begyndelsen af romanen, og flere af bogens kapitler føles klemt sammen, som om der er puttet for mange dimser ned i en æske, og de små dimser kommer ikke længere til sin ret – og i sidste halvdel af bogen fik jeg sværere og sværere ved at få øje på det skønne og uskønne ved Folkets skønhed, som der var i begyndelsen.

Jeg hader virkelig ordet “kvindeliv” og har svoret, at jeg aldrig ville bruge det – og især ikke i en boganmeldelse (samt betegnelsen “kvindeportræt”), så det vil jeg ikke gøre. Men igennem romanen er der et fællestræk i den måde, de forskellige kvinders liv bliver portrætteret på. “Helvede er at være kvinde,” siger Maries mor flere gange, og Marie ender selv med at sige det. Og romanen tegner heller ikke et særligt flatterende billede af at være kvinde, hverken på Langeland eller senere i det moderne København, tværtimod bliver dette beskrevet med en isnende kølighed. Det er et liv underlagt andres luner, først farens, senere mandens. Det er et liv med seksuelle ydmygelser og færre muligheder og rettigheder i alle livets aspekter. Selvom romanen foregår i slut 30’erne, 40’erne, 50’erne og de tidlige 60’ere kommer man nemt til at tænke på nutidens #metoo, når den liderlige nabo tager den voksne Marie på røven, når ingen andre ser det, og Marie ved ikke, hvordan hun skal sige fra over for det, og så er det nemmere for alle parter, at hun bare finder sig i berøringerne. Så er det jo heller ikke værre.

Uanset fejl og mangler er “Folkets skønhed” et hovedværk i Merete Pryds Helles forfatterskab.

IMG_9858

Grundledsløs

Jeg er endelig færdige med “De elendige”, et fantastisk værk og et fantastisk langt værk. Uden at afsløre for meget kan jeg afsløre, at jeg kneb en lillebitte tåre til sidst. Jeg har hele tiden tænkt, at den næste bog, jeg skulle læse, skulle være let, kort og ikke litterær-fancy-pancy, og så fik jeg “Hvor der er fugle” stukket i hånden, en roman af Maren Uthaug (hende med Striberne).

Allerede på første side begynder det dog at skære i mine læseører. Uthaug opbygger sætningerne på den samme irriterende, grundledsløse måde.

“Pudsede glasset og lod lyset skinne frit. Tog kluden, der hang ved døren til rækværket.”

“Vendte sig om og betragtede tårnet.”

Jeg kunne måske have accepteret det, hvis der havde været tale om en førstepersonsfortæller, men ikke en tredjepersonsfortæller, det dur simpelthen ikke.

“Prøvede at give hals, men kunne ikke få luft.”

Jamen, når man først får øje på det, så kan man virkelig ikke koncentrere sig om andet!

“Sendte en klat i retningen af ruden uden at ramme.” (En fugleklat, that is.)

Åh, hvilken rædsel! Jeg er kun kommet til side 4! Eller som Uthaug ville skrive: Er kun lige begyndt.

IMG_9834

 

This is the end

Jeg nærmer mig så småt slutningen på De elendige – og Victor Hugo har igen forladt den enormt spændende handling (der er en, der er lige ved at dø, jeg siger ikke hvem!) for 117. gang (måske bogstaveligt talt 179. gang eller måske 225. gang) og begynder igen, igen, igen at fremføre de samme patosfyldte pamfletargumenter for frihed, lighed og broderskab, oplysning, Gud, ikke-kongen og fædrelandet. Og pludselig slog det mig:

1. Værket er skrevet over en periode på 16 år. Måske har Hugo simpelthen glemt, at han allerede er kommet med præcis det samme argument tidligere. Værket er trods alt 1800 sider langt og nedskrevet i hånden. Det er måske (helt forståeligt!) svært at hitte rede i notaterne og siderne til sidst.

2. Hugo er lidt ligesom den der fulde onkel til en familiefest, der hver gang afbryder en ellers god samtale og bliver ved med at fortælle de samme tre anekdoter igen og igen, år efter år.

IMG_9824
Hugo som den fulde onkel. “Nu skal jeg fortælle jer om dengang, der var Revolution …”