Forfatteriver

Jeg er med til at arrangere Verdens Bedste Litteraturfestival, nemlig Anholt Litteraturfestival, og i vores lille arrangørgruppe sidder vi lige nu og skriver lister over de forfattere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne og Grønland, vi gerne vil have med til Anholt 2018 – og jeg ville ønske, at vi kunne invitere mindst 100 forfattere – både dem, der var med sidste år og forrige år, og en masse andre og nye, og hvad med dén eller dén, og kunne det ikke være fedt med hende dér eller ham dér, og ønskelisten bliver længere og længere og længere, og der er alt, alt for mange forfattere, jeg gerne ville have med, men som ikke får en invitation.

IMG_9777

 

Filmbogfilmbogfilm

Jeg så forleden, at den murstenstunge og formidable roman af Donna Tart, “The Goldfinch” (dansk: Stillidsen), skal filmatiseres, og blev som altid, når jeg ser, at gode bøger skal filmatiseres, lidt skeptisk, fordi filmen så sjældent lever op til bogen. Det er en læsenørdkliché: at sige at bøger altid er bedre end filmen.

Men det passer ikke, at bøger altid er bedre. Der bliver ofte lavet gode film baseret på bøger, men så er det bare på dårlige eller halvdårlige bøger. For eksempel er The Godfather en genial film, men en halvvissen bog.

Men det hører til sjældenhederne at se en rigtig god film, som er baseret på en rigtig god bog.

“To Kill a Mockingbird” (1962) er en af disse få virkelig gode film, som er baseret på en virkelig god bog. Jeg genså den i går aftes med min lillesøster, der hverken havde læst bogen eller set filmen. (Den er på Netflix!) “To Kill a Mockingbird” foregår i 30’ernes sydstater, hvor den rolige, gode, kloge og enlig-far advokat Atticus Finch skal forsvare en uskyldig sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde. Retssagen, og den virkning den får på byen, bliver set igennem den 6-årige Scouts øjne (i både bogen og filmen er hun fortæller).

Denne amerikanske klassiker (måske den mest kendte og læste klassiker i USA, den er på pensum i næsten alle high schools) er skrevet af Harper Lee i 1960, kun to år før den bliver filmatiseret af Robert Mulligan med Gregory Peck i rollen som Atticus Finch. Både bogen og filmen blev en øjeblikkelig succes (bogen vandt en Pulitzer og filmen flere Oscars) og har været det lige siden (selvom der selvfølgelig ikke nødvendigvis er kausalitet mellem kvalitet og succes) – og er altså vidne om, at det sommetider godt kan lykkes at lave en virkelig god film baseret på en virkelig god bog.

(Jeg har faktisk på stående fod svært ved at komme i tanker om mere end en lille håndfuld gode film, der er baseret på gode bøger, hvor kvaliteten i filmen når samme højde som bogen. (Og det er jo selvfølgelig, fordi bøger i sidste ende er bedre end film, ja?))

IMG_9776
Jeg lider af en evig og evigt uforløst forelskelse i Atticus Finch

 

Litteraturforelskelsesgrebet

Der er flere bøger, jeg ganske inderligt ville ønske, at jeg kunne læse igen for allerførste gang. Når jeg får øje på en intellektuel type på en kaffebar siddende med Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” eller et nørdet barn i S-toget med opspilede øjne rettet ned mod en Harry Potter-bog, kan jeg blive helt misundelig, ja, måske endda lidt jaloux. Det er en helt overvældende følelse, næsten som en stærk forelskelse, når en helt ny verden åbner sig for én i litteraturen. Det er en følelse, jeg desværre oplever sjældnere og sjældnere, jo ældre jeg bliver. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en mere kritisk læser (måske som følge af en cand.mag.-i-litteraturhistorie-arbejdsskade) eller gradvist mister mit barnlige engagement og indlevelsesevnen. Men sommetider er der heldigvis stadig værker, som jeg kan blive forelskelsesgrebet af og hvor jeg ligger søvnløs, fordi jeg hellere vil befinde mig i en symbiose med bogen. (Åh, tænk at læse “Greven af Monte Cristo” for første gang, hvor man ikke ved, hvad der sker efter Dantés er blevet fængslet på øen If. (Hvad det værk ikke har i sproglig ynde, gør det i dén grad op for i plotspænding!))

