Er en rigtig klassikerforfatter en mand?

Kvinder er ofte overset, når det kommer til litterære klassikere. En forklaring kunne være, at kvinder simpelthen ikke har skrevet gode nok værker. Men er det sandt? Noget tyder på, at forestillingen om den mandlige forfatter som klassikerforfatter stadig bliver understøttet.

Da jeg i sin tid fortalte venner og bekendte, at jeg skrev speciale om en klassikerserie, var det nærmest som om, det gav sig selv, hvad jeg mente, når jeg sagde ’klassikerserie’. Det måtte være bøger, der i sig selv er gode, at de er blevet dét, man kalder klassikere, og så har man (et forlag) sat dem i en serie. I mit speciale undersøgte jeg begrebet klassiker og hvad der er med til at konstruere klassikere. Jeg tog udgangspunkt i Rosinantes klassikerserie, da det er den klassikerserie på det danske bogmarked, der er mest iøjnefaldende for den almindelige bogforbruger. Mere om det om lidt.

I sin nye bog Min europæiske kanon — 26 litterære fyrtårne fremhæver litteraturforsker Knud Wentzel 26 værker som værende de bedste europæiske bøger. Anmeldelsen i Politiken d. 23. april 2017 kalder værket ”en gave til det læsende Danmark”. Den opmærksomme læser vil — modsat anmelderen i Politiken — måske hæfte sig ved, at ingen af de 26 bøger er skrevet af kvinder. At kvinder kun er sparsomt — eller slet ikke — repræsenteret, som i tilfældet med Wentzel, er meget almindeligt. I Rosinantes klassikerserie var der, da jeg afleverede specialet i efteråret 2015 udkommet tredive titler. I serien er der ud af de 30 titler kun fire kvinder repræsenteret: Virginia Woolf, George Eliot, Emily Brontë og Mary Shelley. Virginia Woolf er repræsenteret med tre bøger.

Kanonkrigen

I begyndelsen af 1990’erne førtes noget, der i en amerikansk kontekst blev omtalt som ’canon wars’. Det var en akademisk diskussion, der især blev udkæmpet på højere læreanstalter. Forskere og undervisere på universiteter kunne ikke blive enige om hvilke forfattere, der skulle læses, for at de studerende kunne betragtes som ordentligt uddannede. Nogle var på det konservative hold, mens andre ville udskifte nogle af de klassiske (hvide) mandlige forfattere til fordel for mere marginaliserede forfattere — herunder kvinder. Det var således ikke så meget kanon som begreb, der blev udfordret, men mere hvem, der skulle inkluderes i denne. I virkeligheden kan denne konflikt også ses som et proxy slagsmål for større politiske positioner med en konservativ højrefløj og en mere retfærdighedsorienteret venstrefløj. Begge fløje deler dog præmissen: At indholdet af humanistiske uddannelser er vigtigt. Og at det betyder noget, hvad vi læser.

Den amerikanske litteraturteoretiker Harold Bloom udvælger i værket The Western Canon 26 forfattere, som han mener, er repræsentanter for den vestlige litteraturkanon. I denne kanon er der fire kvinder. En hel del flere end Wentzels ingen, men stadig ikke mange. Disse bøgers autonome æstetik er ifølge Bloom så kraftfuld og original, at værkerne træder frem som en klar, vestlig litteraturkanon, der ikke kan stå til diskussion. Man skal ikke have mange dråber af socialkonstruktivisme i blodet, før man stiller spørgsmålstegn ved Blooms stålfaste holdning til kanon(dannelse).

Kanondiskussionen affødte allerede dengang en debat om, hvordan kvinder er repræsenteret i kanon. Inden for feministisk litteraturteori har man ofte argumenteret for, at flere kvindelige forfattere fortjener en mere fremtrædende rolle i litteraturkanoner. At skulle aktivt gøre plads til flere kvinder i en (påstået universel) litteraturkanon, er dog noget Bloom og co. direkte opponerer imod. Han kalder i The Western Canon nedladende dem, der gerne vil det for ”feministiske heppekor” [feminist cheerleaders] og beskylder dem for at være ”selvbedrageriske” [self-deluded]. Det må siges at være en hård argumentationsform, han bruger. Hvis man vil have kvinder ind i kanonen, bliver litteratur ifølge Bloom til et politisk projekt, hvilket i så fald negligerer værkets æstetiske værdi. Spørgsmålet er imidlertid, om De døde hvide poeters klub ikke allerede er politisk, eller i hvert fald konsekvensen af den politik, der gennem flere århundrede er blevet ført på alle områder af samfundet og kulturen. Og er det i så fald ikke meget retfærdigt, at flere kvinder nu skal indlemmes i kanoner og ophæves til klassikere?

