Efternavnet starter med G

Nu har Østerbro bibliotek lavet en udstilling med bøger, der er skrevet af forfattere, hvis efternavn starter med G. (Sidst var det E) Det giver ingen mening. Det giver simpelthen ikke nogen mening! Hylden med G er jo lige ved siden af! Det giver ingen mening.

Jeg skylder i øvrigt biblioteket næsten femhundrede kroner. Hvorfor låner jeg bøger på biblioteket, når jeg ikke kan finde ud af at aflevere dem igen? Hvorfor?!

IMG_0938
Det giver ingen mening.

 

Et populært tidsfordriv

Jeg havde svært ved at falde i søvn i går, måske havde jeg fået for meget koffein, eller også var det varmen. Det hjalp heller ikke, at TV-2- sangen Kalundborgbåden kørte i ring oppe i mit hoved, i ring og i ring og i ring. Det er en meget kort tekst. Sangen stammer fra albummet Nærmest Lykkelig fra 1988. (Og er helt tydeligt skrevet med inspiration fra Kraftwerk!)

På Kalundborgbådens agterdæk
forefindes morskabsautomater
et populært
et populært
et populært
tidsfordriv

Ligesom sangen kørte i ring oppe i mit hoved i går, da jeg prøvede på at sove, kører den også i ring i virkeligheden. I sidste halvdel af nummeret er det kun “Et populært, et populært, et populært tidsfordriv”, der gentages og gentages. Det er en fantastisk sang og ikke mindst tekst, men ikke så cool at have på hjernen, når man gerne vil sove, men ikke kan falde til ro.

Et lille skridt nærmere Finn Dreibek

Når man læser Finn Dreibeks bog Forfatterhåndbogen – lyrik og festsange, får man det indtryk, at han har været lidt en pioner inden for skriveundervisning i Danmark – samtidig med Poul Borum, grundlæggeren af Forfatterskolen. Jeg tænkte videre over Dreibek og fik den tanke, at det – som så meget andet i livet – er tilfældige ting, der afgør om det ene eller det andet sker, og jeg tænkte, hvordan dansk litteratur ville se ud i dag, hvis det var Dreibek, der havde grundlagt Forfatterskolen og ikke Poul Borum. Men hvem er denne mand egentlig? En hurtig googling afslører, at Dreibek er født i 1944 og desværre ikke længere lever (R.I.P). Han har ifølge Litteratursiden udgivet intet mindre end 64 bøger! Den lille notits på litteratursiden afsluttes med ordene: “Når Finn Dreibek ikke selv skrev, hjalp han andre med deres manuskripter. Denne aktivitet stod på i mere end 20 år, hvilket gjorde ham til en af landets mest benyttede lærere i skriveteknik.” Sådan så han ud:
Finn.Dreibek

Jeg googler videre – det er ikke meget, der står om ham, men jeg finder ud af, at han også har skrevet en forfatterhåndbog om skønlitteratur og en om faglitteratur. Og så dukker han også op på Hestenet. (Alle veje fører som bekendt til Hestenet.) Han har åbenbart skrevet et par bøger om ponyer. (Hvis det altså er dén Finn Dreibek!?). Blandt andet denne, Ponybrevkassen, hvor han har samlet mange læserbreve om ponyer i en udgivelse.

 

Og så kan man låne denne på Københavns Bibliotek Erotiske Noveller 1 (Der er ét eksemplar på hovedbiblioteket – det er pt. ikke udlånt.) Den indeholder blandet andet noveller med titler som “Pause med postbuddet”, “Nissefars hos Illum” og “Set gennem rævens smuthul”.

finndreibek_erotiskenoveller

Fra skrivehåndbøger til ponyer til erotisk litteratur. Der er vist ingen tvivl om, at Finn Dreibek var en alsidig mand og forfatter. (Men måske var det alligevel meget fint, at det var Poul Borum og ikke Finn Dreibek, der grundlagde Forfatterskolen, selvom jeg – indrømmet – er blevet ret fascineret af Dreibek.)