En litteraturmisundelsesfølelse sidder jeg også med lige nu, mens min kæreste læser i Daniel Mendelsohns gribende og uhyggelige værk “De mistede” (org. “The Lost” 2006), som jeg altså ville ønske, at det var mig, der skulle læse for første gang.

Det er et værk, der er både en selvbiografisk historie om at være jøde og om at bære på den jødiske arv efter tusinde års forfølgelse, og samtidig en art mordgåde, der skal opklares. “De mistede” er egentlig ikke et skønlitterært værk, selvom det godt kan læses (og bliver det) på dennes kunsts præmisser. Mendelsohn er på en næsten sygelig måde optaget af at finde ud af, hvad der præcis skete med fem familiemedlemmer (hans bedstefars brors familie), der blev myrdet i en lille ukrainsk by under udrensningerne i 1941. Denne eftersøgning, der bringer ham rundt i store dele af verden, bliver samtidig på en foruroligende måde vævet ind i de store jødiske grundfortællinger. Værket indeholder både page-turner-elementer og minutiøse gennemgange af bestemte ords etymologiske oprindelse, lange udredninger af stamtræer og slægtsled og læsninger og udlægninger af de jødiske skrifter. Ja, der er nørdalarm på bogen, og utrolig mange indskudte sætninger!

I går aftes lå min kæreste i sengen og læste i bogen, og da jeg blev ved med at afbryde ham for at snakke om den, spurgte han til sidst (måske i virkeligheden som en afledningsmanøvre?) om han skulle læse lidt op for mig i stedet. Det måtte han meget gerne. Der dukkede nye nuancer op, som mindede mig om, at selvom man ikke igen kan få den samme overvældende fornemmelse af at læse et bestemt værk for allerførste gang, så kommer der under en genlæsning næsten altid nye og interessante elementer frem. Således også i dette værk.

IMG_9736

Hvad ville Hugo gøre?

“Gør en ende på den stærkes uretfærdige udnyttelse af den svage, læg den gratis og obligatoriske undervisning i barnets opvækst og gør videnskaben til manddommens grundlag, vær både et stærkt folk og en lykkelig familie, demokratisér ejendomsretten ved at udbrede den til alle, således at alle borgere uden undtagelse bliver ejere, hvilket er lettere, end man tror, kort sagt skab rigdom og fordel den; så vil man både opnå materiel og moralsk storhed.”

Tænk som Hugo, når du stemmer i dag til kommunalvalget.

Hvad Gud gør, er altid det rigtige.

“Hvis vi bliver tvunget til at vælge mellem civilisationens barbarer og barbariets civiliserede, ville vi vælge barbarerne. Men gudskelov er der et andet valg. Intet hovedkulds fald er nødvendigt, og man behøver hverken styrte fremad eller tilbage. Hverken despoti eller terror. Vi går ind for fremskridtet med en behagelig hældning. Det hjælper Gud med. At gøre skråninger blidere, det er hele Guds politik.”

Efter en hæsblæsende scene hvor den nu halvgamle hovedperson Jean Valjean på næsten mirakuløs og superatletisk vis formår at flygte ud ad et vindue en vinterkold og mørk aften, går der igen religiøst og politisk manifest i “De elendige”. Ovenstående er et lillebitte citat fra en meget (meget!) lang passage, hvor Hugo (igen igen) fuldstændigt har forladt handlingssporene og alle karaktererne til fordel for denne ideologiske gigantpamflet. Læg også mærke til, at den alvidende fortællerstemme her omtaler sig selv i flertal. Patos kender ingen grænser, og det er sagt med al kærlighed til Hugo.

