Alt hvad du ejer af maskulinitet

Caspar Erics nye digtsamling Alt hvad du ejer består af en samling sammenhængende digte, der fortæller historien om et mandligt jeg (der i digtsamlingen omtales som du), der mister et barn i 13. uge, da hans kæreste aborterer. Denne fortælling bliver vævet ind i historien om jeg’ets søsters graviditet og senere barselstilværelse, samt bedstemorens sidste tid. Jeg’ets forhold går efter nogle måneder i stykker – det viser sig blandt andet også, at han har været hende utro på en tur til Norge. Jeg’et kaster sig ud i nye relationer og mulige forelskelser, men forestillingen om barnet, der skulle have været, men ikke er, er allestedsnærværende.

Digtsamlingen handler om sorg, nære relationer, maskulinitet og en 30-årig mands søgen efter identitet og stabile forhold – og i sidste ende et barn. Til denne personlige skildring tilføjes en meget tidstypisk kapitalisme- og magtkritik, hvor den forsøger at kæde den personlige fortælling sammen med en samfundsmæssig fortælling, hvor kapitalismen gennemsyrer alle aspekter af samfundet.

Til trods for, at jeg fatter sympati med projektet i digtsamlingen, finder jeg desværre ikke Alt hvad du ejer særlig vellykket.

Flere af digtene består af halvkedelig knækprosa, grænsende til en casestory på strofer. (Et eksempel på disse casestory-digte lyder: “Efter æbleskiverne gav din mor dig lov til at gå/hun kunne se at julelykken tyngede dig/du er stadig glad på din søsters vegne/det gjorde det bare ikke nemmere/at skulle kræve plads til at være trist/du følte at alle ignorerede hvad du havde været igennem/fordi alle ignorerede det/senere røg du en joint på en bænk/og luften var så kold at den blev våd mod din hud.”)

Der er også flere steder, hvor der er skruet op for patos i sådan en grad, at det bliver irriterende, for eksempel, når der på én side står: “Hvis du kunne gøre det anderledes/ville du gøre det anderledes”, og man bladrer om til næste side, hvor der står: “Hvis du kunne gøre det hele igen/ville du gøre det igen.” Vi må som læsere forstå, at disse ord har en helt særlig vægt, der kræver, at de har en hel side alene. Problemet er bare, at ordene er for tomme, og “virkemidlet” (altså en selvstændig side, der skal give tyngde til ordene) bliver for iøjnefaldende som netop et virkemiddel, der skal dække over tomheden af ordene.

Men selvom jeg er kritisk over for størstedelen af digtenes litterære værdi, kommer jeg alligevel i min læsning frem til, at Alt hvad du ejer har noget interessant at byde på, når det kommer til temaet maskulinitet og mandelige fællesskaber. Det er – mig bekendt – en forholdsvis original position at tale fra: at en mand begræder tabet af et barn i 13. graviditetsuge (som i øvrigt må være en relativ almindelig ting; der står et sted i digtsamlingen, at hver fjerde graviditet ender i abort, typisk helt i begyndelsen af graviditeten). Der er noget modigt og sårbart ved at stå frem og fortælle om disse erfaringer – casestory eller ej.

Der er også flere af digtene, der handler om fællesskaber mellem mænd, som fx når svogeren og jeg’et bonder over, at de lige skal lære, hvordan man holder en baby uden at få ondt i armen, eller når jeg’ets far hjælper jeg’et med en vinkelsliber. Der er noget fint over disse små portrætter af manderelationer, hvor digtene også formår at bevæge sig lidt væk fra casestorien og mere over i litteraturen.

Vi burde måske tale lidt mere om maskulinitet og manderoller, og om hvordan mange mænd (#notallmen) måske har lidt svært ved, hvordan man egentlig er mand anno 2018, når det er blevet så tydeligt (for oplyste mennesker), at der er utrolig mange alvorlige problemer med den måde, hvorpå mænd hidtil har været mænd på. Ind i denne diskussion er der noget relevant og interessant at hente i Caspar Erics nye digtsamling. Den tør at udforske maskuliniteten i dag og samtidig være søgende og skrøbelig. Det kan jeg godt lide.