Interessant og sjovt bogfund om at skrive

På Islands Bygge er der et bogskab, hvor man på bedste Berlin-vis kan tage og give en bog. Jeg stod forleden og ventede ved skabet og browsede lidt igennem bøgerne. Og ja, der er selvfølgelig et par eksemplarer af Da Vinci mysteriet (som jeg i øvrigt har læst og page-turnet mig igennem og bagefter fik en lidt skamfuld fornemmelse over, som når man har grovædt af en pose chips, man egentlig ikke syntes var sådan helt toppen). Anyway. Jeg faldt over en bog, som jeg straks tog: Forfatterhåndbogen – lyrik og festsange af Finn Dreibek. Min kæreste arbejder blandt andet med skriveundervisning, så derfor tog jeg den egentlig til ham, men da jeg stod og ventede, kom jeg selv til at læse i den, og den er virkelig både sjov og spændende (både frivillig og ufrivillig) og giver desuden et interessant tidsbillede, hvad digtning og skriveundervisning angår. Den er fra 1987, samme år som Forfatterskolen blev grundlagt. Den indledes således: Kan man lære at skrive digte? Sådan vil mange sikkert spørge, når de ser titlen på denne bog. Skal den ophøjede digtekunst nu trækkes ned fra sin piedestal og gøres til et håndværk? Det har længe været den opfattelse, at det at skrive – hvad enten det nu er poesi eller prosa – det er udelukkende afhængigt af talent. Man glemmer åbenbart, at det vildtvoksende træ sjældent giver de bedste frugter.
Herefter er der en meget metodisk gennemgang af rim, rytme, symboler, klichéer, stilbrud og meget andet. Der er også nogle helt lavpraktiske forslag til, hvad man skal gøre, når man er færdig; hvordan man sender ind til et forlag og så videre. Der er også et lille kapitel om Danmarks Radio, som han skriver gerne modtager digte til sine udsendelser(!) Man kan også få oplysning om, hvilket honorar, man kan forvente at få: “Lad os forestille os, at du uopfordret sender Danmarks Radio et langt digt, som det tager 3 minutter at læse op. Du har lige skrevet det, så det har aldrig været offentliggjort. Et sådant digt udløser et “originalitetshonorar” på 416 kr. Dette beløb omfatter digte, der varer i op til 2 minutter. For hvert minut ud over de første 2 minutter betales 125 kr. Da dit digt varer 3 minutter, får du altså: originalitetshonorar 416 kr, det 3. minut 125 kr, i alt fra Danmarks Radio 541 kr.

Ak ja, det kunne da være skønt, om DR ville begynde at læse digte op i radioen igen!

Forfatterhåndbogen – lyrik og festsange af Finn Dreibek er afgjort årets hidtil bedste fund.

IMG_0633
Skriv selv – skriv bedre!

Harry Potter-morgen II

Der er, som om der er en masse barometre, der hele tiden bevæger sig: Hvis jeg læser rigtigt meget, får jeg ikke skrevet særlig meget, og hvis jeg skriver rigtigt meget, får jeg ikke læst særlig meget, og i dette regnestykke kan man selvfølgelig tilføje alt muligt andet også; børneting, husting, arbejdsting. Og lige nu er jeg i sådan en fase, hvor jeg skriver meget, men ikke ting, der egner sig til denne blog. Jeg læser også lidt, men mest i arbejdssammenhæng. Så der er lidt stille på denne side for tiden …

Om mandagen skal mine børn altid enten hjem til deres far, eller også kommer de hjem til os efter at have været væk en uge. Det er altid en underlig følelse, begge slags mandagsfølelser, som er svære at forklare, men som jeg tror, de fleste skilsmisseforældre kan genkende. Jeg lovede i weekenden, at vi skulle læse Harry Potter og fangen fra Azkaban færdig, men det ene gik med det andet i weekenden, og vi nåede ikke min beregnede mængde. Vi stillede derfor vækkeuret til ekstratidligt i går aftes, så vi kunne stå op og nå resten her til morgen. Det gik lige. Harry troede et kort øjeblik, at han kunne slippe for at komme hjem til familien Dursley i sommerferien, men ak ak Sirius måtte atter på flugt. På vejen hen til skolen snakkede vi om, hvad vi ville forvandle os til, hvis vi kunne blive en animagus. Vi ville begge være et dyr, der kunne flyve. A. valgte en kongeørn, og jeg valgte en ravn.