Og nu ved jeg jo også, hvad Guds politik er: pragmatisme.

Status: Jeg er på side 1088 ud af 1874. (Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om og gerne vil vide det, kan du klikke her.)

IMG_9666
Jeg ligger og læser og er forkølet og er MINDST lige så elendig som de elendige i “De elendige” og de er virkelig elendige!

Er en rigtig klassikerforfatter en mand?

Kvinder er ofte overset, når det kommer til litterære klassikere. En forklaring kunne være, at kvinder simpelthen ikke har skrevet gode nok værker. Men er det sandt? Noget tyder på, at forestillingen om den mandlige forfatter som klassikerforfatter stadig bliver understøttet.

Da jeg i sin tid fortalte venner og bekendte, at jeg skrev speciale om en klassikerserie, var det nærmest som om, det gav sig selv, hvad jeg mente, når jeg sagde ’klassikerserie’. Det måtte være bøger, der i sig selv er gode, at de er blevet dét, man kalder klassikere, og så har man (et forlag) sat dem i en serie. I mit speciale undersøgte jeg begrebet klassiker og hvad der er med til at konstruere klassikere. Jeg tog udgangspunkt i Rosinantes klassikerserie, da det er den klassikerserie på det danske bogmarked, der er mest iøjnefaldende for den almindelige bogforbruger. Mere om det om lidt.

I sin nye bog Min europæiske kanon — 26 litterære fyrtårne fremhæver litteraturforsker Knud Wentzel 26 værker som værende de bedste europæiske bøger. Anmeldelsen i Politiken d. 23. april 2017 kalder værket ”en gave til det læsende Danmark”. Den opmærksomme læser vil — modsat anmelderen i Politiken — måske hæfte sig ved, at ingen af de 26 bøger er skrevet af kvinder. At kvinder kun er sparsomt — eller slet ikke — repræsenteret, som i tilfældet med Wentzel, er meget almindeligt. I Rosinantes klassikerserie var der, da jeg afleverede specialet i efteråret 2015 udkommet tredive titler. I serien er der ud af de 30 titler kun fire kvinder repræsenteret: Virginia Woolf, George Eliot, Emily Brontë og Mary Shelley. Virginia Woolf er repræsenteret med tre bøger.

Kanonkrigen

I begyndelsen af 1990’erne førtes noget, der i en amerikansk kontekst blev omtalt som ’canon wars’. Det var en akademisk diskussion, der især blev udkæmpet på højere læreanstalter. Forskere og undervisere på universiteter kunne ikke blive enige om hvilke forfattere, der skulle læses, for at de studerende kunne betragtes som ordentligt uddannede. Nogle var på det konservative hold, mens andre ville udskifte nogle af de klassiske (hvide) mandlige forfattere til fordel for mere marginaliserede forfattere — herunder kvinder. Det var således ikke så meget kanon som begreb, der blev udfordret, men mere hvem, der skulle inkluderes i denne. I virkeligheden kan denne konflikt også ses som et proxy slagsmål for større politiske positioner med en konservativ højrefløj og en mere retfærdighedsorienteret venstrefløj. Begge fløje deler dog præmissen: At indholdet af humanistiske uddannelser er vigtigt. Og at det betyder noget, hvad vi læser.

Den amerikanske litteraturteoretiker Harold Bloom udvælger i værket The Western Canon 26 forfattere, som han mener, er repræsentanter for den vestlige litteraturkanon. I denne kanon er der fire kvinder. En hel del flere end Wentzels ingen, men stadig ikke mange. Disse bøgers autonome æstetik er ifølge Bloom så kraftfuld og original, at værkerne træder frem som en klar, vestlig litteraturkanon, der ikke kan stå til diskussion. Man skal ikke have mange dråber af socialkonstruktivisme i blodet, før man stiller spørgsmålstegn ved Blooms stålfaste holdning til kanon(dannelse).