Som om stadionet ikke er et af de steder/hvor mænd oftest græder og sørger og krammer og jubler, som der så fint står i Alt hvad du ejer.

På en havbølge af økolitteratur

Vidste du, at havet er så fyldt af mikroplast, at plankton optager det og fører det videre til lidt større fisk, som fører det videre til lidt større fisk, som til sidst fører det videre til os? Eller vidste du, at man bliver fuld og forgiftet af at spise kødet på en grønlandshaj? Men at olien i dens lever er rigtig god til at male med? Og at den i øvrigt kan blive op til 500 år gammel?! Eller vidste du, at mennesker, der boede på fyr i gamle dage ofte blev helt vanvittige, fordi de skulle lytte til fyrets sirener? Eller hvilken indflydelse fiskeriet – både før og efter industrialiseringen – har på små samfund på den norske kyst? Alt det og meget, meget mere bliver man klogere på, når man har læst Havbogen af Morten Strøksnes, jeg var lige ved at glemme den lange undertitel: Kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider. Bogen udforsker havet, både ud fra et naturvidenskabeligt, antropologisk og kulturhistorisk (med mere) perspektiv. Denne tværfaglige undersøgelse er både en fascinerende, gavnlig og overbevisende metode.

I Norge bliver bogen kategoriseret som faglitteratur, i Danmark skønlitteratur – sikkert er det, at den befinder sig i et eller andet krydsfelt mellem fakta og fiktion, mere præcist: Fakta skrevet med (gode!) skønlitterære greb.

Plottet i bogen er, at fortælleren, som også er forfatteren, sammen med sin gode ven Hugo vil fange en grønlandshaj på gammeldags manér (håndkraft, kroge, den slags). I bogen følger man Hugo og Morten igennem fire årstider forsøge sig med dette. Det er disse fisketure, der danner rammen omkring de næsten encyklopædiske fortællinger og mytologier om havet.

Da jeg læste bogen i sommerferien og lidt famlende prøvede at beskrive for min kæreste, hvad det var for en bog, jeg læste, sagde han: “Det lyder som lidt af et machoprojekt, sådan at fange en kæmpehaj, bare for at bevise, at man kan.” Jeg svarede, at jeg selvfølgelig godt kunne se, det kunne tolkes sådan, men at jeg faktisk ikke syntes, bogen var sådan macho-på-den-trælse-måde. På mange måder er Havbogen en sart fortælling om, hvor små og ubetydelige mennesker er i det store hele. Og om, hvordan vi har skabt en forestilling om, at vi er herre over naturen; at den er til for vores skyld, eller at det i bedste fald er et gensidigt afhængighedsforhold. Det er det ikke. Havet skal nok være her, når mennesker ikke er her længere, som Strøksnes skriver. Havbogen bliver aldrig belærende i sin overlegenhed, men man er som læser heller ikke i tvivl om, hvor Strøksnes står i forhold til den skodmåde, vi behandler jorden og havet på. Men sine fine, sjove, skæve og urovækkende fortællinger om havet skriver Havbogen sig på en interessant og anderledes måde ind i tidens bølge af økolitteratur.

I forhold til diskussionen om hvorvidt Havbogen er en machobog eller ej, så har jeg fundet ud af, at den som den eneste bog nogensinde skrevet af en mandlig forfatter har modtaget Norges bogbloggerpris – hvor der i udvalget, der tildelte prisen, efter sigende skulle sidde 93 kvinder og 1 mand! Helt macho er Havbogen nok ikke, selvom det alligevel er lidt macho sådan at ville fange en kæmpehaj.

IMG_1263.JPG
Apropos macho-litteratur: Der er altså også et eller andet kvinde-kliché-agtigt ved at sidde ved en swimmingpool, læse en bog og tage et billede af det!