IMG_0613

Anholt Litteraturfestival-forfattere

Forfatterne, der skal med  til Anholt Litteraturfestival 2018, bliver offentliggjort i dag. Jeg havde en drøm for et stykke tid siden, hvor jeg i drømmen havde helt vildt meget lyst til at afsløre det, selvom jeg ikke måtte. Jeg endte med at offentliggøre navnene i kodeord i stedet. I drømmen skrev jeg et blogindlæg, hvor der stod, at Anholt Litteraturfestival ville blive gæstet af Fars Skimmelbark, men at jeg endnu ikke måtte afsløre Fars Skimmelbarks sande navn.

Her er de så:

Andreas Pedersen
Bjørn Rasmussen
Sissal Kampmann
Catharina Gripenberg
Emeli Bergman
Rolf Sparre Johansson
Lars Skinnebach (!!!! Ville I have gættet det?! Hva’?)
Daniel Dalgaard
Stine Pilgaard
Sigurd Tenningen
Gerður Kristný
Pia Juul
Sørine Steenholdt

Ihh, jeg glæder mig.

Hjerte/Smerte

C. V. Jørgensen må være en af de eneste (den eneste?) der kan slippe godt af sted med at lade hjerte rime på smerte.

Fanget i en fælde af lys
bag et forhæng af regn
står vi stumme & smiler
af skygger der flyder forbi
opløst i fri fantasi
i takt med tiden der iler

Det regner & det regner i mit hjerte
det smager lidt af smerte
det minder mig om noget

Strandet i en by under vand
i en havn uden navn
finder vi ind til hinanden
i gader med stridende strømme
af anløbne drømme
går vi & mister forstanden

Jeg er glad og taknemmelig for min allerførste C. V. -koncert; en meget intim, troværdig og dedikeret koncert i Vega i går.

Tematiske læsninger og bøger af forfattere hvis efternavn starter med E

I dag var jeg et smut på biblioteket (selvom jeg egentlig ikke er særlig vild med biblioteker, jo meget, meget vild med ideen om biblioteker, men jeg synes ikke de biblioteker, jeg støder på, er særlige hyggelige eller interessante eller byder på særlig spændende litteraturformidling (litteraturarrangementer sommetider fraregnet), og når jeg stiller en bibliotekar et spørgsmål om litteratur, kigger de altid på mig, som om jeg er faldet ned fra himlen. Mit forhold til biblioteker er oftest begrænset til at bestille bøger hjem, afhente og senere betale en bøde, fordi jeg ikke får afleveret i tide. Det sidste er selvfølgelig udelukkende min egen fejl, og jeg har også for længst sluttet, at jeg ikke låner bøger på biblioteker, jeg lejer dem.) og biblioteker plejer tit at have små (ofte lidt kiksede udførte) udstillinger rundt omkring: “Morderiske gode bøger” fx med et udpluk af krimier stående, eller “Blod er tykkere end vand” med romaner, der omhandler familieliv og så videre. (Jeg synes egentlig, at tematiske læsninger, der går på tværs af tid, sted og genre ofte er interessante, og med tematiske mener jeg ikke noget særligt; det kan tolkes ret bredt. Jeg kunne sagtens forestille mig en litteraturantologi (eller biblioteksudstilling), hvor teksterne havde det til fælles, at de foregik på en båd eller i en rosenhave. Eller en litteraturteoretisk afhandling, der undersøgte, hvordan hunde er repræsenteret i litteraturen på tværs af tid, sted, genre m.v.) Men i dag på biblioteket (Østerbro) stødte jeg på en helt anden form for selektion: Forfattere, hvis efternavn begynder med E. Først blev jeg forundret – dét tematiske snit har jeg alligevel aldrig set før – og jeg måtte tage et billede. Men nu hvor jeg er kommet hjem, kan jeg ikke lade være med at grine ad det, jeg sidder helt seriøst og griner og griner højlydt og tænker på, hvordan “Efternavnet starter med E” egentlig adskiller sig fra den hylde lige ved siden af, hvor der står bøger af forfattere med et efternavn, der starter med A, B, C, D, E, F, G, H, I, J, K, L, M, N, O, P, Q, R, S, T, U, V, W, X, T, Z, Æ, Ø eller Å, andet end selvfølgelig formen; det ene er en (meget praktisk) kategoriseringsmetode, det andet bøger med et tematisk snit, omend det virker noget arbitrært at lave et tematisk snit med bøger, der har det til fælles, at de er skrevet af nogen, der hedder noget med E til efternavn – især når hylden med forfattere, hvis efternavn starter med E er lige ved siden af.