Kanondiskussionen affødte allerede dengang en debat om, hvordan kvinder er repræsenteret i kanon. Inden for feministisk litteraturteori har man ofte argumenteret for, at flere kvindelige forfattere fortjener en mere fremtrædende rolle i litteraturkanoner. At skulle aktivt gøre plads til flere kvinder i en (påstået universel) litteraturkanon, er dog noget Bloom og co. direkte opponerer imod. Han kalder i The Western Canon nedladende dem, der gerne vil det for ”feministiske heppekor” [feminist cheerleaders] og beskylder dem for at være ”selvbedrageriske” [self-deluded]. Det må siges at være en hård argumentationsform, han bruger. Hvis man vil have kvinder ind i kanonen, bliver litteratur ifølge Bloom til et politisk projekt, hvilket i så fald negligerer værkets æstetiske værdi. Spørgsmålet er imidlertid, om De døde hvide poeters klub ikke allerede er politisk, eller i hvert fald konsekvensen af den politik, der gennem flere århundrede er blevet ført på alle områder af samfundet og kulturen. Og er det i så fald ikke meget retfærdigt, at flere kvinder nu skal indlemmes i kanoner og ophæves til klassikere?

Forlagets magt

Tilbage til Rosinantes klassikerserie. For at komme nærmere en forståelse af, hvorfor nogle bøger bliver betegnet som klassikere og andre ikke gør, undersøgte jeg i mit speciale hvilke forlagsmæssige processer, der er med til at konstruere klassikere. Jeg kom frem til, at man som forlag med til at skabe klassikere. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at et værk har en særlig immanent kvalitet. Der skal være nogle aktører på det kulturelle marked, der ”hjælper det på vej”. I Rosinantes tilfælde er det både den troværdighed, forlaget har, og den måde, hvorpå de rent praktisk forvalter udgivelsen af klassikere, der er med til at give bøger en klassikerstatus, de måske ellers ikke ville have haft. Som forlag har de med serien skabt en legitimitet til at udføre talehandlingen ”dette er en klassiker”. Et konkret eksempel: I Rosinantes klassikerserie udkommer Dostojevskijs Forbrydelse og straf. Det er et værk som litteraturhistorien, markedet, tiden m.v. i så høj grad har kanoniseret som klassiker, at det ikke rigtigt giver mening at diskutere dens klassikerstatus. Indlemmer man imidlertid bøger i denne serie, som normalt ikke bliver betragtet som klassikere, kan de blive til det — både fordi værkerne nu er sat i samme serie som Dostojevskij, og simpelthen, fordi forlaget siger, at det er en klassiker. En sådan serie er derfor særligt spændende at kigge på, når det handler om at ændre eller udvide den klassiske kanon med fx flere kvinder.

Ved en gennemgang af de udgivne titler i Rosinantes klassikerserie viser det sig, at de fleste bøger er genudgivelser. Det er altså bøger forlaget (eller et af de forlag, Rosinante har opkøbt) tidligere har udgivet. Det holder derfor produktionsomkostningerne nede. De fleste bøger har blot fået nyt omslag og tilføjet et forord af en kendt, dansk forfatter. Forordet vender jeg tilbage til om lidt. Titlerne udvælges altså på den måde i udgangspunktet fra forlagets bagkatalog. I netop Rosinantes tilfælde ligger en del af forklaringen på de manglende kvinder derfor måske i, at der også er tale om en genudgivelsesserie. Så hvis de tidligere udgivne bøger har været domineret af mandelige forfattere, bliver genudgivelserne af disse det givetvis også.