Forlagets magt

Tilbage til Rosinantes klassikerserie. For at komme nærmere en forståelse af, hvorfor nogle bøger bliver betegnet som klassikere og andre ikke gør, undersøgte jeg i mit speciale hvilke forlagsmæssige processer, der er med til at konstruere klassikere. Jeg kom frem til, at man som forlag med til at skabe klassikere. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at et værk har en særlig immanent kvalitet. Der skal være nogle aktører på det kulturelle marked, der ”hjælper det på vej”. I Rosinantes tilfælde er det både den troværdighed, forlaget har, og den måde, hvorpå de rent praktisk forvalter udgivelsen af klassikere, der er med til at give bøger en klassikerstatus, de måske ellers ikke ville have haft. Som forlag har de med serien skabt en legitimitet til at udføre talehandlingen ”dette er en klassiker”. Et konkret eksempel: I Rosinantes klassikerserie udkommer Dostojevskijs Forbrydelse og straf. Det er et værk som litteraturhistorien, markedet, tiden m.v. i så høj grad har kanoniseret som klassiker, at det ikke rigtigt giver mening at diskutere dens klassikerstatus. Indlemmer man imidlertid bøger i denne serie, som normalt ikke bliver betragtet som klassikere, kan de blive til det — både fordi værkerne nu er sat i samme serie som Dostojevskij, og simpelthen, fordi forlaget siger, at det er en klassiker. En sådan serie er derfor særligt spændende at kigge på, når det handler om at ændre eller udvide den klassiske kanon med fx flere kvinder.

Ved en gennemgang af de udgivne titler i Rosinantes klassikerserie viser det sig, at de fleste bøger er genudgivelser. Det er altså bøger forlaget (eller et af de forlag, Rosinante har opkøbt) tidligere har udgivet. Det holder derfor produktionsomkostningerne nede. De fleste bøger har blot fået nyt omslag og tilføjet et forord af en kendt, dansk forfatter. Forordet vender jeg tilbage til om lidt. Titlerne udvælges altså på den måde i udgangspunktet fra forlagets bagkatalog. I netop Rosinantes tilfælde ligger en del af forklaringen på de manglende kvinder derfor måske i, at der også er tale om en genudgivelsesserie. Så hvis de tidligere udgivne bøger har været domineret af mandelige forfattere, bliver genudgivelserne af disse det givetvis også.

Gentagelse af skæv kønsbalance

Hvor man relativt nemt ville kunne give en forklaring på — og måske endda forsøge retfærdiggøre (som fx Bloom gør), at der ikke er flere kvindelige forfattere, der bliver betragtet som klassiske, forholder det sig ikke sådan med de nulevende forordsforfattere. Der burde i princippet cirka være lige mange mandlige og kvindelige forfattere, der skrev forord til bøgerne i serien. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Langt fra. En gennemgang af forordsforfatterne viser, at der er fire kvinder, der har skrevet forord: Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Josefine Klougart, Connie Bork og Merete Pryds Helle. Sidstnævnte har godt nok skrevet forord til to bøger. Og disse kvinder har udelukkende skrevet forord til bøger, der er skrevet af andre kvindelige forfattere, hvilket også giver stof til betænkelig eftertanke. Der er på den måde endda færre forord, der er skrevet af kvinder, end der er bøger i Rosinantes klassikerserie, skrevet af kvinder. Rosinante gentager på den måde en uheldig mekanisme i litteraturen, der har været — og øjensynligt stadig er — patriarkalsk domineret.

Forlaget, som ellers havde magten til at ophæve værker skrevet af kvindelige forfattere til klassikere, bruger ikke denne magt til det. I stedet reproducerer de, via den skæve kønsfordeling i forordene, en forestilling om, at en (klassiker)forfatter er en mand. Det kan vække bekymring for litteraturens fremtidige klassikere.

At en dansk litteraturforsker kan skrive en bog om 26 forfattere — alle mænd — og at Politikens anmelder kan anmelde bogen, uden at hæfte sig ved dette, er desværre yderligere et tegn på den udbredte forestilling om den mandlige klassikerforfatter som værende normen.

Artiklen har tidligere været bragt i Friktion.

Du er velkommen til at kommentere

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s