”Det skønne er lige så nyttigt som det nyttige. Nyttigere måske”

Jeg har i mange uger været i gang med at læse ”De elendige” af Victor Hugo, et gigantisk og fantastisk værk som (det meste af tiden) er en fryd at læse. Det tog Hugo sytten år (udkom 1862) at skrive de omkring 1800 sider, der indeholder et imponerende og til tider uoverskueligt stort persongalleri, skæbner, der vikler sig ind og ud af hinanden, og et indviklet og overbevisende plot, der tilfredsstiller selv den mest plothungrende type. Men det er også en fortælling om Frankrig i oplysningstiden, om borgerskabet, om konsekvenserne af fattigdom og uvidenhed, om demokrati og om oplysning. Jeg kan kun misunde Victor Hugo og borgerskabets fremtidstro efter Den franske revolution – en klar forestilling om, at mennesket er rationelt og at denne rationalitet, hvis den fodres rigtigt, kan afstedkomme en bedre og mere lige og demokratisk verden. Det er svært efter det 21. Århundrede og nu også med en altoverskyggende økologisk krise, der truer med at ødelægge menneskets tilværelse på jorden. Men fremtidstro er der rigeligt i værket, der på en måde også er et både politisk og religiøst manifest.

Hovedperson i ”De elendige” er Jean Valjean der efter 19 år som galejslave formår at flygte. Efter flugten er hans hjerte opslugt af bitterhed tangerende til det ondskabsfulde over den grufulde skæbne, der er overgået ham (han havde i sin tid stjålet et brød til sin sultne familie), men da han møder den Jesus-lignende biskop, der byder ham ind i sit hjem som sin lige, ser han næsten i bogstaveligste forstand lyset og bliver omvendt til godheden. På grund af Jean Valjeans klogskab og fromhed bliver han borgmester i en by, der nu stortrives, fordi han driver den så vel med øje for alle byens borgere, høj som lav. Men byens politibetjent – opfyldt af en forfejlet retfærdighedssans – opdager at Jean Valjean har en fortid som en undsluppen straffefange og vier sin gerning til at afsløre dette og tage Jean Valjean til fange igen. (*Spoileralert!*) Det lykkedes! Jean Valjean må på flugt igen og denne gang har han nu også påtaget sig ansvaret for en lille pige Cosette, der indtil Jean Valjean redder hende, er blevet mishandlet af sine onde og griske plejeforældre. Sideløbende med historien er der sidespor og sidesidespor og sidesidesidespor, der vinkler sig ind og ud af i hinanden. Og så er der den unge mand Marius, sygeligt optaget af sin afdøde far, der leder efter de onde, griske plejeforældre, som han fejlagtigt tror tidligere har reddet hans far ved Waterloo. De onde, griske plejeforældre leder i øvrigt efter Cosette, fordi de tror hun nu kan have værdi for dem, fordi Jean Valjean viser sig at være meget rig! Og hold nu fast – Marius og Cosette (der nu er vokset) forelsker sig i hinanden … og nu vil jeg heller ikke afsløre mere (jeg er heller ikke kommet længere).

Selvom om jeg bukker mig i støvet for dette enorme og overvældende værk sidder jeg sommetider og jamrer, fx under den 100 side lange beskrivelse af slaget ved Waterloo, et slag, der bare fortsætter og fortsætter og … Min kærester griner af mig og spørger mig, hvorfor jeg ikke bare springer lidt i teksten, men det kommer *ikke* til at ske – selvom jeg sommetider lægger bogen lidt væk, hvis der er en anden bog, der presser sig på (blandt andet skulle jeg lige læse Kirsten Hammanns nye roman ”Ofte stillede spørgsmål”, som jeg grinede mig igennem, og så fik jeg lige en bog af min svigerinde ”Bonjour Tristesse” af Francoise Sagan, der lokkede mig (og ikke forgæves!)) (Og så er jeg blevet overtalt til at se Stranger Things, som er alt, alt for uhyggeligt for mig (jeg får mareridt om slimede monstre) – og det fodrer i øvrigt også min antagelse: serier er djævlens værk, der lokker det oplyste og næsten-fornuftige menneske væk fra vigtigere og bedre ting: læsning af gode bøger! Jeg har på fornemmelsen af Hugo ville være enig.)

Tilbage til værket: Min mor, der også er en storlæser har flere gange anbefalet mig at læse ”De elendige” (vi plejer at kunne lide de samme bøger … bortset fra at jeg nok er lidt mere kritisk end hende). Jeg har flere gange undervejs i det enorme tekstkorpus – især hvis jeg er gået lidt i stå i nogle af de laaaaaange passager og sidesideside historier og sidesidesideside historier, hvis relevans, indrømmet, er lidt svær at få øje på – spurgt hende ”har du *virkelig* læst hele værket?”, hvorefter hun har flere gange forsikret mig, at det havde hun skam – og at HUN NØD HVERT ET ØJEBLIK! Jeg følte mig skamfuld over min egen utålmodighed, men hov, vent, så opdager jeg pludselig, at den version, jeg læser i, er Vandkunstens udgave og det er en nyoversættelse af ”Les Misérables” (oversat af Hans Peter Lund), der tidligere kun er udkommet på dansk i en forkortet version – som altså er den version min mor har læst. Den gamle version er under halvdelen så lang (det vil sige stadig lang) som Vandkunstens i øvrigt virkelig smukke og bibliofilspleasende udgave. Jeg måtte skrive til min mor: ”Ha! Du har IKKE læst det hele!”  – stolt, fordi jeg læser den *rigtige* version, men også en smule misundelig, fordi det massive værk måske i virkeligheden godt kunne have brugt en lidt hårdhændet redaktør.

”Det skønne er lige så nyttigt som det nyttige. Nyttigere måske” står der et sted i værket. Jeg fortsætter læsningen.

One thought on “”Det skønne er lige så nyttigt som det nyttige. Nyttigere måske””

Du er velkommen til at kommentere

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s