Gentagelse af skæv kønsbalance

Hvor man relativt nemt ville kunne give en forklaring på — og måske endda forsøge retfærdiggøre (som fx Bloom gør), at der ikke er flere kvindelige forfattere, der bliver betragtet som klassiske, forholder det sig ikke sådan med de nulevende forordsforfattere. Der burde i princippet cirka være lige mange mandlige og kvindelige forfattere, der skrev forord til bøgerne i serien. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Langt fra. En gennemgang af forordsforfatterne viser, at der er fire kvinder, der har skrevet forord: Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Josefine Klougart, Connie Bork og Merete Pryds Helle. Sidstnævnte har godt nok skrevet forord til to bøger. Og disse kvinder har udelukkende skrevet forord til bøger, der er skrevet af andre kvindelige forfattere, hvilket også giver stof til betænkelig eftertanke. Der er på den måde endda færre forord, der er skrevet af kvinder, end der er bøger i Rosinantes klassikerserie, skrevet af kvinder. Rosinante gentager på den måde en uheldig mekanisme i litteraturen, der har været — og øjensynligt stadig er — patriarkalsk domineret.

Forlaget, som ellers havde magten til at ophæve værker skrevet af kvindelige forfattere til klassikere, bruger ikke denne magt til det. I stedet reproducerer de, via den skæve kønsfordeling i forordene, en forestilling om, at en (klassiker)forfatter er en mand. Det kan vække bekymring for litteraturens fremtidige klassikere.

At en dansk litteraturforsker kan skrive en bog om 26 forfattere — alle mænd — og at Politikens anmelder kan anmelde bogen, uden at hæfte sig ved dette, er desværre yderligere et tegn på den udbredte forestilling om den mandlige klassikerforfatter som værende normen.

Artiklen har tidligere været bragt i Friktion.

Bogforumlarm

I går var jeg forbi Bogforum. Der er godt nok meget larm, ja? Jeg glemmer det hvert år. Man bliver helt ør i hovedet. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har købt en bog på Bogforum. Sidste år købte jeg et par læsebriller, fordi jeg manglede nogle, og hende sælgerdamen syntes, jeg så godt ud med dem på, og så købte jeg dem bare, men de var ikke den helt rigtige styrke, så nu ligger de bare i en skuffe. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke køber bøger, når jeg netop er sådan en, der kunne tænkes at købe bøger. For nogle uger siden var jeg i Portland, og jeg besøgte Verdens Største Boghandler (det siger de i hvert fald selv, at de er) Powell’s, der fylder en hel blok. Jeg gik meget benovet derind, men endte med at gå lidt rundt i cirkler, fare en smule vild og gå tomhændet derfra. Sommetider kan man måske bare ikke se skoven for bare træer.

I går på Bogforum hørte jeg en af mine all-time-favorite forfattere og absolut elskværdige Pablo Llambías (med fleece) i en interessant samtale med dygtige Nanna Goul (udtales som skovl men med g i stedet for sk). Pablo fortalte om sin nyeste roman “Natteskær”, som er spændende og alt muligt andet, men jeg er jo også temmelig biased. #kæreste #inhabil #gulstol #flotbog #fleecetrøje #mikrofonbogsamtale #skibukser #larm

IMG_9643
Pablo Llambías og Nanna Goul og to gule stole og et rødt bord m.m.