Kapitalismekritik i sci-fi klæder

De Ansatte af Olga Ravn består af små, korte, fragmentariske vidneudsagn fra ansatte på det sekstusinde skib, der svæver rundt et sted i rummet. Nogle af de ansatte er mennesker, andre er menneskelignende. Der er et tydeligt hierarkisk skel på skibet mellem menneskerne og de menneskelignende, og magtforholdene mellem disse to grupperinger er urovækkende. De menneskelignende ligner mennesker, har følelser, tanker, drømme, men er alligevel fake-mennesker, og leder tankerne hen på tidens populære tv-serier såsom Westworld. På det sekstusinde skib findes også rummet med genstandene. Genstandene er forskellige, de er organiske, men ligner ikke noget genkendeligt levende, men måske har de alligevel følelser og/eller en form for bevidsthed – både menneskene og de menneskelignende (og læseren) bliver i hvert fald tiltrukket af genstandene og begynder at drage omsorg for dem. Romanen stiller spørgsmålet: Hvad skal der til, før man er et “rigtigt” menneske eller individ?

Som de fleste sci-fi-romaner er parallellerne til nutiden tydelig (for tydelig?) De ansatte trækker tråde til både flygtningekrisen, klimaforandringerne og teknologietik, og det bliver ikke svært i fremtiden at datere romanen til helt præcist år 2018. Der hvor romanen politisk set har mest at byde ind med, er i skildringen af den virksomhedskultur, der er gældende på det sekstusinde skib: Kritikken af senkapitalismen er her rammende.

Hvor jeg var kritisk over for Olga Ravns Celestine, er jeg mere glad for denne udgivelse. Da jeg læste Celestine, fandt jeg sproget alt, alt for parfumeret, ja, jeg ved ikke, hvilket ord jeg ellers skal bruge, men “parfumeret” er det, der forekommer mig mest rammende, uegentligt på en eller anden måde, lidt prætentiøst. Disse “parfumerede” sætninger er stadig at spore i De Ansatte, men heldigvis kun sporadisk. (Måske skulle Olga Ravn en tur ud i rummet for at få lidt mere fast grund under fødderne/sproget?)

Fragmenterne, der tilsammen danner et billede af en syg virksomhedskultur, samt de billedrige beskrivelser af genstandene er det, der – her et par måneder efter, jeg læste romanen – stadig hænger fast i min bevidsthed.  Alt i alt en lille, men ganske interessant og underholdende kapitalismekritisk sci-fi-roman.

Nå, ja, og så har De Ansatte muligvis et af årets flotteste danske bogomslag!

IMG_1679

Hey, let’s do the limbo rock

Jeg er kommet hjem fra Anholt med nye venskaber, store litterære oplevelser, sand i skoene og sjove og fine minder (og meget, meget træt og udmattet). På vej hjem kiggede jeg billederne igennem på min mobiltelefon for at se, om jeg egentlig havde taget nogle billeder på Anholt, enten af den smukke natur eller af en eller anden oplæsende forfatter. Det havde jeg ikke. Men jeg fandt en video af en dejlig flok, der dansede stoledans – sådan noget gør vi nemlig også på Anholt Litteraturfestival. (Andreas Pedersen (hvis oplæsning af Fryden fik mig til at græde) vandt i øvrigt.) Jeg var den første, der røg ud. Åbenbart er stoledans ikke min stærke side. Det gik bedre til limbo, hvor jeg faktisk fik en andenplads. Ikke at jeg går op i sådan noget.

 

Efternavnet starter med G

Nu har Østerbro bibliotek lavet en udstilling med bøger, der er skrevet af forfattere, hvis efternavn starter med G. (Sidst var det E) Det giver ingen mening. Det giver simpelthen ikke nogen mening! Hylden med G er jo lige ved siden af! Det giver ingen mening.

Jeg skylder i øvrigt biblioteket næsten femhundrede kroner. Hvorfor låner jeg bøger på biblioteket, når jeg ikke kan finde ud af at aflevere dem igen? Hvorfor?!

IMG_0938
Det giver ingen mening.

 

Et populært tidsfordriv

Jeg havde svært ved at falde i søvn i går, måske havde jeg fået for meget koffein, eller også var det varmen. Det hjalp heller ikke, at TV-2- sangen Kalundborgbåden kørte i ring oppe i mit hoved, i ring og i ring og i ring. Det er en meget kort tekst. Sangen stammer fra albummet Nærmest Lykkelig fra 1988. (Og er helt tydeligt skrevet med inspiration fra Kraftwerk!)