IMG_0540
E var i øvrigt det eneste bogstav, der havde en særudstilling.

Forfattermøde i Poesiens hus

I går i Poesiens hus; “Digterkonfrontationer” (forstår ikke ordets hårdhed, hvorfor “konfrontationer”?) med Ursula Andkjær Olsen, Rolf Sparre Johansson og (min yndlings) Pablo Llambías.

Ursula Andkjær Olsen læste nogle nyskrevne digte op, der fik mig til at tænke på, at hun virkelig er en meget, meget dygtig digter, som jeg kun kan have beundring for. Rolf Sparre Johansson (sådan en lille verden; søde Rolf kender jeg, fordi vi har børn i samme børnehave) læste nogle helt nye skitser til erindringstekster op, og jeg tænkte på, at det må være svært at skulle være “på” og læse op af nye tekster dagen efter, man har udgivet et nyt værk (med titlen Piedestal. Jeg har læst værket, jeg kunne godt lide det første digt (bogens del 1), der handler om sorg, og når man læser det, lyder det, som om digtet græder.) Pablo læste op (iført fleece as usual!) af sine nye Rådhus-tekster, som jeg efterhånden har hørt ham læse op af mange gange herhjemme, og som jeg er megamegavild med.

IMG_0538
Tre på rad og række. Gisp! Et panel! (Hvornår dropper vi den opstilling?!)

Bogbyttere

Noget af det mest triste er, når en kunde kommer ind og vil bytte en bog, og man bytter bogen og lidt senere opdager, at der inde i bogen ligger et fint og håndskrevet lykønskningskort, hvor der står, at afsenderen håber, af den ene eller anden årsag, at lige netop denne bog vil glæde modtageren.

Bonjour, Bonjour Tristesse

Den franske forfatter Françoise Sagan var kun 18 år, da hun i 1954 udgav den korte roman Bonjour Tristesse. (Hvilket kan få mig til at tænke: HVAD FANDEN HAR JEG OVERHOVEDET UDRETTET I MIT LIV!!!?) Romanen var kontroversiel og provokerende – og bragede året efter udgivelsen ind på de amerikanske bestsellerlister. I dag skal der mere til at provokere end en teenagepiges løsslupne forhold til sex og kærlighed, men i 1954 var det uhørt (i hvert fald at skrive om), at en teenagepige skulle ønske sex, uden for den store, ægte kærlighed og/eller et forholds faste rammer – og at begær er noget, der tales åbent om mellem teenagere og voksne.

I kammerspillet Bonjour Tristesse er jeg-fortælleren, den 17-årige Cécilie, taget på ferie med sin far, en nogle-og-fyrreårig Don Juan-type, og farens elskerinde Else. Efter at Cécilie er kommet hjem fra kostskole et par år tidligere – hun blev sendt af sted som lille, da hendes mor døde – har hun og faren levet et løssluppent liv; faren har haft mange skiftende forhold, og Cécilie er til stor fornøjelse for dem begge blevet taget med ud i selskabslivet. Men på Rivieraen, i den brændende sol, bliver de tres – farens, Elses og Cecilies – festlige liv forstyrret af Anne, der flytter ind. Anne er den afdøde mors gamle veninde, hvis værdier står i modsætning til de tres hedonistiske livsstil. Hun er elegant, intellektuel og ærbar – og meget smuk med sine fine, raffinerede rynker. Den noget yngre Else bliver hurtigt jaloux og ikke helt uden grund. Og så er der den unge mand Cyril, som Cécilie indleder et forhold til.