Litteraturærlighed

Jeg plejer sjældent at udtale mig negativt om danske forfatteres bøger – andet end bag lukkede døre og dér siger jeg mange ting – men sådan offentligt og på skrift. Litteraturmiljøet (Ja, der ér et litteraturmiljø. Ja, der ér flere litteraturmiljøer) er så lillebitte i Danmark og sommetider ikke særlig behageligt (sommetider, men ikke altid, se nu begynder jeg allerede at trække lidt i land), og min oplevelse er, at folk ikke altid (kun nogle folk selvfølgelig og ikke altid) er så søde ved hinanden (hvilket der sikkert kan være mange forskellige grunde til). Og måske er det også fordi, at jeg ikke kan lide at gøre folk kede af det, folk som jeg kender eller møder eller på den ene eller anden måde skal samarbejde med, eller som det kunne tænktes, at jeg skulle samarbejde med på et tidspunkt i fremtiden. Jeg føler mig udsat, når jeg gør det. Jeg læste fx Olga Ravns ”Celestine” for lang tid siden, og jeg havde høje forventninger til den, og den så også virkelig flot ud med det der blå og sølvskinnende omslag, men jeg synes ikke, den var særlig god, sproget alt for parfumeret og prætentiøs. Men jeg undlod helt bevidst at skrive det på Twitter (hvor jeg ellers skriver en del om bøger), fordi tænk nu, hvis jeg mødte hende en dag, og hun opdagede, at jeg havde skrevet noget dårligt om hendes bog. Ja, det er langt ude at have det sådan, men sådan havde jeg det altså, hvilket jeg også skammer mig over, fordi jeg gerne vil være sådan en, der siger sin mening (på en saglig måde, selvfølgelig), ligesom jeg også gør i andre sammenhænge. Nå, men så hørte jeg en radioudsendelse, hvor Lars Bukdahl (en af mine yndlingsanmeldere, som jeg ofte ser (uretfærdigt imho) blive kritiseret), og han snakkede om at være en kendt anmelder, og om hvordan forfattere sommetider bliver sure på ham (engang fik han endda en kande vand i hovedet!), hvis han anmelder deres bøger dårligt, og så sagde han noget om, at det gav ham en vis tilfredsstillelse at skrive en dårlig anmeldelse eller mere præcis en god anmeldelse af en dårlig bog. Det har rumsteret lidt rundt i mit hoved. (Jeg vil ikke linke til udsendelsen, fordi jeg ikke kan lide Radio 24/7 (jeg er virkelig ærlig i dag, hva’?) og fordi jeg synes der var andre ting i programmet, der var højst kritisable (et par afsluttende, meget personlige spørgsmål til Lars Bukdahl der gik langt, langt over stregen.))

Det der egentlig ansporede mig til at skrive dette var, at jeg stødte på en bogtrailer til Kaspar Colling Nielsens nye roman ”Det Europæiske Forår”. (Ja, en bogtrailer er en ting, og er altså en reklame for en bog, der er lavet lidt ligesom en trailer til en film. Jeg har set flere af dem, og ikke nogen, jeg syntes fungerede). Bogtraileren viser et par, der sidder på et fint konditori. Kvinden, som vi kun ser fra munden og ned, sidder og spiser kage og flirter med manden (der spilles af Nicholas Bro). Selvom vi ikke ser hele kvinden, er det tydeligt, at hun er portrætteret som meget yngre og lækre end manden med hendes flotte krop, hvide tænder og blonde hår. Ved siden af parret sidder Kaspar Colling og skriver notater i sin notesbog mens han observerer dem – notater som jeg formoder er en del af romanen, som filmen reklamerer for. Collings fortællerstemme agerer også som en fortællerstemme i selve filmen. Parret flirter mere og mere med hinanden, og der kommer flere og flere seksuelle undertoner. Traileren slutter af med, at manden finder ud af (via fortællerstemmen), at kvinden er udviklingshæmmet og beskueren ser nu for første gang kvindes ansigt, der ganske rigtigt ligner en handicappet kvinde. Badabumtjii. Det er så meningen (er min klare antagelse), at beskueren skal synes dette er sjovt: at en mand er forelsket i en yngre, flot kvinde og ikke har opdaget at hun er udviklingshæmmet. Jeg synes ikke det er sjovt. Jeg synes det er tamt, åndssvagt og på kanten til det ubehagelige, på flere niveauer. Jeg har ikke læst bogen endnu, kun små tekstbidder fra anmeldelser og fra Kaspar Collings egen Facebook-side. Intet af det jeg har læst, har vidnet om nogen høj litterær kvalitet, tværtimod. Men jeg håber *selvfølgelig*, at det ikke er tilfældet, og at min fornemmelse fejler, og at det bare er traileren, jeg så kan nøjes med at kritisere.