På Kalundborgbådens agterdæk
forefindes morskabsautomater
et populært
et populært
et populært
tidsfordriv

Ligesom sangen kørte i ring oppe i mit hoved i går, da jeg prøvede på at sove, kører den også i ring i virkeligheden. I sidste halvdel af nummeret er det kun “Et populært, et populært, et populært tidsfordriv”, der gentages og gentages. Det er en fantastisk sang og ikke mindst tekst, men ikke så cool at have på hjernen, når man gerne vil sove, men ikke kan falde til ro.

Et lille skridt nærmere Finn Dreibek

Når man læser Finn Dreibeks bog Forfatterhåndbogen – lyrik og festsange, får man det indtryk, at han har været lidt en pioner inden for skriveundervisning i Danmark – samtidig med Poul Borum, grundlæggeren af Forfatterskolen. Jeg tænkte videre over Dreibek og fik den tanke, at det – som så meget andet i livet – er tilfældige ting, der afgør om det ene eller det andet sker, og jeg tænkte, hvordan dansk litteratur ville se ud i dag, hvis det var Dreibek, der havde grundlagt Forfatterskolen og ikke Poul Borum. Men hvem er denne mand egentlig? En hurtig googling afslører, at Dreibek er født i 1944 og desværre ikke længere lever (R.I.P). Han har ifølge Litteratursiden udgivet intet mindre end 64 bøger! Den lille notits på litteratursiden afsluttes med ordene: “Når Finn Dreibek ikke selv skrev, hjalp han andre med deres manuskripter. Denne aktivitet stod på i mere end 20 år, hvilket gjorde ham til en af landets mest benyttede lærere i skriveteknik.” Sådan så han ud:
Finn.Dreibek

Jeg googler videre – det er ikke meget, der står om ham, men jeg finder ud af, at han også har skrevet en forfatterhåndbog om skønlitteratur og en om faglitteratur. Og så dukker han også op på Hestenet. (Alle veje fører som bekendt til Hestenet.) Han har åbenbart skrevet et par bøger om ponyer. (Hvis det altså er dén Finn Dreibek!?). Blandt andet denne, Ponybrevkassen, hvor han har samlet mange læserbreve om ponyer i en udgivelse.

 

Og så kan man låne denne på Københavns Bibliotek Erotiske Noveller 1 (Der er ét eksemplar på hovedbiblioteket – det er pt. ikke udlånt.) Den indeholder blandet andet noveller med titler som “Pause med postbuddet”, “Nissefars hos Illum” og “Set gennem rævens smuthul”.

finndreibek_erotiskenoveller

Fra skrivehåndbøger til ponyer til erotisk litteratur. Der er vist ingen tvivl om, at Finn Dreibek var en alsidig mand og forfatter. (Men måske var det alligevel meget fint, at det var Poul Borum og ikke Finn Dreibek, der grundlagde Forfatterskolen, selvom jeg – indrømmet – er blevet ret fascineret af Dreibek.)

Interessant og sjovt bogfund om at skrive

På Islands Bygge er der et bogskab, hvor man på bedste Berlin-vis kan tage og give en bog. Jeg stod forleden og ventede ved skabet og browsede lidt igennem bøgerne. Og ja, der er selvfølgelig et par eksemplarer af Da Vinci mysteriet (som jeg i øvrigt har læst og page-turnet mig igennem og bagefter fik en lidt skamfuld fornemmelse over, som når man har grovædt af en pose chips, man egentlig ikke syntes var sådan helt toppen). Anyway. Jeg faldt over en bog, som jeg straks tog: Forfatterhåndbogen – lyrik og festsange af Finn Dreibek. Min kæreste arbejder blandt andet med skriveundervisning, så derfor tog jeg den egentlig til ham, men da jeg stod og ventede, kom jeg selv til at læse i den, og den er virkelig både sjov og spændende (både frivillig og ufrivillig) og giver desuden et interessant tidsbillede, hvad digtning og skriveundervisning angår. Den er fra 1987, samme år som Forfatterskolen blev grundlagt. Den indledes således: Kan man lære at skrive digte? Sådan vil mange sikkert spørge, når de ser titlen på denne bog. Skal den ophøjede digtekunst nu trækkes ned fra sin piedestal og gøres til et håndværk? Det har længe været den opfattelse, at det at skrive – hvad enten det nu er poesi eller prosa – det er udelukkende afhængigt af talent. Man glemmer åbenbart, at det vildtvoksende træ sjældent giver de bedste frugter.
Herefter er der en meget metodisk gennemgang af rim, rytme, symboler, klichéer, stilbrud og meget andet. Der er også nogle helt lavpraktiske forslag til, hvad man skal gøre, når man er færdig; hvordan man sender ind til et forlag og så videre. Der er også et lille kapitel om Danmarks Radio, som han skriver gerne modtager digte til sine udsendelser(!) Man kan også få oplysning om, hvilket honorar, man kan forvente at få: “Lad os forestille os, at du uopfordret sender Danmarks Radio et langt digt, som det tager 3 minutter at læse op. Du har lige skrevet det, så det har aldrig været offentliggjort. Et sådant digt udløser et “originalitetshonorar” på 416 kr. Dette beløb omfatter digte, der varer i op til 2 minutter. For hvert minut ud over de første 2 minutter betales 125 kr. Da dit digt varer 3 minutter, får du altså: originalitetshonorar 416 kr, det 3. minut 125 kr, i alt fra Danmarks Radio 541 kr.