Romanen strækker sig over et par uger på denne sommerferie, der vil danne ramme om en skelsættende begivenhed i Cécilies liv. Cécilie plages af en splittethed: Hvad der før gav hende lykke, fest og ballade, bliver nu set med Annes misbilligende øjne. Men er de værdier, Anne bringer med sig til Rivieraen, bedre for Cécilie og faren? Kan Cécilie og faren leve op til Annes høje, moralske standarder? Cécilie svinger, hun er pubertær, trodsig, arrig, men også medgørlig og letpåvirkelig. Hun både elsker og hader Anne. Cécilies følelsesmæssige umodenhed, der især kommer til udtryk i hendes mange refleksioner omkring kærlighed og troskab, bliver skildret med stor overbevisning. Hun er pisseirriterende og overfladisk, men hendes “teenagehed” er også meget letgenkendelig, som når hun fx lyver om, at hun læser lektier på sit værelse, men i stedet øver yogastillinger foran sit spejl (yoga i ’54?!)

Kammerspillet bliver allermest nervepirrende, spændende, når Cécilie udtænker en plan, en slags sammensværgelse, der kan få katastrofale konsekvenser for dem alle; faren, Else, Anne, Cyril og hende selv. Jeg har næsten lyst til at afsløre, hvad der sker, men også kun næsten.

IMG_0526

 

Metaalfabet

Politiken skriver i denne uge: På få år er bogbloggere skudt op i stort tal. De er generelt venligere end avisanmeldere, viser optælling. Nogle gange meget venligere. Forlag og forfattere elsker dem, for de giver tiltrængt synlighed til nye bøger.

Samme dag som jeg læser dette (som jeg ikke umiddelbart har nogen særlig holdning til), falder jeg over en bogbloggers anmeldelse af Inger Christensens Alfabet, der i hvert fald ikke er særlig venlig. Meget kan man sige (de fleste med bare den mikromindste sans for sprog og poesi ville sige, at hendes indlæg tangerede til helligbrøde), men jeg har sjældent moret mig så meget over et bogblogindlæg. Her er det:

Efter at have læst digtsamlingen ”Alfabet” må jeg indrømme, at jeg ville have svært ved at se Inger Christensen modtage en Nobelpris i litteratur. Digtsamlingen er ganske enkelt ringe, men jeg kan jo have været uheldig og have fået fat i en af forfatterens dårlige bøger.

Digtsamlingen ”Alfabet” blev udgivet i 1981, og jeg har faktisk meget svært ved at referere hvad digtene handler om, for de fleste af dem fremstod både tågede og uforståelige.

Det jeg fik ud af digtene var, at mange af dem handler om struktur.

Mange af digtene er præget af en konfus tilfældighed, som jeg ganske enkelt ikke kunne se meningen med – jeg aner kort sagt ikke hvad forfatteren vil med disse digte.

Mange digte er en opremsning af navneord, som f.eks. cikaderne, ceder, citrontræer – eller hærskarerne, hulerne, halvskyggen og havekunsten. Disse navneord efterfølges så af at disse ting ”findes”. Tænk at et forlag har udgivet en ”digtsamling”, hvor mindst en tredjedel af digtene består i at opremse ting med samme begyndelsesbogstav for så at starte og slutte med en bekræftelse af, at disse ting findes. I så tilfælde kan vi jo alle sammen blive forfattere hvis der ikke er større åndelige krav til en bog end at udarbejde en liste over ord der findes i verden.

Enkelte af digtene var faktisk rigtig fine, men det ændrer ikke ved, at det samlede indtryk er dårligt.

Digtene sagde mig ikke noget, jeg forstod ikke hensigten med denne bog, jeg synes kort sagt at digtsamlingen på stort set alle områder er et flop. Jeg kedede mig bravt, da jeg læste digtene og kunne mærke en irritation brede sig i hele kroppen da jeg læste ”Alfabet”.

Det kan desværre kun blive til en enkelt stjerne for ”Alfabet”, det er heldigvis sjældent jeg får fat i en bog, der er så ringe som denne.