Pyh-ha, jeg gjorde det. Jeg skrev noget negativt om en dansk forfatters litteratur (tæt på i hvert fald), men jeg tænker alligevel, at jeg har lyst til at komme med en tilføjelse for en god ordens skyld, så det hele ikke bliver Kaspar Colling-kritisk: Jeg kunne godt lide hans roman ”Den danske borgerkrig 2018-2024.” Jeg var topunderholdt hele vejen igennem, og så i øvrigt flere paralleller til den gode Houellebecq især ”Muligheden af en ø”, som jeg var meget (endnu mere) begejstret for.

Nu ikke mere litteraturærlighed for i dag.

”Det skønne er lige så nyttigt som det nyttige. Nyttigere måske”

Jeg har i mange uger været i gang med at læse ”De elendige” af Victor Hugo, et gigantisk og fantastisk værk som (det meste af tiden) er en fryd at læse. Det tog Hugo sytten år (udkom 1862) at skrive de omkring 1800 sider, der indeholder et imponerende og til tider uoverskueligt stort persongalleri, skæbner, der vikler sig ind og ud af hinanden, og et indviklet og overbevisende plot, der tilfredsstiller selv den mest plothungrende type. Men det er også en fortælling om Frankrig i oplysningstiden, om borgerskabet, om konsekvenserne af fattigdom og uvidenhed, om demokrati og om oplysning. Jeg kan kun misunde Victor Hugo og borgerskabets fremtidstro efter Den franske revolution – en klar forestilling om, at mennesket er rationelt og at denne rationalitet, hvis den fodres rigtigt, kan afstedkomme en bedre og mere lige og demokratisk verden. Det er svært efter det 21. Århundrede og nu også med en altoverskyggende økologisk krise, der truer med at ødelægge menneskets tilværelse på jorden. Men fremtidstro er der rigeligt i værket, der på en måde også er et både politisk og religiøst manifest.

Hovedperson i ”De elendige” er Jean Valjean der efter 19 år som galejslave formår at flygte. Efter flugten er hans hjerte opslugt af bitterhed tangerende til det ondskabsfulde over den grufulde skæbne, der er overgået ham (han havde i sin tid stjålet et brød til sin sultne familie), men da han møder den Jesus-lignende biskop, der byder ham ind i sit hjem som sin lige, ser han næsten i bogstaveligste forstand lyset og bliver omvendt til godheden. På grund af Jean Valjeans klogskab og fromhed bliver han borgmester i en by, der nu stortrives, fordi han driver den så vel med øje for alle byens borgere, høj som lav. Men byens politibetjent – opfyldt af en forfejlet retfærdighedssans – opdager at Jean Valjean har en fortid som en undsluppen straffefange og vier sin gerning til at afsløre dette og tage Jean Valjean til fange igen. (*Spoileralert!*) Det lykkedes! Jean Valjean må på flugt igen og denne gang har han nu også påtaget sig ansvaret for en lille pige Cosette, der indtil Jean Valjean redder hende, er blevet mishandlet af sine onde og griske plejeforældre. Sideløbende med historien er der sidespor og sidesidespor og sidesidesidespor, der vinkler sig ind og ud af i hinanden. Og så er der den unge mand Marius, sygeligt optaget af sin afdøde far, der leder efter de onde, griske plejeforældre, som han fejlagtigt tror tidligere har reddet hans far ved Waterloo. De onde, griske plejeforældre leder i øvrigt efter Cosette, fordi de tror hun nu kan have værdi for dem, fordi Jean Valjean viser sig at være meget rig! Og hold nu fast – Marius og Cosette (der nu er vokset) forelsker sig i hinanden … og nu vil jeg heller ikke afsløre mere (jeg er heller ikke kommet længere).