Ak ja, det kunne da være skønt, om DR ville begynde at læse digte op i radioen igen!

Forfatterhåndbogen – lyrik og festsange af Finn Dreibek er afgjort årets hidtil bedste fund.

IMG_0633
Skriv selv – skriv bedre!

Harry Potter-morgen II

Der er, som om der er en masse barometre, der hele tiden bevæger sig: Hvis jeg læser rigtigt meget, får jeg ikke skrevet særlig meget, og hvis jeg skriver rigtigt meget, får jeg ikke læst særlig meget, og i dette regnestykke kan man selvfølgelig tilføje alt muligt andet også; børneting, husting, arbejdsting. Og lige nu er jeg i sådan en fase, hvor jeg skriver meget, men ikke ting, der egner sig til denne blog. Jeg læser også lidt, men mest i arbejdssammenhæng. Så der er lidt stille på denne side for tiden …

Om mandagen skal mine børn altid enten hjem til deres far, eller også kommer de hjem til os efter at have været væk en uge. Det er altid en underlig følelse, begge slags mandagsfølelser, som er svære at forklare, men som jeg tror, de fleste skilsmisseforældre kan genkende. Jeg lovede i weekenden, at vi skulle læse Harry Potter og fangen fra Azkaban færdig, men det ene gik med det andet i weekenden, og vi nåede ikke min beregnede mængde. Vi stillede derfor vækkeuret til ekstratidligt i går aftes, så vi kunne stå op og nå resten her til morgen. Det gik lige. Harry troede et kort øjeblik, at han kunne slippe for at komme hjem til familien Dursley i sommerferien, men ak ak Sirius måtte atter på flugt. På vejen hen til skolen snakkede vi om, hvad vi ville forvandle os til, hvis vi kunne blive en animagus. Vi ville begge være et dyr, der kunne flyve. A. valgte en kongeørn, og jeg valgte en ravn.

IMG_0613

Anholt Litteraturfestival-forfattere

Forfatterne, der skal med  til Anholt Litteraturfestival 2018, bliver offentliggjort i dag. Jeg havde en drøm for et stykke tid siden, hvor jeg i drømmen havde helt vildt meget lyst til at afsløre det, selvom jeg ikke måtte. Jeg endte med at offentliggøre navnene i kodeord i stedet. I drømmen skrev jeg et blogindlæg, hvor der stod, at Anholt Litteraturfestival ville blive gæstet af Fars Skimmelbark, men at jeg endnu ikke måtte afsløre Fars Skimmelbarks sande navn.

Her er de så:

Andreas Pedersen
Bjørn Rasmussen
Sissal Kampmann
Catharina Gripenberg
Emeli Bergman
Rolf Sparre Johansson
Lars Skinnebach (!!!! Ville I have gættet det?! Hva’?)
Daniel Dalgaard
Stine Pilgaard
Sigurd Tenningen
Gerður Kristný
Pia Juul
Sørine Steenholdt

Ihh, jeg glæder mig.