Hvis jeg må give et eksempel på en af disse opremsninger, som uvist af visse årsager går under betegnelsen “digt”:

“Duerne findes; drømmerne, dukkerne
dræberne findes; duerne, duerne;
dis, dioxin og dagene; dagene
findes; dagene døden; og digtene
findes; digtene, dagene, døden”

(side 10)

Kort sagt, jeg forstår ikke denne digtsamling, jeg fandt den både ligegyldig og kedelig – og vil helt sikkert råde andre til at gå i en stor bue (MEGET stor bue) udenom “Alfabet”.

Jeg vil selv gerne være en venlig bogblogger, men på en meget cool og seriøs måde. (Men nu bliver jeg faktisk lidt i tvivl om, om det er uvenligt at hænge en anden bogblogger ud, fordi vedkommende har svinet Alfabet til?)

❤ –>

IMG_0492

Barselslæsegruppe fortsættes …

… så hvis du er mor eller far eller noget andet i den dur og på barsel, har du igen muligheden for at komme med i en barselslæsegruppe.

Vi læser én novelle per gang (jeg sørger for, at I får novellerne), og vi mødes én formiddag om ugen i fem uger i alt.

Programmet for sidste barselsforløb (som var et pilotprojekt) var som følgende:
“Sorgens have” af Caroline Albertine Minor
“Spøgelseshestene” af Karen Blixen
“Akvaplaning” af Emma Bess (altid megablæret med dobbeltkonsonant dobbeltkonsonant i et navn)
“Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” af Kjell Askildsen
“Digte” af Judith Hermann

Det bliver et andet program denne gang – men kvaliteten stadig i top, promise!

Det begynder tirsdag den 1. maj kl. 10.00 i Sct. Andreas Kirke. Og det er gratis at deltage, fordi Vor Frue Kirkes menighedspleje er så søde at betale min løn (og kaffen!) endnu engang.

Meld dig til ved at sende mig en mail: annachristhompson(dingeling)gmail.com

Post-Påske-Pip

I Sverige var der sne helt op til knæene, sagde mit yngste barn, hvorefter mit ældste barn svarede, at hans ben jo altså heller ikke var særlig lange. Jeg har ikke fået læst så meget som planlagt, selvom jeg dog ikke kan skyde skylden på den svenske sne/de svenske tilstande. Bordtennis og Munchkin (jeg tabte!) og gåture og generel uspecificeret familietid overtog påskelæsningen. Jeg er (blandt andet) i gang med at læse Oliver Sacks’ “The Man who Mistook his Wife for a Hat”; titlen skal forstås helt bogstaveligt – en mand troede rent faktisk, at hans kone var en hat. Bogen er skrevet i ’85 og består af en lang række korte case-stories skrevet af en neurologiprofessor, og er vældig interessant på en lidt underfundig og filosofisk måde. Sikke mange ting, der kan gå galt med et menneskes funktioner! Pyh-ha. Jeg vil i hvert fald ikke håbe, at jeg en dag vågner op fuldstændig skrækslagen, fordi der i sengen ligger et fremmed ben i forlængelse af min krop, lige dér hvor mit almindelige ben, der nu er pist væk, engang sad.

I dag i min barselslæsegruppe læste vi Kjell Askildsens novelle “Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan”, som (imho) er prototypen på en nær-perfekt novelle (med den fantastiske sætning: Jeg sad og så på sneen der drev hen mod vinduesruden og spekulerede på hvilke glæder min søster kunne have i livet, og da jeg efter at have tænkt mig om nåede frem til at hun sandsynligvis ikke havde nogen, fik jeg trang til at sige noget venligt, jeg blev simpelthen lidt sentimental, det var måske sneen mod ruden og varmen i stuen der gjorde det, men jeg kom aldrig så langt, for netop da jeg skulle til at åbne munden, spurgte hun om vi ikke skulle spille yatsy.) Og i aften i en anden læsegruppe skal vi læse et uddrag af Lars Bukdahls semi-digtsamling “Korshøjen”, et spøjst og patosfyldt fint, lille værk om at miste sin far.  –> Alt i alt en ganske glimrende litteraturarbejdsdag at begynde hverdagen med efter påsken.

IMG_0481.JPG
Svenske tilstande?