Selvom om jeg bukker mig i støvet for dette enorme og overvældende værk sidder jeg sommetider og jamrer, fx under den 100 side lange beskrivelse af slaget ved Waterloo, et slag, der bare fortsætter og fortsætter og … Min kærester griner af mig og spørger mig, hvorfor jeg ikke bare springer lidt i teksten, men det kommer *ikke* til at ske – selvom jeg sommetider lægger bogen lidt væk, hvis der er en anden bog, der presser sig på (blandt andet skulle jeg lige læse Kirsten Hammanns nye roman ”Ofte stillede spørgsmål”, som jeg grinede mig igennem, og så fik jeg lige en bog af min svigerinde ”Bonjour Tristesse” af Francoise Sagan, der lokkede mig (og ikke forgæves!)) (Og så er jeg blevet overtalt til at se Stranger Things, som er alt, alt for uhyggeligt for mig (jeg får mareridt om slimede monstre) – og det fodrer i øvrigt også min antagelse: serier er djævlens værk, der lokker det oplyste og næsten-fornuftige menneske væk fra vigtigere og bedre ting: læsning af gode bøger! Jeg har på fornemmelsen af Hugo ville være enig.)

Tilbage til værket: Min mor, der også er en storlæser har flere gange anbefalet mig at læse ”De elendige” (vi plejer at kunne lide de samme bøger … bortset fra at jeg nok er lidt mere kritisk end hende). Jeg har flere gange undervejs i det enorme tekstkorpus – især hvis jeg er gået lidt i stå i nogle af de laaaaaange passager og sidesideside historier og sidesidesideside historier, hvis relevans, indrømmet, er lidt svær at få øje på – spurgt hende ”har du *virkelig* læst hele værket?”, hvorefter hun har flere gange forsikret mig, at det havde hun skam – og at HUN NØD HVERT ET ØJEBLIK! Jeg følte mig skamfuld over min egen utålmodighed, men hov, vent, så opdager jeg pludselig, at den version, jeg læser i, er Vandkunstens udgave og det er en nyoversættelse af ”Les Misérables” (oversat af Hans Peter Lund), der tidligere kun er udkommet på dansk i en forkortet version – som altså er den version min mor har læst. Den gamle version er under halvdelen så lang (det vil sige stadig lang) som Vandkunstens i øvrigt virkelig smukke og bibliofilspleasende udgave. Jeg måtte skrive til min mor: ”Ha! Du har IKKE læst det hele!”  – stolt, fordi jeg læser den *rigtige* version, men også en smule misundelig, fordi det massive værk måske i virkeligheden godt kunne have brugt en lidt hårdhændet redaktør.

”Det skønne er lige så nyttigt som det nyttige. Nyttigere måske” står der et sted i værket. Jeg fortsætter læsningen.

Velkomstbrev

Velkommen til min blog om bøger. Her vil jeg skrive om bøger og om mit liv sammen med bøger, hvis man kan adskille de to ting, og jeg ved faktisk ikke om det reelt er det, jeg kommer til at skrive om, da jeg lige er begyndt eller faktisk ikke engang rigtigt begyndt endnu, men det er det, planen er. Altså: en bogblog. Jeg elsker at læse og har altid læst meget siden jeg var barn og ikke kunne falde i søvn, fordi jeg altid lige var kommet til et spændende sted i en De fem-bog. Efter min Enid Blython-fase kom der en lang Anne fra Grønnebakken-fase, hvor jeg forgæves forsøgte at overtale min mor til at kalde mig Anne i stedet for Anna. Hvor jeg dog længdes efter at have rødt hår! Lige nu, efteråret 2017, er jeg i gang med at læse ”De elendige” af Victor Hugo som tager en krig at komme igennem (ca. 1800 sider) eller faktisk flere krige, blandt andet en næsten 100 sider lang beskrivelse af slaget ved Waterloo som indrømmet var lidt lang at komme igennem, men det vil jeg gerne skrive mere om på et senere tidspunkt. Nu står et af mine to børn og hiver i mig, fordi han gerne vil spille Matador og det er lørdag og jeg vil stoppe for nu, lave mig en kop kaffe og satse på at indtage Rådhuspladsen med min blå brik. Jeg er hård og nådesløs, når jeg spiller Matador. Jeg er også cand.mag. i litteraturhistorie, selvom jeg ikke tror, at det har noget med det at gøre.